Ekstraordinær støtte har reddet elefanterne
Nyheder
Vores støtter har hjulpet os med at sikre, at de elefantvenlige fristeder i Asien har overlevet coronakrisen. Der er stadig hårdt brug for hjælp – men også forsigtig optimisme at spore.
Topfoto: Mae Kam og Mae Dok i Burm and Emily's Elephant Sanctuary.
Endelig! De elefantvenlige reservater og lejre i Sydøstsien regner med snart at kunne tage imod nogle få besøgende.
Men efter over to års nedlukning og stadig med lange udsigter til, at antallet af turister er tilbage til normalen, har stederne fortsat brug for hjælp. Derfor træder vi for tredje år i træk til med støtte, så de kan betale for foder og vitamintilskud til elefanterne, medicin og dyrlægeudgifter, løn til de ansatte og basale driftsomkostninger.
En række af stederne har sendt hilsner som tak for at hjælpen til at overleve den svære tid.
Boom Lott’s Elephant Sanctuary (BLES) – Thailand
Elefanthygge for alle pengene. Foto: BLES
Katherine Connor, grundlægger af BLES:
“BLES har været lukket for besøgende i mere end to år, men vi håber på at kunne genåbne for et lille antal besøgende i maj måned. Vores bygninger er ved at falde fra hinanden, men vores dyr har det godt og får stadig den bedst mulige pleje.”
”Vi har ikke fået nogen nye elefanter i reservatet siden juli sidste år. Vi har ganske vist sagt ja til at tage imod en ældre hunelefant, men vi har ganske enkelt ikke ressourcerne til det lige nu, så vi er nødt til at vente med at redde hende.”
”COVID-19 i kombination med ekstremt vejr har gjort det meget svært for os at få fat i og betale for foder til elefanterne. Skoven er helt tørret ud, så elefanterne kan ikke længere finde noget føde der. De lokale landmænd, som vi under normale omstændigheder ville købe foder fra, har ikke kunnet dyrke afgrøder. Så vi har været nødt til at bruge mange penge på at rejse langt for at købe mad til vores dyr.”
”Støtten fra World Animal Protection har holdt BLES i live – helt seriøst. Vi kunne på ingen måde være kommet igennem de seneste to år uden jer. Jeg ville have været nødt til at finde nye hjem til elefanterne og lukke reservatet… en meget skræmmende tanke.”
Mahouts Elephant Foundation – Thailand
Mokijue med sine unger Mokimae and Mur Lah. Foto: Mahouts Elephant Foundation
Sarah Blaine, medstifter af og direktør for Mahouts Elephant Foundation:
”Situationen er stadig hård for os. Vi håber på at kunne tage imod et par besøgende i slutningen af april. Men det vil tage tid for turismen at komme rigtigt i gang igen. Vores store udfordring er at kunne blive ved med at betale løn til mahoutterne, der lever og ånder for at tage sig af elefanterne. Alle elefanterne trives stadig takket være dem.”
”Vores hanelefant, Ya Bu, har opbygget et stærkt bånd til sin mahout, Ju Pae. Ju Pae følger efter Ya Bu rundt i skoven, når han leder efter lækkerier at spise – ofte blade fra banantræer. Ya Bus liv i dag er helt anderledes end hans tidligere liv i en elefant-turistlejr. Her hos os skal han ikke følge noget skema, der er ingen krav til ham, han skal ikke optræde, og han er fri til at leve så naturligt som muligt i sit sande hjem i skoven.”
”Den støtte, vi har fået fra World Animal Protection, har været en kritisk livline for os. Vi har kunnet sikre vores ansatte, så de kan blive ved med at sørge for, at elefanterne lever trygt og beskyttet i skoven. Vi sender vores mest dybtfølte tak.”
Kindred Spirit Elephant Sanctuary – Thailand
Kvalitetstid mellem Dodo og en af hans elefantvenner. Foto: Kindred Spirit Elephant Sanctuary
Kerri McCrea, leder og medstifter af Kindred Spirit:
”Elefanterne er glade og trives. De tilbringer deres dage med at vandre rundt i skoven, som lige nu er ved at tørre ud pga. den tørre årstid. Snart vil vi være nødt til at flytte dem til et område ved Mae Yot-floden for at sikre dem nok vand, og vi vil også være nødt til at høste græs for at supplere deres foder.”
”Flere elefantejere har kontaktet os for at høre, om vi kan tage imod deres elefanter. Lige nu er vi i dialog med ejeren af en ung hunelefant, og vi håber på at kunne rejse penge til at lade hende blive en del af Kindred Spirit.”
”Det har været svært for os at skaffe nok penge til at betale løn til vores mahoutter, der bruger al deres tid sammen med elefanterne. De beskytter dem og sørger for, at de får nok at spise. Heldigvis har World Animal Protection gjort det lettere for os, og det er vi meget taknemmelige for! Støtten har hjulpet os med at overleve pandemien og med at sørge for foder til over 60 andre elefanter i området, så de ikke skulle sulte.”
Elephant Valley Project – Cambodja
Elefanten Hen støvbader. Foto: Elephant Valley Project
Jemma Bullock, Program Manager i Elephant Valley Project:
2022 er begyndt en lille smule bedre for os her i Elephant Vallet Project. Siden jul har vi haft et par besøgende om ugen. Men lige nu spreder omikron sig meget hurtigt i hele Cambodja… men elefanterne ved heldigvis ikke, at der er noget galt, de lever deres sædvanlige liv i skoven.
Vi har 11 elefanter med forskellige behov, bl.a.:
- Ning Wan er en gammel dame, der har mistet de fleste af sine tænder. Vi laver derfor kogte riskugler til hende og anden blød mad. Men hendes livsgnist er stadig stærk, og hun er flokkens omsorgsfulde matriark.
- Gee Chreng er en af de nyere elefanter, hun kom til os i slutningen af 2019. Hun var meget nervøs efter 10 år i en elefantridningslejr, men hun får det bedre og bedre og er faldet rigtig godt til.
- GeeNowl (Genial) udviser tegn på posttraumatisk stresssyndrom pga. sit tidligere liv. Hun er glad for at være sammen med sin bedste ven, Easy, og vi bruger meget tid på at hjælpe hende med at finde de mest fredelige områder af skoven, hvor hun er afslappet nok til græsse.
- Sambo kommer fra gaderne i Phnom Penh, men nu er det hendes ottende år her hos os, og hun er blevet en helt anden elefant. Hun har kroniske fodskader (almindeligt for elefanter, der går meget på asfalt, red.), men det er blevet meget bedre, efter at vi fik hjælp fra en fodekspert fra Elephant Care Unchained.
Vi er stadig i ren overlevelsestilstand, hvor der kun er råd til at betale for det allermest nødvendige. Jeg kan helt ærligt sige, at hvis det ikke havde været for støtten fra World Animal Protection, ville vi ikke have overlevet. Det er forfærdeligt at tænke på, hvad der så ville være sket med elefanterne.
Vi fortsætter støtten til elefanterne
Mayura og hendes mor Mae Gorgae i ChangChill.
De elefantvenlige fristeder har stadig hårdt brug for hjælp, og vi støtter derfor følgende steder i 2022:
- Boon Lotts Elephant Sanctuary (BLES) – Thailand
- Burm and Emily’s Elephant Sanctuary (BEES)- Thailand
- ChangChill – Thailand
- Elephant Valley Project – Cambodja
- Following Giants – Thailand
- Kindred Spirit Elephant Sanctuary – Thailand
- Mahouts Elephant Foundation – Thailand
- Mandalao Elephant Conservation – Laos
- Somboon Legacy Foundation – Thailand
- Tiger Tops – Nepal