Brasilien vil nu beskytte vilde dyr under naturkatastrofer
Nyheder
Skovbrande i Brasilien koster utallige vilde dyr livet. En ny lov skal sikre, at de ikke længere bliver glemt under naturkatastrofer.
Vilde dyr som tapirer, jaguarer og myreslugere vil forhåbentlig ikke længere være glemte ofre, når ødelæggende skovbrande, oversvømmelser eller andre naturkatastrofer hærger Brasilien.
Takket være vores brasilianske team og lokale samarbejdspartnere vedtog Brasiliens regering tidligere i år en ny lov, der skal beskytte landets vilde dyreliv.
Brasilien er det land i verden med størst biodiversitet. Det er hjem for bl.a. Amazonas-regnskoven, der huser omkring en tiendedel af jordens plante- og dyrearter, og Pantanal, verdens største tropiske vådområde med mere end 4.700 plante- og dyrearter.
”På trods af at Brasilien huser så mange ikoniske vilde dyr, var der tidligere ikke nogen form for lovgivning, der inkluderede dem i nødberedskaber,” forklarer Camila Mikie Nakaharada fra World Animal Protection Brasilien.
Flere og kraftigere skovbrande
Brasilien rammes af et stigende antal naturkatastrofer, der påvirker det vilde dyreliv – særligt skovbrande, som dels er forbundet med klimaforandringer, og som dels påsættes bevidst.

"Det industrielle landbrug rydder store naturområder og ødelægger vilde dyrs levesteder. Det sker for at skabe græsningsområder til kvæg og marker, hvor der dyrkes soja og andre afgrøder, som bliver til foder for milliarder af industridyr," siger Camila Mikie Nakaharada.
Hun fremhæver skovbrandene i august 2024 som et eksempel. I løbet af otte dage ødelagde brandene to millioner hektar skov- og græsarealer i Pantanal. Vores brasilianske partnerorganisation Onçafari var til stede og kæmpede for at redde så mange vilde dyr som muligt fra ilden.
”Jeg har aldrig set så kraftige skovbrande, der spredte sig så hurtigt. Det var meget skræmmende. Intet kunne holde flammerne tilbage,” mindes Rick Arrais fra Onçafari.
Fælles pres på politikerne
I World Animal Protection har vi stået i spidsen for mobiliseringsindsatsen, der var med til at få den nye lovgivning vedtaget. Vi fik stærk støtte fra Onçafari og andre NGO’er, der på eget initiativ har arbejdet med at redde og pleje vilde dyr, som er blevet ofre for skovbrandene.
”Vi samlede snesevis af organisationer, eksperter, interessenetværk og redningsfolk fra frontlinjen for at presse på for at få forslaget godkendt. Samtidig delte vi ekspertviden med parlamentsmedlemmer og mobiliserede offentligheden," forklarer Camila Mikie Nakaharada og fortsætter:
”Med den nye lov er redning, pleje og rehabilitering af vilde dyr ikke længere blot en velgørende handling. Det er nu en offentlig forpligtelse og en del af Brasiliens indsats mod klimakrisen.”
Fra ord til handling for vilde dyr
Vores partnerorganisation Onçafari reddede tapiren Valente under en skovbrand i Pantanal.
Camila Mikie Nakaharada forklarede efter vedtagelse af den nye lov, at selvom den endnu ikke var implementeret i praksis, stod det klart, at Brasiliens føderale regering, delstater og kommuner vil dele ansvaret for beredskabsplanerne.
Loven indeholder følgende krav:
- Uddannede fagfolk skal redde dyrene.
- Regeringen skal registrere og offentliggøre oplysninger om dyr, der er berørt af katastrofer. Informationer om, hvordan dyrene bliver reddet, plejet og genudsat, er vigtige for at holde politikerne ansvarlige og forbedre lovgivning og politikker på området.
- Virksomheder skal udvise rettidig omhu for at beskytte dyr, når virksomhedernes aktiviteter forårsager miljømæssige nødsituationer, ulykker eller katastrofer. Hvis virksomheder ikke overholder reglerne, kan de blive pålagt juridiske sanktioner.
“Det er et vigtigt skridt fremad – men hvor effektiv loven bliver vil afhænge af, hvordan den implementeres. Derfor vil vi og andre organisationer fortsat holde regeringen op på spørgsmål om finansiering, ansvarsfordeling og koordinering på tværs af de føderale, statslige og kommunale niveauer,” slutter Camila Mikie Nakaharada.
Vi afventer effekterne af loven, da det netop nu – i august og september – er højsæson for skovbrande i Brasilien.
Kæmp for en ny retning for landbruget
Stop landmisbruget
Hjælp os med at overbevise politikerne om, at dyrene i landbruget skal have bedre forhold, og at vilde dyrs levesteder skal beskyttes – ikke ryddes til fordel for landbrug.
Skriv under