Den kække elefantunge Tong Sing i Mandalao elefantreservat.

Elefantunge reddet fra barsk skæbne

Nyheder

En kæk elefantunge med mod på livet: Tong Sing, den nyeste beboer i elefantparadiset Mandalao, er ved at lægge sin triste fortid bag sig og finde unoderne frem.

Mandalao ligger uden for Laos’ næststørste by Luang Prabang og er hjem for 11 elefanter, der er reddet fra turist- og skovhugstindustrien. Da Stephanie Kruuse Klausen, kampagneansvarlig i Word Animal Protection Danmark, besøgte reservatet, blev hun præsenteret for Tong Sing, hvis ejer har sendt ham dertil for at beskytte ham.

”Hanelefanter bliver typisk store og stærke, og der var derfor mange, som var interesserede i at købe Tong Sing som arbejdselefant i skovhugstindustrien. Men hans ejer ønskede at skåne ham for det hårde liv og spurgte Mandalao, om de ville tage sig af ham,” fortæller Stephanie.

Elefantungen Tong Sing gnubber sig mod et træ

Blev knækket mentalt

Tong Sings mor er avlselefant. Derfor blev han fjernet fra hende i en tidlig alder, så hun kunne blive drægtig igen. Denne lille elefant blev knækket mentalt med brutale metoder, hvilket er helt normal praksis, når det gælder elefantunger i turist- og skovhugstindustrien. I dage- eller ugevis bliver ungerne fysisk og psykisk mishandlet for at gøre dem så føjelige, at de adlyder mennesker.

”Lige da Tong Sing ankom til reservatet, tilbød han forskellige tricks og kunster, som han var blevet trænet til – f.eks. at bukke sig ned på knæ og række snablen i vejret, mens han udstødte underlige lyde. Men da han ikke længere blev tvunget til at udføre disse tricks eller belønnet for dem, stoppede han, og nu opfører han sig efterhånden bare som den frække elefantunge, han er,” smiler Stephanie.

Skriv under for elefanterne

Elefantungen Tong Sing og hunelefanten Mae Vahn

En stædig lille livsnyder

Som erstatning for den mor han har mistet, har Tong Sing knyttet sig stærkt til hunelefanten Mae Vahn. Hun tager sig tålmodigt og omsorgsfuldt af ham, og han følger hende overalt.

”Vi fulgte efter Mae Vahn og Tong Sing på deres tur rundt i skoven, og Tong Sing var meget livlig. Han satte tempoet og retningen, og da han fik lyst til at drikke og køle sig ned i et lille vandhul, måtte Mae Vahn pænt vente på ham. Han nægtede simpelthen at gå videre, før han havde været nede i vandet og oversprøjtet sig selv. Han stoppede også ofte for at klø sig op ad træerne og gjorde i det hele taget, hvad der passede ham,” griner Stephanie.

Elefantungen Tong Sing og hunelefanten Mae Vahn

Tong Sing er godt i gang med at lære de færdigheder og den adfærd, en vild elefant i naturen mestrer. I Mandalao håber de, at han med tiden vil kunne klare sig selv og blive sat ud i den fri natur. Indtil den dag måske kommer, er der ingen tvivl om, at Tong Sing lever sit bedste elefantliv i Mandalao.

Stop udnyttelsen af elefanter

Tæt på 4.000 elefanter holdes i fangenskab under groteske forhold i Sydøstasiens turistindustri – herunder næsten 3.000 i Thailand. Sidste årti steg antallet af elefanter i fangenskab i Thailand med 70 % – og der avles hele tiden nye unger.

Det skal være slut med at lade flere unger blive mishandlet og udnyttet til turistunderholdning. Hjælp os med at få Thailands regering i tale, så de forbyder avl på elefanter i fangenskab.

Skriv under

Vil du vide mere