En hvalp bliver vaccineret efter orkanen Freddy i Malawi

Livsvigtig støtte til Malawis dyr

Nyheder

I 2023 blev Malawi ramt af en af de kraftigste orkaner i nyere tid, og mange dyr kæmpede for at overleve. Mød nogle af de tusindvis af dyr og ejere, vi hjalp.

I 2023 blev Malawi ramt af en af de kraftigste orkaner i nyere tid, og mange dyr kæmpede for at overleve. Mød nogle af de tusindvis af dyr og ejere, vi hjalp.

I kølvandet på orkanen Freddys hærgen blev mange hunde, køer, geder og andre dyr angrebet af parasitter og hudlidelser eller havde fået lungebetændelse. Samtidig var der overhængende risiko for, at dødbringende sygdomme som rabies og hundesyge ville begynde at sprede sig.

Dyrenes ejere havde mistet deres hjem og fået ødelagt deres afgrøder. De færreste havde således råd til medicin og dyrlægehjælp til deres dyr. 

Med hjælp fra vores støtter trådte vi til og sikrede, at omkring 35.000 dyr blev behandlet og vaccineret mod smitsomme sygdomme.

Mød nogle af de dyr og deres ejere, som fik hjælp:

Rona Royd og hans elskede hunde

Rona Royds hunde bliver vaccineret

Rona er 12 år gammel og har to hunde – en han- og en hunhund, der begge er to år gamle.

”Jeg elsker virkelig mine hunde, de giver mig stor glæde og hjælper med at beskytte vores hjem. Under orkanen Freddy forsvandt hundene, men heldigvis kom de tilbage. Jeg opdagede dog, at de havde fået en hudlidelse.”

Efter at Rona allerede én gang havde frygtet, at han havde mistet sine hunde, er han dybt taknemmelig over dyrlægernes hjælp, så hundene kunne komme sikkert gennem orkanens efterspil.

Stella Pagona bar sine dyr op på taget

Stella Pagonas hvalp bliver undersøgt

Den 22 år gamle skrædder Stella havde seks hunde, da orkanen ramte. Efterfølgende er fem nye hvalpe kommet til. Stella og hendes mand har desuden både grise, høns, geder og kaniner 

”Den dag, hvor vi næsten mistede alt, regnede og stormede det helt fra morgenstunden. Omkring midnat opdagede vi, at hele området var oversvømmet, og vandet var begyndt at trænge ind i vores hus. Det lykkedes os at redde de fleste af dyrene op på taget og binde dem fast der, så de var i sikkerhed.”

Fem kaniner blev desværre skyllet væk, men resten af dyrene overlevede. Hundene havde dog fået en hudsygdom, der gav dem store sår. Men i dag, hvor de er blevet behandlet og vaccineret, trives de igen.

Robin Gutas sidste høns blev reddet

Robin Guta og hans hund

36-årige Robin har to hunde, tre geder og en flok høns. Hans landsby blev midt om natten ramt af en oversvømmelse i kølvandet på orkanen. Mange dyr blev revet væk af vandet, men Robin fik reddet sine hunde og geder ind i huset, så de ikke druknede.

”Efter orkanen døde næsten alle landsbyens høns af en virussygdom, og jeg har kun fem høner tilbage.”

Nu er Robins sidste høner blevet vaccineret mod en række smitsomme sygdomme, så de ikke længere er i fare for at bukke under for orkanens følgevirkninger.

Philip Guta sender en kæmpe tak

Philip Gutas hund bliver vaccineret

Philip på 42 år har to hunde, ni køer, 16 geder og 35 høns. Cyklonen Freddy ødelagde dyrenes stalde, og bagefter kom oversvømmelserne.

”Da vandmasserne ramte os, var vi helt uforberedte. Heldigvis var vores hunde i nærheden, så dem fik vi fat på med det samme, og efterfølgende fandt vi vores andre dyr og bragte også dem i sikkerhed. Men da cyklonen var drevet over, opdagede vi, at hundene havde sår i huden, og de var blevet angrebet af flåter og andre parasitter.”

Philip takker World Animal Protection og vores støtter mange gange, fordi hans hunde og andre dyr nu er blevet behandlet og vaccineret.

Se flere af de dyr, der har fået hjælp:

  • En dreng og hans kat, som er blevet vaccineret
  • Hund i Malawi bliver undersøgt af dyrlæge efter orkanen Freddy
  • To hvalpe, der har fået hjælp efter orkanen Freddy i Malawi
  • Nogle af de geder, der har fået hjælp efter orkanen Freddy
  • Gedekid, der har fået hjælp efter orkanen Freddy i Malawi
  • Køer i Malawi bliver vaccineret og får dyrlægebehandling efter orkanen Freddy
To reddede bjørne leger i Libearty-reservatet i Rumænien.

Få seneste nyt om dyrene

Følg med

Vores nyhedsmail holder dig opdateret om dyrebeskyttelse, vores indsatser og måder, du kan hjælpe dyrene på.

Tilmeld her
Vil du vide mere