Hvorfor skal Danmark være det eneste EU-land med mink?

Topfoto: Jo-Anne McArthur / Djurrattsalliansen / We Animals Media

Kronik af Pernille Fraas Johnsen, agronom, ph.d. i dyreadfærd, og seniorrådgiver, World Animal Protection Danmark. Bragt i AvisenDanmark.

Fredag d. 20. juni stemte et flertal af EU-lande ja til EU-Kommissionens forslag om, at den amerikanske mink, som er den art, der bruges i pelsproduktionen, skal på listen over invasive arter, og at det er slut med at avle og holde mink i hele unionen efter 2027.

Som ved et trylleslag forsvandt et problem, der har plaget dyrevenner i årtier. Mange års kamp mod mishandlingen af millioner af mink i alt for små bure så ud til at være overstået.

Vi og vores kolleger i dyreorganisationerne kunne knap få armene ned, og det samme gjaldt det overvejende flertal af danskere, der i stigende grad har vendt ryggen til den udskældte minkproduktion.

Men så kom regeringens reaktion.

I stedet for at glæde sig over et kæmpe fremskridt for dyrene samt for naturen, biodiversiteten og folkesundheden, havde regeringen rettet blikket stift et helt andet sted hen. Nemlig mod 12 minkvirksomheder fordelt på fem minkfarme i Vest- og Nordjylland.

De ansvarlige ministre i regeringen, f.eks. ministeren for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S), og formentlig statsminister Mette Frederiksen, havde nemlig besluttet sig for, at der skulle trykkes på den røde knap.

Danmark stemte således imod EU-Kommissionens forslag om at sætte den amerikanske mink på listen over invasive arter i EU, og på ministerkontoret lå pressemeddelelsen allerede klar: Trods EU’s beslutning om at anerkende, at den amerikanske mink ikke er hjemmehørende i EU, meldte regeringen, at den vil arbejde for en særordning for Danmark, så de få danske minkavlere kan fortsætte deres minkproduktion.

Siden har det været et mysterium, hvorfor den danske  regering har besluttet sig for, at det ikke var minkene, der skulle reddes – men derimod minkavlerne.

Landbrugets venner i Venstre kan ikke have været svære at overtale, og Moderaterne er sandsynligvis bare fulgt trop og har nok haft andet at tænke på.

Siden har dobbeltmoralen været til at skære i, og det har været umuligt at få svar på helt enkle spørgsmål:

• Hvorfor skal Danmark have en særordning, der tillader fortsat minkproduktion?
• Hvorfor er det så vigtigt for regeringen at redde en minimal og døende nicheindustri?
• Hvorfor skal ganske få minkavleres økonomi stå over dyrevelfærden for titusindvis af dyr?
• Og hvorfor lytter regeringen ikke til befolkningen og eksperterne, der gang på gang har fastslået, at den amerikanske mink er en invasiv dyreart i EU, og at hold af mink i små trådbure på ingen måde kan forenes med god dyrevelfærd?

Hidtil har hverken Venstre, Moderaterne eller Socialdemokratiet været i stand til at levere ét eneste argument for, hvorfor Danmark skal være det eneste land, der står tilbage i EU med en forældet industri, der af mange eksperter betegnes som uetisk og dyremishandling.

I forvejen har danske skatteborgere betalt anselige milliarder i erstatning til minkavlere efter corona-pandemien, der lukkede landets minkproduktion ned tilbage i 2020. Altså indtil Mette Frederiksen besluttede at tillade det igen…

Den regning ventes at løbe op i ca. 30 milliarder danske kroner, der i sagens natur bliver sendt direkte videre til os alle sammen som danske skatteborgere.

Vi har gentagne gange råbt op om regningen for minkproduktionens miserable dyrevelfærd, klimabelastningen, miljøpåvirkningen og de negative konsekvenser af undslupne farmmink på den danske fauna. Der er ingen grund til her at gentage, hvorfor det videnskabeligt set er uforeneligt med vilde dyrs natur at være lukket inde som produktionsdyr under pelsindustriens naturstridige forhold.

Til gengæld er det måske på sin plads at gøre opmærksom på, at Danmark kunne have været et foregangsland, men at vi, ved at stemme imod, udmærker os som et reaktionært og bagstræberisk land i forhold til biodiversitet og dyrevelfærd i EU, der går baglæns i stedet for frem.

Fakta er, at inden for de seneste år har det ene land efter det andet – i EU og resten af Europa – forbudt minkproduktion. I dag har over halvdelen af landene i EU allerede sagt stop for minkproduktion.

Langt de fleste videnskabsfolk er enige om, at minkhold er det stik modsatte af god dyrevelfærd. Herhjemme har eksperterne i Dyreetisk Råd for flere år siden slået fast, at hold af mink i små bure er etisk ‘uacceptabelt’, hvilket de for længst har fortalt politikerne.

Og hvis regeringen fastholder, at de gerne vil lytte til befolkningen, kan vi stille og roligt oplyse, at mere end halvanden million EU-borgere aktivt har skrevet under på borgerinitiativet Fur Free Europe, der kræver totalt forbud mod pelsproduktion i hele EU. Vi kan tilføje, at de seneste års meningsmålinger viser et klart flertal i den danske befolkning mod minkavlen.

Endnu mere uforståeligt bliver det, når regeringen sådan set bare kunne have trukket på skuldrene og lænet sig op ad EU-Kommissionens beslutning om at sætte minken på listen med invasive arter i EU. Det er jo ikke Mette Frederiksen og regeringen, der har taget beslutningen.

De kunne endda have argumenteret for, at et forbud mod mink faktisk vil være en fordel for Danmarks natur og fauna, for som der står, har forbuddet til hensigt “at forebygge og begrænse den skadelige virkning på biodiversiteten i EU-Unionen”.

Det er umiddelbart svært at forstå, at nogen kan være imod beskyttelse af den danske natur midt i en biodiversitetskrise, og her i World Animal Protection kan vi faktisk ikke på stående fod huske ét eneste eksempel på, at Danmark nogensinde har stemt imod bekæmpelse af invasive arter. Altså før nu, hvor det tydeligvis er blevet uhyre vigtigt at redde 12 små minkvirksomheder i Nord- og Vestjylland.

Helt ærligt: Vi forstår det ikke, og vi er ikke de eneste, der undrer os at dømme ud fra folks reaktioner i aviser, tv og de sociale medier.

Derfor skylder regeringen os et godt og grundigt svar på, hvorfor Danmark skal stå tilbage som naturklovnen, der sætter 12 minkfirmaer over en gigantisk forbedring for dyrevelfærd og biodiversitet i 27 lande.

Vi har spurgt til regeringens argumenter for en særordning hos Ministeriet for Grøn Trepart, men har ikke modtaget ét eneste argument. De kan øjensynligt ikke finde nogle nedskrevne argumenter, får vi at vide, når vi spørger.

Vi har også fået indsigt i regeringens interne notat: Den ‘drejebog’, som Jeppe Bruus’ embedsmand havde med til mødet den fredag, hvor Danmark trykkede på den røde knap.

Heller ikke her er der svar på spørgsmålet om, hvorfor Danmark ønsker en særordning, der tillader fortsat minkproduktion. Og ej heller ét eneste argument at læse.

Så vi venter stadig spændt på en forklaring og på de gode argumenter. Så vi kan debattere åbent og ærligt ud fra fakta omkring fortsat minkproduktion, naturbevaring og beskyttelse af biodiversitet.