Tyrene betaler prisen i underholdningsbranchen

Danske skattekroner støtter spansk dyremishandling

Nyheder

Tyrefægtning vil stadig modtage penge fra EU's landbrugsstøtte efter sidste uges afstemning i Europa-Parlamentet. Støtten går til opdræt af tyrekalve, der slås ihjel for underholdningsværdien.

Danskerne har i flere år sendt skattekroner afsted til tyrefægtningsindustrien, da tyreopdrættere har adgang til EU’s landbrugsstøtte. I sidste uge vedtog Europa-Parlamentet, at ordningen får lov til at fortsætte frem mod 2028.

En dybt skuffende afgørelse, mener direktør i World Animal Protection, Gitte Buchhave:

”Det er helt grotesk, at danske skattekroner skal gå til at bidrage til dyremishandling i Spanien. Tyrefægtning er en forældet og bestialsk form for underholdning, som for længst burde være afskaffet. Derfor giver det slet ikke nogen mening, at man i EU snakker om dyrevelfærd, men fortsat vælger at bidrage økonomisk til en så frygtelig industri.” 

Hun bakkes op af medlem af Europa-Parlamentet Niels Fuglsang (S), der er næstformand i dyrevelfærdsgruppen i parlamentet:

"Hvert år bliver flere tusinder af tyre torteret og dræbt på grund af tyrefægtning. Det er grotesk, at vi spilder penge på det her igennem landbrugsstøtten, som udgør en tredjedel af hele EU's budget. Selv i tyrefægtningens hjemland har mishandlingen mistet opbakning. Kampen for at forhindre det har stået på i flere år. Derfor er det dybt skuffende, at vi ikke har udnyttet muligheden for at stoppe støtten én gang for alle, når vi i de her dage stemmer om en ny landbrugsstøtte. Nu risikerer vi at skulle vente mange år, før vi får en lignende chance."

Mads & Monopolet legitimerer dyremishandling

Ikke godt nok

Tilbage i 2015 støttede Europa-Parlamentet ellers et stop for den økonomiske støtte til tyrefægtningsindustrien. Det har dog ikke været muligt før i år at få fjernet støtten.

Det har nemlig krævet en ændring i rammerne for landbrugsstøtten fra 2021 til 2027, som parlamentet altså stemte om i sidste uge. Parlamentet har i den forbindelse vedtaget, at tyreopdrættere i tyrefægtningsindustrien stadig skal have adgang til landbrugsstøtten.

Parlamentet har dog også vedtaget, at en del af en mindre særstøtte skal kunne trækkes fra tyreopdrættere, hvis opdrættet er målrettet tyrefægtning. Men det er ikke nok, mener Niels Fuglsang.

”Tyreopdrætterne vil stadig have adgang til den store hektarstøtte, der udgør langt størstedelen af al EU-støtten, og det havde jeg personligt ønsket stoppet,” understreger han. 

Mads & Monopolet legitimerer dyremishandling

Kulturarv kan ikke retfærdiggøre dyremishandling

I World Animal Protection er vi også skuffede over, at EU ikke vil leve op til deres visioner om dyrevelfærd og fjerne støtten helt.

Tilhængere af tyrefægtning har argumenteret for underholdningen ved at kalde det en kulturarv. Det er dog en forældet tankegang, understreger Gitte Buchhave:

”Tyrefægtning er en grusom form for underholdning, som i flere år har været undskyldt med at være en spansk kulturarv, men en så grov mishandling af tyrer med det ene formål at dræbe dem foran et publikum bør afskaffes. Kulturarv kan aldrig retfærdiggøre en aktivitet, der beror på dyremishandling.”

Vil du vide mere