Fra fiksering til fællesbokse

”I løbet af de næste tre år vil vi være med til at skabe bedre vilkår for op mod 172 millioner slagtesvin og op mod 4,6 millioner avlssøer.” Det fortæller Jacqueline Mills, der leder vores arbejde med grise.

Og der er meget at forbedre. Ud af verdens 100 millioner avlssøer lever omkring tre ud af fire i bittesmå drægtigheds- og farebokse – et liv med konstant smerte, kedsomhed og frustration.

Livet for en avlsso i en boks

Når soen vågner, er hun sulten og øm i kroppen. Hun har ligget direkte på det hårde betongulv uden halm eller anden strøelse. Hun lever i en trang boks med metaltremmer, hvor hun hverken kan vende sig eller bevæge sig mere end få centimeter til hver side. Rundt om hende er der hundredvis af andre søer i bokse.

En del af gulvet består af betonlameller, som hendes afføring kan falde ned igennem. De er ubehagelige for hende at stå på, og hun har fået smertefulde sår af tremmerne og de hårde lameller.

Stalden har ikke noget naturligt lys, og luften er tung og stillestående. Der lugter kraftigt af ammoniak, hvilket gør det svært for soen at trække vejret og giver hende lungeinfektioner. 

Soen bliver fodret på samme tid hver dag. Foderet er koncentrat, og der er ikke nok til at stoppe hendes sultfølelse. Det hurtige måltid er overstået på få minutter, og det er det eneste, hun kan foretage sig i løbet af en hel dag.

Soen har en stærk trang til at undersøge omgivelserne og rode i halm eller jord med trynen. Men i den lille boks kan hun intet foretage sig udover at stå eller ligge, og i ren frustration begynder hun at bide i tremmerne. Sådan ser hver eneste dag af hendes triste liv ud, indtil den dag det slutter.

Livet for en avlsso i gruppeopstaldning

Soen vågner i stalden, hvor hun ligger i en bunke halm sammen med andre grise. Hun rejser sig og går hen til vandtrugene. På vejen trykker hun snude med nogle af de andre vågne grise. Stalden er åben i siderne, så der strømmer frisk luft og sollys ind.

Når soen er sulten, går hun hen til foderstationen. Et elektronisk mærke i hendes øre bliver aflæst af en maskine, så en dør åbner sig, som hun går igennem. Maskinen kender hendes vægt, størrelse og næringsbehov, og den udløser en enkelt portion af den mængde foder, hun skal have i løbet af dagen. Senere, når hun bliver sulten igen, kan hun få en ny portion.

Tilbage i stalden begynder hun at rode med trynen i det tykke lag halm. Hun spiser noget af halmen, når hun er sulten. Det fylder hendes mave og beskytter hende mod mavesår. Flere gange om dagen går hun hen til nogle særlige børster, der er monteret i stalden, og gnubber ryggen mod dem. Hun nyder at blive kløet på ryggen. 

Soen tilbringer det meste af sin tid sammen med nogle af de andre søer. Når de er trætte, lægger de sig ned ved siden af hinanden og falder i søvn, mens solen varmer deres kroppe.

Sådan hjælper vi flest mulige grise

Vi samarbejder med en række store svineproducenter for at få dem til at skabe bedre levevilkår for deres grise – blandt andet ved at gruppeopstalde søerne i store fællesbokse i stedet for at lade dem leve i små fare- og drægtighedsbokse.

”Vi har valgt at fokusere på de største producenter i de lande, hvor størstedelen af verdens svinekød kommer fra. På den måde kan vi gøre en forskel for flest mulige grise. Derfor har vi fokus på Kina – der producerer halvdelen af verdens grise – samt Thailand, USA og Brasilien,” siger Jacqueline Mills. 

Vores arbejde med nogle af de førende svineproducenter også påvirker konkurrenterne, fortæller Jacqueline.

”For eksempel annoncerede Betagro - Thailands største svineproducent og blandt top-20 i verden – at de vil udfase al brug af drægtigheds- og farebokse inden for 10 år. Og det blev helt tydeligt bemærket af deres konkurrenter i resten af Asien. I Kina har vi påvirket en af de største svineproducenter til som den første i landet at udfase drægtighedsbokse. Det vil ske inden 2025. Det kan måske lyde som en langsommelig proces, men det er en reel forpligtelse, der vil forbedre livet for søerne.”