Dyrene betaler prisen: Elefantturismens skjulte lidelser

Elefanter er intelligente dyr, som helt og holdent er tilpasset et liv i naturen. Når de i bliver lænket, fjernet fra deres familiemedlemmer og tvunget til at udføre unaturlig adfærd for at undgå straf, går det i høj grad ud over både deres fysiske og mentale velfærd.

Elefantfamilier

I naturen: Stærke familiebånd

Elefantunger kan die hos deres mødre, indtil de er fire-fem år gamle, og i flere år derefter holder moren og de andre hunner stadig godt opsyn med ungen. Hunelefanter bliver typisk hele livet i den familieflok, de er født ind i, mens hannerne forlader flokken i de sene teenageår.

I fangenskab: Familier skilles ad

Elefanter er store og stærke dyr, der er skyld i flere skader og dødsfald på mennesker end noget andet vildt dyr i fangenskab. Derfor bliver elefantunger i turistindustrien nedbrudt fysisk og psykisk, så mennesker kan kontrollere dem og bruge dem til elefantridning, elefantvask og andre turistaktiviteter.

Ungerne bliver taget fra deres mødre allerede i toårsalderen, hvilket er ekstremt stressende for både mor og unge. Ligesom mennesker kan elefanter udvise sorg, og nogle elefantmødre må holdes lænket i op til to måneder, før de stopper med at kalde på og ledes efter deres unge.

Hjælp elefanterne

Livet for den unge elefant

I naturen: Lærer gennem leg

Leg spiller en vigtig rolle i elefantungers udvikling. Det er bl.a. sådan, de lærer om verden omkring sig og de færdigheder, de skal bruge for at overleve. Legen styrker desuden deres sociale bånd – og er slet og ret sjov for dem.

Elefanter kan både lege med hinanden, alene – f.eks. ved at løbe for sjov – og med genstande som grene og pinde.

I fangenskab: Brutal træning og adskillelse

Elefantunger avlet i fangenskab bliver fjernet fra deres mødre i al for ung en alder, og unger, der indfanges fra naturen, ser ofte deres familiemedlemmer blive dræbt for øjnene af sig.

For at gøre ungerne føjelig nok til, at de kan bruges til at underholde turister, bliver de nedbrudt og trænet med brutale metoder.

Den traditionelle tilgang til at nedbryde ungen er at binde den med lænker, så den næsten ikke kan bevæge sig, og derefter slå, sulte og tørste den.

Nogle steder er man begyndt at anvende en tilgang, der betragtes som mildere, men som stadig er meget barsk. Her bliver ungen bundet fast mellem to voksne elefanter og tvunget til at gå, indtil den kollapser. Derefter bliver den fjernet fra sin mor og holdt lænket alene det meste af tiden, undtagen når den skal trænes.

Selve træningen skal lære ungen altid at lystre for at undgå straf. Man bruger typisk jernkroge, spidse stokke eller søm til at slå, skrabe og stikke ungen de mest følsomme steder såsom den tynde hud bag ørerne og ved kønsorganerne. Det kan give ungen sår, hudafskrabninger, flænger og bylder.

Mange elefanter udvikler Kompleks PTSD (C-PTSD) som følge af disse traumatiske oplevelser.

Skriv under og hjælp

Frihed kontra tvang

I naturen: Fri til at være elefant

Elefanter i naturen bruger størstedelen af deres tid på at vandre omkring over store afstande for at spise og søge efter føde. De spiser primært græs og blade men også frugter, bark og kviste, og de bruger deres stødtænder til at grave efter vand og rødder og til at rive bark af træerne.

Noget af tiden leger og bader elefanterne også, og de tager mudder- og støvbade, hvor de dækker kroppen mudder eller jord for at beskytte huden mod sol og insekter.

I fangenskab: Tvunget til at optræde

I turistindustrien bliver elefanterne udnyttet til underholdning, hvor turister kan ride på, bade med, vaske eller håndfodre dem eller se dem optræde i shows.

Elefanterne er blevet trænet med hårde metoder til at udføre disse aktiviteter – det er ikke noget, de selv vælger at gøre. Deres dage er ofte lange og udmattende med op til 10 timers arbejde blandt mange forskellige fremmede mennesker i bagende varme.

For at de store dyr ikke skal være til fare for turisterne, er de under konstant kontrol. Mahoutterne har stokke og jernkroge, så elefanterne ved, at de bliver straffet, hvis de ikke lystrer.

Mange elefanter har sår efter at være blevet slået, og de kan også få læsioner fra sadlerne. Elefanter, der bruges i shows, bliver tvunget til igen og igen af udføre unaturlige bevægelser, hvilket kan føre til smerter, gigt, halthed og ledproblemer.

Skriv under for elefanterne

Sociale interaktioner

I naturen: Støtter hinanden

Elefanter er ekstremt sociale dyr. De lever i familieflokke, hvor de samarbejder, hjælper og passer på hinanden. De knytter sig tæt til hinanden, og hvis de bliver adskilt, kan de huske hinanden i mange år fremover.

Elefanter kan udvise både medfølelse og sorg, og forskere mener, at elefanten er en af verdens mest empatiske dyrearter. De bruger i høj grad berøringer til at kommunikere med hinanden, vise omsorg, trøst og opbygge bånd.

I fangenskab: Begrænset kontakt

Det er meget stressende for elefanter at blive holdt i fangenskab i længere tid – ikke mindst pga. den ekstreme grad af frihedsberøvelse og mangel på naturlige sociale interaktioner, som er almindelig i turistindustrien.

Elefanterne står typisk lænket uden at kunne nå hinanden. Selv når de ikke har lænker på, bliver de ofte forhindret i at interagere med hinanden, fordi mahoutterne er bange for, at der skal opstå konflikter.

De unaturlige forhold og manglen på social kontakt med artsfæller gør elefanterne stressede og frustrerede. Derfor udviser mange elefanter i fangenskab tvangspræget adfærd såsom at svaje, rokke frem og tilbage på stedet, nikke med hovedet eller svinge med snablen i et gentaget mønster.

Vær med til at stoppe udnyttelsen

Næsten 3.000 elefanter holdes i fangenskab under groteske forhold i Thailands turistindustri. Sidste årti steg antallet af elefanter i fangenskab i Thailand med 70 % – og der avles hele tiden nye unger.

Det skal være slut med at lade flere unger blive mishandlet og udnyttet til turistunderholdning. Hjælp os med at få Thailands regering i tale, så de forbyder avl på elefanter i fangenskab.

Skriv under