
EU-politikere raser over milliardstøtte til dyremishandling
Nyheder
Det skal være slut med, at tyrefægtning støttes af danske skattekroner. Det mener både vi og flere politikere, der nu kræver svar fra EU-Kommissionen.
Svedige og med fråde om munden vælter tyrene sig i de kommende dage gennem de smalle brostensbelagte gader i Pamplona. De er forfulgt af larm fra den enorme menneskemængde, der er mødt op for at se de mægtige dyr kæmpe sig igennem gaderne – blot for at ende deres liv i tyrefægtningsarenaen få timer senere.
Det er en ældgammel tradition, som finder sted hvert år i Pamplonas gader ved det årlige tyreløb. Vi og andre dyreorganisationer har i årevis forsøgt at få stoppet den brutale og forældede tradition.
Alligevel poster EU enorme summer i landbrugsstøtte til opdræt af tyrekalve. Det vil de danske EU-parlamentarikere ikke stå model til.
Absurd støtte til mishandling af tyre
“Det er for mig helt igennem absurd – ja, faktisk skandaløst – at vi stadig den dag i dag bruger EU's landbrugsstøtte til at støtte den her form for dyremishandling. Vi taler om ca. 200 mio. euro, som hvert år går til at støtte tyrefægtning,” siger det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet Niels Fuglsang, der er formand for Europa-Parlamentets dyrevelfærdsgruppe.
Han fortsætter: ”Jeg synes, at det er helt åbenlyst, at det på ingen måde bør være muligt at få landbrugsstøtte til aktiviteter, der er uforenelige med god dyrevelfærd – herunder tyrefægtning.”
I Dansk Folkeparti finder man sig ikke i, at danskerne skal betale for dyremishandlingen i tyrefægterarenaen. De kræver nu en redegørelse fra Dyrevelfærdskommissæren.
“Det er helt uacceptabelt, at danske og europæiske skattekroner kan ende med at støtte arrangementer, hvor dyr lider for underholdningens skyld – som ved tyreløbet i Pamplona. Vi vil derfor bede Kommissionen redegøre for, om der er gået midler fra EU’s landbrugspolitik eller andre programmer til aktiviteter, der indebærer dyremishandling. Det må høre fortiden til,” siger Anders Vistisen, medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti.
Kan ikke forsvares som kulturarv
Det årlige tyreløb og den efterfølgende tyrefægtning forsvares ofte med at være en spansk kulturarv. Tiden er dog løbet fra den slags undskyldninger, siger politisk chef i World Animal Protection Danmark, Mette Gervin Damsgaard:
“Det er helt grotesk, at man stadig kalder barbarisk dyremishandling for kulturarv. Det hører ingen steder hjemme i 2025. Det er grov udnyttelse af dyr for underholdningens skyld. Dyr er levende og sansende væsner, de er ikke rekvisitter til underholdning.”

Kæmp for en ny retning for landbruget
Stop landmisbruget
Hjælp os med at overbevise politikerne om, at dyrene i landbruget skal have god plads i stalden, adgang til det fri og mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd.
Skriv under
Sig nej til underholdning med vilde dyr
Gør en forskel
En halv million vilde dyr lider verden over for at underholde mennesker. Vær med til at stoppe udnyttelsen.
Skriv under