Forberedende katastrofehjælp, Indien

Katastrofetræning reddede liv i Indien

Nyheder

Da cyklonen Hudhud ramte Indien, var lokalbefolkningen forberedt. Vi havde få uger tidligere trænet dem i, hvordan de kunne sikre sig selv og deres dyr i en katastrofesituation.

Vi har i årenes løb sat ind med akut katastrofehjælp i en række katastrofer i Indien. De sidste seks år har vi arbejdet forebyggende i landet for at sikre, at folk er forberedt og kan redde deres dyr, når katastrofen rammer. 

Færre mennesker og dyr døde

Få uger før cyklonen Hudhud hærgede i den indiske stat Andhra Pradesh, havde vi lavet evakueringsøvelser med landsbyboerne og de lokale myndigheder og trænet dem i, hvordan de skal reagere i en katastrofesituation.

Lokalbefolkningen var derfor forberedt, da Andhra Pradesh blev ramt af Hudhud – den mest destruktive cyklon, der har hærget i den bengalske bugt siden cyklonen Nargis i 2008. Desværre døde over hundrede mennesker samt over 2,3 millioner høns og 2.300 andre dyr.

Men dødstallet kunne have været langt højere. Takket være katastrofeforberedelserne og en hurtig reaktion fra de lokale myndigheders side blev mange dyr evakureret sammen med deres ejere. Derfor var dødstallet mange gange lavere end efter andre storme i den størrelsesorden.

incontext-oevelse-indien-1-2014

Simuleret katastrofesituation.

Folk nægter at efterlade deres dyr

Når dyrene reddes, kan menneskene hurtigere genopbygge deres liv efter katastrofen, da dyrene ofte er deres livsgrundlag. Og færre mennesker dør i desperate forsøg på at redde deres dyr. Der er nemlig mange mennesker, der nægter at lade sig evakuere, hvis de ikke kan få deres dyr med, eller som ender med at tage store risici for at prøve at hjælpe de dyr, de tvinges til at efterlade.

Shri Santosh Kumar er vicechef for den lokale afdeling af Indiens nationale indsatsstyrke for katastrofehjælp. Han fortæller, at samarbejdet med World Animal Protection er afgørende for at sikre dyrene og de mennesker, der er afhængige af dem.

”Det er vigtigt jævnligt at lave øvelser, der lærer folk at tage sig af deres dyr, når de bliver ramt af en cyklon eller af oversvømmelser. Vi har tidligere oplevet, at det er ekstremt svært at evakuere folk, fordi de ikke vil efterlade deres dyr. Nu har vi et katastrofeberedskab på plads og har udpeget bestemte evakueringsområder, og vi kan derfor evakuere dyrene sammen med deres ejere,” siger han.

incontext-oevelse-indien-2014

Læs mere om vores katastrofearbejde >>

Vil du vide mere