Hundebid på ferien

Hundebid på ferien

Nyheder

Hvor stor er risikoen for at blive bidt af en gadehund, når ferien går sydpå? Risikerer du at blive smittet med rabies? Og hvordan beskytter du dig mod at blive bidt af en hund på ferien?

Du kender det måske fra ferien sydpå. Overalt i gadebilledet er der hunde. De leder efter mad uden for restauranter, hviler sig i skyggefulde hjørner i middagsheden, eller de strejfer rundt på stranden.

Mange turister er bange for at blive bidt, når de besøger lande med store antal gadehunde. Og der kan være grund til at være bekymret.

Rabies dræber mange tusinde mennesker hvert år

Mens rabies er udryddet i lande som Danmark, er sygdommen stadig en stor trussel i lande som for eksempel Indien, der besøges af mange turister. Rabies dræber hvert år 59.000 mennesker, og i 99 % af de tilfælde, hvor mennesker bliver smittet med den dødbringende sygdom, er det fordi de er blevet bidt af en hund.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har lavet en opgørelse over de skader, som rejsende får på grund af dyr. Her udgør hundebid over 50 % af skaderne. Der er langt flere børn end voksne, der bliver bidt af en hund på ferien.

hundebid-pa-ferien-incontext

Vaccinationer er mere effektive end aflivninger

Mange regeringer vælger at masseaflive hundene i et forsøg på at udrydde rabies eller for at nedbringe antallet af omstrejfende hunde. Men aflivningerne er nyttesløse. Når hundene i ét område bliver dræbt, rykker der blot hunde ind fra et andet område, og de formerer sig hurtigt, indtil der er lige så mange hunde som før.

Pankaj KC, der leder vores kampagnearbejde for hunde, siger:

”Vi ved, at det virker at massevaccinere hundene og kontrollere bestandene af herreløse hunde med dyrevenlige metoder, som for eksempel at kastrere og sterilisere dem. Vi har nu vaccineret én million hunde, og vi fortsætter vores samarbejde med regeringer verden over, indtil rabies er helt udryddet. På den måde kan vi beskytte både dyr og mennesker”

”Med vores arbejde vil vi beskytte millioner af hunde, der ellers er i fare for at blive dræbt på grund af frygt for rabies og hundebid. Vi vil også oplyse både turister og lokalbefolkning om, hvordan de undgår at blive bidt, og hvordan man er en ansvarlig hundeejer.”

Sådan undgår du at blive bidt:

  • Spørg din læge, om du skal vaccineres mod rabies, før du tager ud at rejse. Du kan læse om smitterisikoen på for eksempel vaccineportalen.dk eller på Danske Lægers Vaccinations Service.
  • Det er vigtigt at lade hunde være i fred, især hvis de spiser, sover, har hvalpe eller befinder sig et sted med begrænset plads. Vis respekt for hundene, tal med afdæmpet stemme og bevæg dig med rolige bevægelser i nærheden af dem.
  • På varme dage finder hunde et køligt sted at hvile sig. Hold øje med om der er hunde, der har fundet ly for solen på et uventet sted, hvor du måske kan komme til at forskrække dem.
  • Hvis en hund kommer hen til dig, så forhold dig roligt, lav ingen pludselige bevægelser og undgå øjenkontakt. Løb ikke væk, og lad være med at smide noget efter hunden. Hunden vil tabe interessen for dig og lade dig være i fred.
  • Hvis du bliver bidt, så vask med det samme såret med vand og sæbe, uanset hvor lille såret er, og selv hvis der ikke er gået hul på huden, så find et førstehjælpscenter. Her kan du få råd om, hvorvidt du har brug for en rabiesvaccination, en stivkrampevaccination eller anden form for behandling.
  • Undlad at fodre omstrejfende hunde på ferien, selv hvis hunden tigger om mad. Selvom nogle hunde ser ud til at være herreløse, kan de godt have ejere, der blot lader dem løbe frit rundt i løbet af dagen.

Vi har arbejdet for at stoppe rabies siden 2011, hvor vi startede vores første vaccinationsprogram i Cox’s Bazaar i Bangladesh. Her vaccinerede vi over 3.000 hunde. Det var så stor en succes, at regeringen lavede et nationalt vaccinationsprogram i hele Bangladesh. Indtil videre er 240.000 hunde vaccineret.

Vil du vide mere