Når katastrofen rammer, rykker dyrlægen ud
Nyheder
Dyrlægen Juan Carlos Murillo ved aldrig, hvornår han med kort varsel må hoppe på et fly og rejse til et område med orkaner, jordskælv, tsunamier eller tornadoer. Her tager han sig af de tusinder af dyr, der er ramt af katastrofen.
Denne artikel blev skrevet, da vi hed WSPA. Læs om, hvorfor vi har ændret navn.
Juan Carlos har været en del af vores katastrofearbejde i flere år end nogen anden dyrlæge. Privat bor han i Mellemamerika, men hans arbejdsplads er hele verden. For nylig kunne man i BBC’s dokumentar ”Vets in the Disaster Zone” følge hans arbejde i Filippinerne efter tyfonen Haiyans rasen.
Vi fangede Juan Carlos i et af hans få rolige øjeblikke og stillede ham nogle spørgsmål om hans arbejde og om indsatsen i Filippinerne i november.
Hvad var grunden til, at du i første omgang fik lyst til at arbejde med dyr?
Mange steder i verden, deriblandt Latinamerika, tror folk stadig ikke, at dyr kan føle frygt og smerte. Da jeg var ung, var der mange af mine venner der drillede og generede dyr – men det ville jeg ikke være med til. Jeg nøjedes med at kigge på dyrene, og hvis de lod mig gøre det, aede jeg dem. Jeg var vild med dyredokumentarfilm, og jo flere jeg så, jo mere brændte jeg for dyr.
Mens jeg læste til dyrlæge, nægtede jeg at deltage i operationer på dyr, der ikke var bedøvet, og jeg tog heller ikke del i nogen form for dyreforsøg. Jeg begyndte at arbejde for WSPA i år 2000 og fik mulighed for at studere dyrevelfærd ved Bristol Universitet. Det bekræftede mig i min overbevisning om, hvordan man som dyrlæge bør omgås dyrene.
Hvorfor mener du, at det er vigtigt at hjælpe dyr?
Man bliver en bedre person af at hjælpe dyr. Når du hjælper dyr, udviser du venlighed, omsorg og kærlighed for andre levende væsner. Det er så dejligt, når man hører om ejere, der kæmper for at sørge for deres dyrs sikkerhed, eller som udsætter sig selv for risiko for at redde et dyr, der er blevet en del af deres familie.
Fortæl os lidt om dit arbejde.
Når vi er ude i en katastrofesituation, behandler vi syge og sårede dyr, vi sørger for mad og vand til dem, og vi underviser mennesker i, hvordan de skal passe dyrene bedst muligt. Nogle gange bygger vi beskyttelsesrum til dyrene, så de ikke skal dø i fremtidige katastrofer. Vi skal altid være klar til at tænke og handle hurtigt, afhængigt af den situation der møder os. Vi følger en overordnet plan, men når vi planlægger dagens aktiviteter, finder vi tit ud af, at vi bliver nødt til at gribe tingene anderledes an, end vi havde forestillet os.
Fortæl os om din rolle i katastrofehjælpsarbejdet i Filippinerne.
Jeg rejste til Filippinerne i november sammen med andre af WSPA’s katastrofehjælpsarbejdere. Vi startede med at behandle de dyr, der var blevet skadet i tyfonen, og vi identificerede områder, hvor der var behov for massevaccinationer af dyrene. Det er vigtigt at sikre dyrene mod de sygdomme, der kan sprede sig efter en katastrofe – både for dyrenes og menneskenes sundheds skyld.
Da vi havde taget os af de presserende opgaver, tog vi fat på det mere langsigtede arbejde. Vi afholdt workshops i katastrofehåndtering, hvor vi fortalte om, hvordan man kan beskytte dyrene, når katastrofen rammer. Filippinerne bliver jævnligt ramt af tyfoner, så det er vigtigt, at folk ved, hvordan de kan beskytte deres dyr i en nødsituation.
Hvad er det bedste ved dit job?
Det bedste er altid det håb og den lettelse, vi bliver mødt med blandt dyreejerne. Smilene på deres og deres familiers ansigter viser os, hvor stor en forskel vi gør ved at hjælpe deres dyr.