
EU-forbud mod mink er en sejr for dyrevelfærden
Nyheder
Minkproduktionen er dømt ude i EU, hvilket er en historisk sejr for dyrene. Danmark klamrer sig dog stædigt til en døende industri og vil søge om dispensation.
Topfoto: Jo-Anne McArthur / Djurrattsalliansen / We Animals Media
Et flertal af EU's medlemslande stemte den 20. juni for at sætte mink på EU's liste over invasive arter. I praksis betyder det, at alle EU-Lande fra 2027 har to år til at udfase al minkproduktion, og det er dermed reelt et EU-forbud mod avl og produktion af mink.
”Det er en stor sejr for dyrevelfærden, at minkproduktion nu bliver forbudt i EU. Dyrene lever under miserable forhold i små trådbure uden nok plads eller mulighed for at få opfyldt deres naturlige behov. For os – og for minkene – er det uden betydning, om produktionen lukkes ned af hensyn til dyrevelfærden, eller fordi minken anerkendes som en invasiv dyreart – bare den lukker!”
Det fastslår Pernille Fraas Johnsen, seniorrådgiver i World Animal Protection Danmark. Hun glæder sig på dyrenes vegne – og på vegne af de 1,5 millioner EU-borgere, der har bakket op om et forbud mod pelsavl:
”Vi og de andre organisationer bag det europæiske borgerinitiativ indsamlede underskrifterne på rekordtid og flere måneder før tidsfristen. Det viser, at der er stor folkelige opbakning til et forbud.”
Danmark vil søge dispensation til minkavl
Minkavl er allerede forbudt i 20 lande i Europa. Dog ikke i Danmark – og Danmark var et af de lande, der stemte imod EU-forslaget.
”Det ser ud til, at den danske regering nu vil søge om en særordning for de eksisterende danske minkavlere, så de kan fortsætte deres hold af mink. Men det er jo absurd, at vi i Danmark med næb og kløer holder fast i en forældet produktion, der bygger på dyrs lidelser.”
Under coronapandemien i november 2022 blev stort set alle mink på danske minkfarme aflivet pga. smittefare. Aflivningerne førte til danmarkshistoriens største erstatningssag – men siden har danske minkavlere fået lov til at åbne nye farme, og i januar i år var der 43.000 mink på danske farme.
Mink er skadelig for den danske natur
”Det giver ingen mening, når den danske regering ikke vil have anerkendt minken som en invasiv art i Danmark. De mink, der bruges i den danske produktion, stammer oprindeligt fra Nordamerika og hører altså ikke naturligt hjemme i den danske natur. Når der slipper mink ud fra farmene, udgør de derfor et stort problem for vores hjemmehørende fugle, fisk og padder,” forklarer Pernille Fraas Johnsen.
Undslupne produktionsmink har igennem årtier etableret sig med succes i områder tæt på vand, som vi har mange af i Danmark.
”Vi hepper på, at EU holder fast i, at den amerikanske mink er invasiv i hele EU – inklusive Danmark – og siger NEJ til, at Danmark skal have en særordning,” slutter Pernille Fraas Johnsen.