Søer over hele Europa tilbringer en stor del af deres liv bag tremmer

Nu er det officielt: EU-Kommissionen bryder dyrevelfærdsløfter

Nyheder

EU-Kommissionen har givet efter for pres fra landbrugslobbyen. Den lovede revision af dyrevelfærdslovgivningen er udskudt, og dyrene er de store tabere.

I flere uger cirkulerede rygterne, og midt i oktober blev de bekræftet: Da EU-Kommissionen præsenterede sit arbejdsprogram for 2024, stod det klart, at Kommissionen løber fra sit løfte om en gennemgående revision af EU’s dyrevelfærdslovgivning.

En revision, som bl.a. ville betyde et forbud mod bure til landbrugsdyr.

Og det på trods af de 1,4 mio. underskrifter fra borgerinitiativet End the Cage Age som krævede et opgør med fikserede søer, burhøns og tremmekalve. Burforbuddet bliver udskudt til tidligst juni 2024 efter EU-valget – og i værste tilfælde helt droppet.

Burhøns klemt sammen i små bure

”Det er ekstremt trist og skuffende, at EU-Kommissionen på den måde lader dyrene i stikken, efter at den siden 2021 har arbejdet hen mod en bedre og mere tidssvarende dyrevelfærdslovgivning,” mener Pernille Fraas Johnsen, seniorrådgiver og ekspert i landbrugsdyr i World Animal Protection Danmark.

”Millioner af dyr lider under den nuværende lovgivning, og Kommissionen har selv erkendt, at lovgivningen er ude af trit med den nyeste viden og forskning. Alligevel har Kommissionen nu givet efter for presset fra landbrugets interesseorganisationer. Det er simpelthen en skandale,” fortsætter hun.

Intet tyder heller på, at det forbud mod pelsavl, som 1,5 mio. EU-borgere har bakket op om, vil blive til noget inden for nærmeste fremtid.

Mink in a cage at a Canadian fur farm

Foto: Jo-Anne McArthur / We Animals Media

Det eneste lovforslag om bedre dyrevelfærd, som Kommissionen ifølge arbejdsprogrammet vil offentliggøre inden for den nuværende periode, handler om dyretransporter.

EU’s befolkning kræver bedre forhold for dyrene

I World Animal Protection fik vi allerede i september adgang til lækkede dokumenter, der pegede på, at EU-Kommissionen ville vende ryggen til sine dyrevelfærdsløfter.

Vi opfordrede på det kraftigste Kommissionen til at genoverveje og fik bred opbakning fra bl.a. danske dyrevenner, der sendte beskeder til kommissionsformanden.

”Den massive opbakning til End the Cage Age talte sit tydelige sprog, som bliver bekræftet i en helt ny Eurobarometer-undersøgelse. Den viser, at hele 89 % af europæerne er imod, at landbrugsdyr skal tilbringe deres liv i et bur. Så det er et bredt ønske fra befolkningen, som Kommissionen her ignorerer! Det er et brud på tilliden til hele EU-systemet,” siger Pernille Fraas Johnsen.

Tremmekalv

Sammen i protest mod EU-Kommissionen

Vi er gået sammen med vores partnerorganisationer i Eurogroup for Animals for at protestere mod Kommissionens beslutning.

Desuden har vi sammen med de andre dyreorganisationer i End the Cage Age-samarbejdet sendt et officielt brev for at holde EU-Kommissionen ansvarlig for dens manglende politiske handlekraft.

”Vi vil ikke lade landbrugslobbyisterne diktere fremtiden for dyrene i EU,” slutter Pernille Fraas Johnsen.

Hjælp os med at overbevise politikerne om, at der er brug for en ny retning for landbruget:

Skriv under

Vil du vide mere