Elefanter hører til i naturen - ikke i turistindustrien

Apollo stopper udflugter til elefantshows

Nyheder

Danmarks fjerdestørste rejsearrangør tager med øjeblikkelig virkning elefantridning og anden underholdning med elefanter af rejseprogrammet. Det sker i et samarbejde med os.

Det nordiske rejseselskab Apollo har indgået et samarbejde med os om at stoppe brug af vilde dyr i underholdning på selskabets rejser. Rejseselskabet tager allerede nu elefantridning og andre shows med elefanter af plakaten og bliver hermed det tyvende rejseselskab inden for et år, som siger fra over for elefantridning og elefantshows efter dialog med os.

Mål: Totalt stop for underholdning med vilde dyr

Apollos beslutning om at stoppe med at tilbyde udflugter med elefantridning eller andre former for elefantshows er første skridt i et større samarbejde. Et langsigtet engagement fra Apollo skal føre til et totalt stop for udflugter, der involverer, at dyr lider for at underholde turister. 

Kommunikationschef i Apollo Danmark Glenn Bisgaard forklarer:

”Vi har inddraget World Animal Protection, som har fortalt os, hvad de vil have, at vi skal gøre. Og det er så det, vi er ved at implementere. Det indebærer blandt andet, at vi ikke længere vil formidle adgang til de klassiske dyreparker, til elefantridning eller til andre typer ridning på dyr, hvor det ikke kan garanteres, at dyret ikke lider overlast.”

Skelsættende udvikling for rejsebranchen

Vi har de seneste år arbejdet på at få gennemført ansvarlig turisme i rejsebranchen blandt andet ved at sætte fokus på de lidelser, vilde dyr udsættes for for at underholde turister. 

”Det er rigtig positivt, at ansvarlig turisme er ved at vinde indpas hos rejsebranchen, og jeg vil gerne lykønske Apollo med denne vigtige beslutning, som er med til at stoppe efterspørgslen på underholdning med vilde dyr. Apollo lægger sig hermed - sammen med andre rejsearrangører i verden – i førertrøjen og viser turisterne, at underholdning med vilde dyr er dyremishandling, og at det ikke er acceptabelt,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.

Kun starten for Apollo

Bevægelsen hen mod dyrevenlige rejser omfatter alle Apollos rejser solgt i de nordiske lande og har dermed betydning for selskabets i alt én million rejsende om året. 

Apollo ved, at en sådan beslutning kun er et lille skridt på vejen hen mod dyrevenlige rejser og forventer derfor i 2015 at foretage et større og mere afgørende skridt. Fremadrettet vil rejsearrangøren kun samarbejde med leverandører af aktiviteter, som behandler dyr optimalt. Arbejdet med at identificere sådanne udflugter er allerede gået i gang.

Læs mere om, hvordan elefanter behandles i turistindustrien >>

Vil du vide mere