I Italien kan udnyttede delfiner snart få et nyt hjem. Her vil de kunne svømme, dykke og udleve naturlig adfærd – uden at skulle optræde for turister.
Topfoto: Lobosonda
San Paolo Dolphin Refuge i det sydlige Italien, bliver Europas første delfinreservat.
Målet er enkelt: At skabe et langt bedre alternativ til de små betonbassiner, som delfiner i fangenskab typisk lever i og være med til at sikre, at denne generation af delfiner i fangenskab bliver den sidste.
Reservatet er allerede i dialog med flere europæiske delfinarier om at finde de første beboere. Alle nødvendige myndighedsgodkendelser er på plads, og et hold af eksperter står klar til at sørge for, at delfinerne får de bedst mulige forhold.
Vi støtter reservatet, som drives af Jonian Dolphin Conservation (JDC).
Kun begyndelsen
Reservatet ligger i smukke omgivelser i naturligt havmiljø nær Taranto.
”Det er et helt andet liv, delfinerne får her, end det de har været udsat for i delfinarier. De får mulighed for at dykke dybere, bevæge sig langt mere frit og udforske et levende havmiljø med bl.a. fisk, ålegræs og krabber. Og ikke mindst skal de ikke længere optræde for publikum,” siger Stephanie Kruuse Klausen, programansvarlig i World Animal Protection Danmark.
Området ligger i læ af øen San Paolo og bliver sikret med et dobbelt net. Avancerede sensorer skal holde øje med bl.a. vandkvaliteten og støjniveauet under vandet.
Det første indhegnede havområde bliver 1.600 m² stort og går helt ned til havbunden. Og det er kun begyndelsen. Dette havbassin skal nemlig fungere som et pilotprojekt og vise, hvordan et delfinreservat kan fungere i praksis. Planen er på sigt at udvide reservatet markant.
Dyrlæge og ekspert i vilde dyr hos World Animal Protection Danmark, Jan Schmidt-Burbach, hjælper med at installere bølgebrydere San Paolo delfinreservat, der skal beskytte delfinerne mod kraftige bølger:


Et nyt kapitel for delfiner i fangenskab
På verdensplan lever der omkring 3.000 delfiner i fangenskab i delfinarier. Størstedelen af dem ville ikke kunne sættes fri i det åbne hav efter de mange år i fangenskab. Med San Paolo-reservatet kan vi vise, at der findes andre og bedre løsninger end golde betonbassiner for disse intelligente dyr.
”Der er hårdt brug for havreservater som dette. Det stod mere klart end nogensinde, da Marineland Antibes i Frankrig lukkede i starten af 2025, og der ikke fandtes nogen gode løsninger for de 12 delfiner i marineparken,” påpeger Stephanie Kruuse Klausen.
Otte af delfinerne blev i juli måned i år overført til Selwo Marina i Spanien, hvor de forsat er tvunget til at leve i små bassiner. De resterende fire delfiner afventer stadig deres skæbne.
”Disse delfiner har hele deres liv været holdt under ekstremt unaturlige forhold, hvor de på ingen måde har fået opfyldt deres komplekse behov. I stedet for endelig at få et friere liv, hvor de kan følge deres instinkter, bytter de blot ét trist bassin ud med et andet,” siger Stephanie Kruuse Klausen og fortsætter:
”Sandsynligvis vi de blive brugt til at avle endnu flere delfiner, der kommer til at tilbringe et helt liv i fangenskab, så den onde cirkel fortsætter.”
Udnyttelsen af delfiner skal stoppes helt
”Havreservater er kun en del af løsningen. Vi skal helt have forbudt den kyniske udnyttelse af delfiner til underholdning. Men steder som San Paolo-reservatet kan de være med til at skubbe en industrien i en ny retning, fordi de viser, at det faktisk er muligt at give delfiner i fangenskab et bedre liv,” mener Stephanie Kruuse Klausen.
Vi støtter også opførelsen af et delfinreservat i en bugt ved den græske ø Lipsi. Det drives af Aegan Marine Life Sanctuary (AMLS), der i slutningen af sidste år fik en af de nødvendige tilladelser til at færdiggøre reservatet. AMLS afventer dog stadig de sidste tilladelser, før de kan gøre klar til at tage imod de første beboere.
En vigtig del af løsningen er også, at rejsebranchen stopper med at sælge billetter til delfinshow og anden -underholdning. Størstedelen af de store, globale rejseselskaber har allerede taget dette skridt, men TUI tjener fortsat penge på delfiners lidelse.
Hjælp os med at lægge pres på TUI, så de dropper delfinunderholdning:
Sig ja til at være en dyrevenlig turist
Pas på dyrene, når du rejser
Vær med til at mindske efterspørgslen på underholdning med dyr på feriedestinationer. Vi hjælper vi dig godt på vej ved at sende dig inspiration og tips til ansvarlige, dyrevenlige oplevelser – og til hvad du absolut skal undgå!
Ja, jeg er dyrevenlig