Grise, der nu har fået mere naturlige omgivelser, end de havde før katastrofen

Kompostunderlag giver glade grise

Nyheder

Det startede som forebyggende katastrofehjælpsarbejde – og endte med selvrensende stalde og indhegninger til Filippinernes grise.

Når vi sætter ind med hjælp til dyrene på ét område, viser der sig nogle gange andre områder, hvor vi også kan forbedre deres leveforhold. Det er vores arbejde med grisene i Filippinerne et godt eksempel på.

Fra cement til kompostunderlag

Da den værste tyfon i Filippinernes historie ramte østaten for snart et år siden, satte vi ind med akut katastrofehjælp. Vi uddelte foder og vitamintilskud og sørgede for, at 17.400 dyr fik dyrlægebehandling. Efterfølgende har vi gjort et stort forebyggende stykke arbejde for at sørge for, at grise, høns og køer er bedre sikret, næste gang katastrofen rammer.

Da vi hjalp med at bygge nye og mere tyfonsikre stalde og læskure til dyrene, opdagede vi samtidig en god mulighed for at forbedre grisenes velfærd.

Grisene er typisk blevet holdt i cementbåse med ståltremmer. Det trives de intelligente og nysgerrige dyr ikke særlig godt med. 

I de nye stalde og indhegninger til grisene skabte vi i stedet et naturligt underlag i mange lag lavet af kokosnøddeskaller, jord, grøntsagsrester og andet organisk materiale. Det er billigt – og så betyder det langt mindre arbejde for landmanden, fordi det fungerer som en form for kompost, der omdanner grisenes efterladenskaber til en del af underlaget.

Sunde og glade grise

Den største fordel for grisene er, at de nu kan bevæge sig mere frit rundt, og at de kan rode og grave i underlaget og på den måde udtrykke deres naturlige adfærd.

Jennifer Innamarga er en af dem, der har fået hjælp til at bygge nye grisestalde og -indhegninger. Hun fortæller: ”Grisene er så glade, og de trives meget bedre end tidligere. Og det giver mig mindre arbejde, fordi systemet er selvrensende. Jeg er virkelig glad og taknemmelig for den hjælp, jeg har fået.”

Vil du vide mere