Elefanter leger med hinanden i nationalparken Mikumi i Tanzania

En stærk opskrift på succes

Nyheder

Chili og bier redder elefanter i Tanzania. Tidligere blev elefanterne set som en plage, der ødelagde markerne. Nu får chili- og bistadehegn elefanterne til at holde sig væk. De er dermed ikke længere i fare for at blive jagtet og dræbt af bønderne.

Denne artikel blev skrevet, da vi hed WSPA. Læs om, hvorfor vi har ændret navn.

Tørrede chilier, gammel motorolie, reb og klude. Det er næppe de ingredienser, stjernekokke som Jamie Oliver og Gordon Ramsay griber til, når de skal lave et gourmetmåltid. Men det er en opskrift på succes for de mennesker, der bor op til Mikumi Nationalpark i Tanzania.

Chili stopper elefanternes hærgen

I nationalparken lever der elefanter og andre vilde dyr. Parken grænser op til områder med menneskelig beboelse – og det skaber konflikter. Elefanterne bliver nemlig fristet af de lækkerier, som bønderne dyrker på markerne, såsom majs, solsikker og bønner. På en enkelt nat kan elefanterne ødelægge hele marker. For at forhindre ødelæggelsen har bønderne tidligere såret eller dræbt elefanterne.

Nu har WSPA hjulpet bønderne med at finde alternative måder at holde elefanterne væk fra deres afgrøder på. Det sker ved at gennemvæde reb og klude med chiliolie og indhegne markerne med dem. Elefanter afskyr lugten og følelsen af chili på deres følsomme snabler, så de holder sig fra hegnene. 

Summende bier giver effektive hegn

Bistik er heller ikke rare for følsomme elefantsnabler, og bare lyden af summende bier er ofte nok til at holde elefanter og andre vilde dyr væk. Derfor er vi også begyndt at hjælpe bønderne med at lave bistadehegn. De har ligesom chilihegnene vist sig at være effektive til at beskytte markerne.

De bønder, vi har undervist i bihold, er selv begyndt at undervise andre lokale beboere, så endnu flere kan bygge bistader og producere honning.

Ekstra indkomst – og større dyreforståelse

Den honning, som bønderne ikke selv kan spise, og de overskydende chilier, der ikke bliver brugt til chilihegnene, kan sælges på de lokale markeder. Tidligere dyrkede bønderne kun nok mad til at brødføde deres familier, så ikke nok med, at de kan beskytte deres marker – de har også fået en ekstra indtægtskilde. Men vigtigst af alt er naturligvis, at elefanterne ikke længere er i fare for at blive jagtet.

World Animal Protections konsulent Alex Chang

 

Tidligere blev elefanterne udelukkende betragtet som en plage, der skulle fjernes - lige meget hvordan, fortæller Nick De Souza, programdirektør for WSPA’s arbejde i Afrika. “De lokale bønder udviser nu langt større tolerance og forståelse for dyr. De forstår, at dyrene kan føle smerte og frygt.

Vil du vide mere