Delfiner af arten øresvin, der optræder i shows i Loro Parque

”En skamplet”: TUI tjener penge på delfiners lidelser

Nyheder

Den populære ferieø Tenerife er en af de destinationer, hvor TUI tilbyder de rejsende at se delfiner og spækhuggere optræde. Læs øjenvidneberetningen fra Loro Parque.

De fleste store rejseselskaber har efterhånden erkendt, at vilde dyr, der lever under unaturlige forhold og optræder i cirkuslignende shows, ikke hører til i en moderne rejsebranche. Men fortsætter TUI Group som en af de sidste rejsegiganter med at sælge billetter til delfinunderholdning. 

Læs herunder øjenvidneberetningen fra en af vores medarbejdere, der for nylig besøgte Loro Parque, hvor rejsende med TUI kan se spækhuggere og andre delfiner optræde. Af hensyn til fremtidige efterforskninger har han valgt at være anonym.

Øjenvidneberetning fra Loro Parque:

Overalt i byen Puerto de la Cruz, hvor Loro Parque ligger, er der reklamer for parken. Selv taxaer og skraldespande er pakket ind i reklamerne, og delfinshowene er et af de helt store trækplastre.

Navnløse delfiner

Noget af det første, jeg bider mærke i, da jeg kommer til parken, er, at mens der står navne på søløverne, spækhuggerne og de andre havpattedyr, så er der ingen navne på delfinerne af arten øresvin. 

Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvordan det kan være. Er det mon fordi, man som besøgende ikke må vide, hvor mange der dør? Som almindelig gæst i parken kan man jo ikke kende den ene delfin fra den anden, og studier viser, at mange delfiner i fangenskab dør af infektioner som f.eks. lungebetændelse. 

Spækhuggere optræder i shows i Loro Parque

Øresvin er den delfinart, man typisk ser optræde i delfinarier. Loro Parque har p.t. ni øresvin. 

Skriv under og hjælp delfinerne

Et sølle liv for spækhuggerne

Det er dog spækhuggerne, der gør størst indtryk på mig. Spækhuggeren er den største delfinart i verden, og de fem spækhuggere i Loro Parque har tre bassiner, hvoraf det ene er meget lille. Det største bassin er 120 meter langt og ca. 30-40 meter bredt. 

Det lyder måske stort, men det er det absolut ikke med tanke på, at spækhuggere er 8 ½-9 ½ meter lange. Det svarer nogenlunde til, at et menneske er lukket inde i et rum på 5x10 meter og aldrig må forlade det.

I havet kan spækhuggere svømme over 160 km om dagen og dykke 300 meter, og det lille anlæg i Loro Parque kan på ingen måde opfylde de intelligente dyrs behov. Det er dyrepasserne uden tvivl klar over, for de bruger enormt meget tid på at stimulere spækhuggerne – både når de optræder og på andre tidspunkter. 

Det er selvfølgelig bedre, end hvis de lod være med at aktivere dyrene, men det er tegn på et stort, underliggende problem: Nemlig at spækhuggerne ikke trives. Den konstante stimulering er nødvendig for at minimere tvangspræget adfærd og aggression, som opstår på grund af stress, kedsomhed og frustration.

Spækhuggere optræder i shows i Loro Parque

Spækhuggere i fangenskab har ofte en hængende rygfinne. I naturen ses det kun, hvis en spækhugger f.eks. er udsultet, er blevet viklet ind i fiskegarn, har svømmet i olieudslip e.l. 

Skriv under for delfinerne

Fortsætter trods advarselslamper

På trods af dyrepassernes ihærdige indsats opstår der alligevel problemer, som peger på mistrivsel.

Et af de alvorligste eksempler er, at Loro Parques ene spækhugger Keto i 2009 dræbte sin træner Alexis Martinez ved at trække ham ned under vandet, banke ind i ham med fuld kraft og bide ham. Det burde være en kæmpestor advarselslampe, for ingen spækhuggere i naturen har nogensinde dræbt mennesker eller påført dem livstruende skader.

Alligevel fortsætter Loro Parque med at avle på deres spækhuggere, så der fødes nye dyr ind i et liv, hvor de er dømt til at lide. Det svarer til bevidst at sætte børn i verden i en dysfunktionel familie. Alene i 2021 døde en spækhuggerkalv og en ung spækhugger i parken. Hvorfor udsætte flere dyr for samme triste tilværelse?

Ikke godt nok

Efter besøget er jeg sådan set ikke i tvivl om, at de ansatte i Loro Parque forsøger at give dyrene så gode forhold som muligt. Men det ændrer ikke på, at deres hold af spækhuggere og andre delfiner er en skamplet på parken. For det ér ganske enkelt ikke muligt at give disse havpattedyr gode nok betingelser i små bassiner.

Med hjælp fra underskrifter har vi fået andre rejsegiganter til at droppe delfinunderholdning. Vær med til at lægge pres på TUI Group, så de gør det samme:

Skriv under

Vil du vide mere