Delfinen Makaiko tragiske liv og død

Af Lorena Kya Lopez, tidligere havpattedyrstræner

De tidlige år i Japan

Makaiko (som betyder ”indre styrke”) er et øresvin, der blev født i 1996 i havet ved Taiji, Japan. Her levede han sammen med sin store familiefolk med omkring 80 medlemmer. De socialiserede med andre delfinflokke og tilbragte deres dage med at udforske Stillehavets rev.

Flokken samarbejdede og hjalp hinanden, hvilket beskyttede dem og gjorde dem stærkere. Hvis en af delfinerne blev syg, hjalp resten af flokken den med at komme sig. Deres liv var, som det skulle være.

Men en skæbnesvanger dag nærmede larmende motorbåde sig flokken. Delfinerne forsøgte at slippe væk. Mødre prøvede at finde deres unger. Flokkens ledere fløjtede for at få deres familiemedlemmer til at svømme væk.

Midt i dette kaos begyndte tunge net at falde ned over flere af delfinerne – herunder Makaiko. Menneskene, der fangede dem, slagtede nogle af delfinerne, så deres kød kunne sælges, mens de lod andre leve, så de kunne sælges til delfinarier.

Mens vandet blev rødt af blod, og delfinerne omkring ham blev dræbt, blev Makaiko trukket op af vandet, ude af stand til at bevæge sig i det snærende net.

Sådan begyndte hans liv i fangenskab.

De første dage i fangenskab

Efter at Makaiko var blevet hevet op af vandet, blev han transporteret på en båre, der fik det til at gøre ondt i hans finner og mave. Han blev oversprøjtet med vand for at forhindre, at han tørrede ud. Det må have været både smertefuldt, stressende og skræmmende for ham.

I sit nye, midlertidige hjem blev Makaiko placeret i et lille bassin. Vandet var fyldt med kemikalier for at holde det rent. Det var helt anderledes end havet. Meget tomt, sterilt og stille.

Vandet i delfiners bassiner er typisk behandlet med kemikalier, der irriterer dyrenes øjne og hud

Det varede nogle dage, før Makaiko – og hans søster Kumiko, som også var der – blev fodret for første gang. De havde svømmet rundt i bassinet og søgt efter mad, men der var intet at finde. 

Det var først, da de kom op til overfladen, og mennesker nærmede sig og smed døde fisk til dem, at de fik noget at spise.

De døde fisk var ikke så nærende som den føde, de normalt spiste i havet. Men de var sultne, og det var bedre end ingenting.

De mennesker, der passede dem, forsøgte med det samme at lære dem tricks, og Makaiko og de andre delfiner fik kun mad, hvis de gjorde, hvad menneskene ønskede.

Transporten til Mexico

Makaiko blev i delfinariet i Japan i 10 måneder. Så en dag blev han og hans søster pludselig hevet op af vandet, lagt på transportbåren igen og placeret i en delfintransportkasse.

I kassen kunne de intet se. De befandt sig i boksen uden vand i hele 56 timer. Menneskene smurte dem ind i en særlig creme, der beskyttede deres hud mod at tørre ud – men den forhindrede samtidig huden i at ånde.

Makaiko begyndte at bløde og var havde tydeligvis ondt, men intet blev gjort for at dulme hans smerter. 56 timer senere ankom delfinerne til Mexico.

Livet i Mexico

Da Makaiko og hans søster Kumio ankom til Mexico – hvilket er der, jeg første gang mødte dem – blev de placeret i et endnu mindre bassin end det, de havde levet i i Japan. De mødte de andre delfiner, der også levede her: Miku, som var to år gammel – hun var fræk, men sød – og Rocko, en ung han, der var stærk, men venlig. Begge var født i fangenskab i bassiner i Japan og havde aldrig set havet.

I delfinparken i Mexico City ved navn Six Flags tog forskellige mennesker sig af delfinerne. De trænede dem også i de tricks, som menneskene i Japan allerede havde forsøgt at lære dem.

Jeg var en af dem, der passede både Makaiko og Kumiko. Jeg kan berette mere om Kumiko en anden gang, men lige nu vil jeg blot fortælle, at hun blev deprimeret efter ankomsten til Mexico og ikke levede særligt længe.

Lorena Kya Lopez sammen med Makaiko

Efter at have levet et stykke tid i Six Flags blev Makaiko – sammen med Miku og Rocko – endnu en gang placeret på de transportbårer, der gjorde så ondt at ligge på, og transporteret til en anden delfinpark. Denne lå på øen Isla Mujeres, og turen tog over 16 timer.

Delfinerne blødte ved ankomsten. Jeg var flyttet med delfinerne fra Mexico City til Isla Mujeres og var der til at tage imod dem.

Isla Mujeres ligger i det caribiske hav. Her var bassinerne lidt større og vandet varmere.

Underholdning af turister

Det var her, Makaiko og de andre delfiner for alvor blev trænet til at underholde i delfinindustrien.

De blev trænet i timevis og tvunget til at udføre tricks. De måtte finde sig i, at vi rørte ved dem og var i vandet sammen med dem time efter time.

Delfinen er trænet til at lade turister få taget selfies med den

Delfinerne skulle skubbe os trænere med deres næb, løfte os på deres rygfinner og springe over vores hoveder. Og ligesom i Japan blev delfinerne nægtet mad, hvis de ikke gjorde, hvad vi bad dem om. 

Jeg kom altid tilbage sent om aftenen for at give dem noget ekstra mad, så de ikke skulle sulte.

Vandet var for varmt, hvilket irriterede deres hud og gav dem svampeinfektioner. Solen var for hård og gav dem solskoldninger. 

Delfinerne blev svagere dag for dag.

Jeg prøvede så godt jeg kunne at tage mig af deres forbrændinger og hudproblemer, og jeg forsøgte altid at være beroligende over for delfinerne. Jeg hang også ud i vandet med dem uden at kræve, at de udførte optrådte med tricks.

Jeg håber, at det gjorde en forskel for delfinernes fysiske og mentale velbefindende. Men uanset hvad jeg gjorde, var omstændighederne svære for dem, og der var ingen tvivl om, at de led.

På et tidspunkt var der snak om at redde delfinerne og overføre dem til et havreservat. Men den mission mislykkedes.

Nogen havde advaret delfinparken om, at regeringen ville konfiskere dyrene. Det gav dem tid nok til at flytte delfinerne til et lovligt internat, og det stoppede konfiskeringen.

Ikke ”god nok” til at underholde

Jeg var involveret i redningsaktionen, og det fandt delfinparken ud af. Derfor blev jeg fyret.

Da jeg ikke var der længere, blev delfinerne ladt tilbage uden mad og rent vand. Jeg kom tilbage en sidste gang for at sige farvel, og det var en af de sværeste dage i mit liv. 

Delfinerne blev på stedet i omkring to måneder, hvor der kom mennesker for at fodre og træne dem. Men så blev Makaikos liv endnu engang vendt på hovedet. Han blev efterladt alene tilbage uden selskab.

Delfiner i fangenskab udvikler ofte tvangspræget adfærd pga. stress og frustration

De andre delfiner var blevet overført til en anden delfinpark på en caribisk ø for at underholde turister. Men Makaiko var blevet kendt for at være en ”dum” delfin, der ikke lystrede kommandoer. Han var også for stor og tung til at blive transporteret til den anden delfinpark.

I et godt stykke tid var han alene uden mad. Han blev mere og mere ængstelig og begyndte at slå hovedet mod bassinsiderne. På et tidspunkt kom der mennesker for at fodre ham med døde fisk og rense vandet. Det var det eneste tidspunkt, hvor Makaiko ikke var alene.

Til sidst lykkedes det mig at få regeringen til at redde Makaiko. Derefter kom han til en organisation kaldet Aqua World, der skulle tage sig bedre af delfinerne. Jeg blev sammen med en anden person ansat af Aqua World til at rehabilitere Makaiko. 

Vi tog os af ham, fodrede ham, holdt ham med selskab og sikrede os, at han både fysisk og mentalt havde det så godt, som det nu engang var muligt i fangenskab. Vi fyldte også frisk havvand i bassinet i stedet for det kemikaliefyldte vandt og brugte timevis på at rense bassinet for at forhindre tangen i at vokse for hurtigt.

Det var tydeligt, a Makaiko var trist, og han begyndte igen at slå sit hoved mod murene. Vi prøvede alt for at få ham til at stoppe med at skade sig selv.

I løbet af rehabiliteringsprocessen begyndte han til sidst at få det bedre. Flere og flere mennesker hjalp med at tages sig af ham. Alt i alt tog det 12 måneder at rehabilitere ham.

Til sidste blev Makaiko transporteret til Dolphin Discovery på Isla Mujeres, hvor han tilbragte de sidste fire år af sit liv. Her kunne han svømme i havvand, men han var stadig begrænset til et lille område spærret af fra resten af havet.

Delfiner i fangenskab i Cancun Dolphin Discovery, Mexico

Hver dag optrådte Makaiko for mange mennesker. Han blev kun fodret under sine shows og lige bagefter som belønning. Det må have været frygtelig kedeligt at vise de samme tricks dag ud og dag ind, når man ved, hvor højt han elskede at svømme omkring over store afstande i havet ved Japan.

Makaikos sidste dage

Da den tropiske storm Emily ramte Isla Mujeres, blev Makaiko og de andre havpattedyr i delfinparken midlertidigt flyttet til det sted, hvor han var blevet rehabiliteret. Dolphin Discovery blev delvist ødelagt i stormen, og vandet var stadig meget oprørt, da Makaiko vendte tilbage til sit havbassin. Han blev viklet ind i de net, da var sænket ned i vandet pga. ødelæggelserne og kunne ikke komme fri.

Ingen lagde mærke til det, så Makaiko døde i nettene ved den delfinpark, der havde udnyttet ham til at underholde tusindvis af mennesker.

Ingen delfiner bør udholde det sørgelige liv og triste endeligt, som blev Makaikos skæbne.

Det er grunden til, at jeg har slået mig sammen med World Animal Protection: For at dele historien, gøre opmærksom på udnyttelsen og samarbejde om at gøre en ende på delfinunderholdningsindustrien.

Denne grusomme industri er en del af den globale handel med vilde dyr, hvor millioner af dyr lider hver eneste dag.