Fastfoodkæden KFC i Danmark dropper turbokyllinger og forpligter sig til at højne dyrevelfærden i kæden.

KFC Danmark dropper turbokyllinger

Nyheder

Fastfoodkæden KFC i Danmark dropper turbokyllinger og forpligter sig til at højne dyrevelfærden. Sidste år gjorde KFC i seks andre europæiske lande det samme.

Livet bliver væsentligt bedre for kyllingerne, som bruges i menuerne hos fastfoodkæden KFC i Danmark. Det danske KFC har nemlig underskrevet ’Better Chicken Commitment’, der forbedrer betingelserne for opdræt af kyllinger betydeligt. 

Mere plads og langsommere vækst

KFC Danmark følger i fodsporene af fastfoodgigantens kontorer i UK, Irland, Holland, Belgien, Sverige og Tyskland, der allerede sidste år skrev under

Dermed er de forpligtet til inden 2026 at sikre, at de kyllinger, de har på menuen, har haft et bedre liv med mere plads i stalden og mere dagslys, samt at de udelukkende bruger kyllingeracer, der vokser langsommere og tager længere tid at opdrætte.

"Dette skridt har stor betydning for os. Vi vil på den måde vise, hvor vigtigt bæredygtighed og ansvaret inden for opdræt af fjerkræ er for KFC," siger Marco Schepers, administrerende direktør for KFC Tyskland, Østrig, Schweiz og Danmark. Han fortsætter: 

"Det er vores mål i tilblivelsesprocessen at arbejde tæt sammen med leverandører og NGO'er – herunder World Animal Protection og Compassion in World Farming – for sammen at hæve standarderne for hele branchen." 

Et signal til de andre fastfoodkæder

Underskrivelsen af Better Chicken Commitment er et vigtigt skridt for KFC på vej til en ny politik for dyrevelfærd i Vesteuropa, der er udarbejdet af KFC UK og Irland i fællesskab med os og Compassion in World Farming.

Vi håber, at det vil hæve standarden for dyrevelfærd i andre fastfoodkæder.

”Vi er rigtig glade for, at KFC Danmark hæver standarden. Det vil forbedre livet for millioner af kyllinger, som jo er hovedingrediensen i kædens produkter. Det kan blive en løftestang for de øvrige fastfoodkæder på det danske marked,” siger Esben Sloth, kampagneansvarlig i World Animal Protection Danmark.

KFC er da også den kæde, der har den højeste dyrevelfærd ifølge rapporten 'The Pecking Order', som vi udgav i januar. Her undersøgte vi også forholdene for kyllinger brugt hos blandt andet McDonalds, Burger King og Subway. Her står det knap så godt til.

”Man ser en tendens til, at fastfoodkæder i disse dage slår sig op på at have produkter, der er sunde, vegetariske eller fri for tilsætningsstoffer. Men når man så ser på velfærden hos de kyllinger, de bruger, så er man fuldstændig ligeglad med, om dyret har levet et forfærdeligt liv. Det er da helt grotesk,” siger Esben Sloth.

Kriterierne i Better Chicken Commitment

  1. Overholdelse af den europæiske dyrebeskyttelseslovgivning, ligegyldigt hvilket land produktionen sker i.
  2. Realisering af en maksimal besætningstæthed på 30 kg/m². Indfangning til slagtning skal undgås og må kun foretages én gang per opfedningsperiode.
  3. Brug af racer eller hybridracer, der opfylder de forbedrede kriterier for dyrebeskyttelse (enten Hubbard JA757, 787, 957, 987, Rambler Ranger, Ranger Classic, Ranger Gold eller andre racer og hybridracer, der opfylder kriterierne i »RSPCA Broiler Breed Welfare Assessment Protocol«).
  4. Opfyldelse af følgende kriterier for forbedrede opdrætsbetingelser:
    • Mindste lysstyrke på 50 lux, inklusiv dagslys.
    • Mindst to meter tilgængelige siddestænger og to muligheder for at pikke pr. 1000 dyr.
    • Som minimum opfyldelse af forpligtelsen til at sikre luftkvaliteten, der kræves i bilag II 3 af EU-direktivet til beskyttelse af slagtekyllinger (Ammoniakkoncentration maks. 20 ppm og kuldioxidkoncentration maks. 3000 ppm) uafhængigt af den faktiske besætningstæthed.
    • Ingen bure eller andre opdrætningssystemer med flere niveauer.
  5. Anvendelse af bedøvelse i kontrollerede atmosfærer ved hjælp af inerte gasser eller systemer i flere niveauer eller effektiv elektrisk bedøvelse, uden at hovedet hænger nedad.
  6. Bevis på, at ovenstående standarder overholdes, på grundlag af kontroller fra uafhængige tredjeparter og en årlig offentlig redegørelse for statussen af fremskridtet inden for rammerne af denne selvpålagte forpligtelse.

Læs rapporten om kyllingevelfærd hos fastfoodkæderne

Vil du vide mere