kalder sig elefantvenlige, er det rent faktisk.

Når turistbrochurerne lyver

Nyheder

Flere og flere turister ønsker at opleve elefanter på de store dyrs egne præmisser. Men ikke alle de steder, der kalder sig elefantvenlige, er det rent faktisk. Det måtte Amanda og hendes veninde sande på deres ferie.

De seneste år er efterspørgslen på elefantvenlige oplevelser vokset – og det har de mennesker, der lever af elefantunderholdning, opdaget. 

Det har betydet, at der er et voksende antal reservater og andre steder, hvor elefanterne lever et mere naturligt liv. Men der er også kommet flere steder, der blot har fundet ud af at bruge de ”rigtige” ord til at tiltrække turisterne. Ord som ’elefantvenlig’, ’reservat’, ’reddede elefanter’ og ’redningscenter’. 

Desværre lever de smukke ord og brochurernes tiltalende billeder af glade elefanter ikke altid op til virkeligheden. Det oplevede Amanda Lund Hansen, da hun sammen med en veninde var i Sri Lanka i 2018.

amanda-lund-hansen

Amanda Lund Hansen på ferien i Sri Lanka.

Elefantens hud blev flået til blods

”Jeg har et stort dyrehjerte. Derfor rejste vi med et selskab, der skulle have fravalgt aktiviteter, som involverer dyremishandling. Det viste sig så desværre ikke at være tilfældet,” fortæller Amanda.

Som en del af en udflugt sammen med en gruppe andre rejsende blev Amanda og hendes veninde kørt til en elefantlejr. Her var der et informationscenter, som blandt andet berettede om, at stedet havde reddet elefanterne fra en dårlig skæbne. Men alt var langt fra idyl. Det viste sig, at turisterne både blev tilbudt at sidde på og bade elefanterne.

”Vi blev siddende i bussen, for vi ville ikke støtte elefantridning og havde ikke lyst til at se, hvad der foregik. Men det kunne vi ikke undgå,” fortæller Amanda og fortsætter:

”Elefantførerne bar stokke med skarpe jernkroge, og vi så dem desværre blive brugt. Mens en elefant stod og ventede på, at folk satte sig op på ryggen af den, skulle den af med sin afføring. Det fik elefantføreren til at slå den med jernkrogen, så dens hud blev flået til blods. Det var noget af det mest modbydelige, jeg har set.”

Nu er rejseselskabet ægte elefantvenligt

1018483_1

Elefanter i en nationalpark i Sri Lanka. Amanda og hendes veninde havde heldigvis også nogle rigtig gode oplevelser med at se elefanter som disse i naturen.

Efter hjemkomsten til Danmark valgte Amanda at skrive til os og berette om sin oplevelse. Vi kontaktede rejseselskabet og fortalte dem, at vi nu havde set os nødsaget til at fjerne dem fra vores liste over elefantvenlige selskaber. 

Rejseselskabet vendte hurtigt tilbage. De troede, at den pågældende elefantlejr havde gode forhold for dyrene. Men da vi forklarede, hvordan det reelt forholdt sig, valgte selskabet at droppe denne del af udflugten. Og selskabet er nu igen på vores elefantvenlige liste.

Rapporter de dårlige oplevelser

Hvis du rejser med et af selskaberne på vores elefantvenlige liste og oplever noget, der ikke harmonerer med god elefantvelfærd, hører vi gerne fra dig. Så kan vi tage en snak med selskabet og sikre, at den pågældende udflugt bliver fjernet fra deres program. 

Vi kontrollerer løbende selskaberne på listen, men da mange selskaber jævnligt får nye partnere og tilbud, er beretninger fra de rejsende en god hjælp.

Se vores liste over elefantvenlige selskaber >>

Vil du vide mere