Afføring af guld: Desmerkatte mishandles af kaffeproducenter

02. Maj. 2016

Dyremishandlingen bag verdens dyreste kaffe bør efterlade en bitter smag i munden, viser vores nye rapport. Mange desmerkatte lider under kummerlige forhold på grund af stigende efterspørgsel på desmerkatte-kaffe.

Få dyrearter er eftertragtet på grund af deres afføring. Men for feinschmeckere verden over er delvist fordøjede kaffebønner taget fra desmerkattens afføring det rene guld. Flere og flere mennesker verden over drikker den specielle drik, der kan koste op til 600 kroner for en enkelt kop

Kaffe fra desmerkatte - Kopi Luwak - bliver produceret på Bali med hjælp af desmerkatte, som fanges vilde i naturen og holdes i små bure, for at kunne bruges i produktionen. Dyrene fungerer desuden som et trækplaster for turister, der kommer for at se den specielle kaffeproduktion med egne øjne.

Flere og flere desmerkatte i bur for turisternes skyld

Vores nye undersøgelse viser, at efterspørgslen på desmerkatte-kaffe er støt stigende. Alene i de seneste fem år er der skudt mere end 16 nye plantager op på en populær turistrute ved Gianyar og Bangli på Bali. Undersøgelsen afslørede at:

  • 16 nye Kopi Luwak-plantager, som alle er henvendt til internationale turister
  • at 14 ud af 16 plantager producerede Kopi Luwak med desmerkatte i bure med henblik på videresalg
  • og at de to plantager, som ikke producerede desmerkatte-kaffe i større skala, holdt desmerkatte i bure som en turistattraktion for at vise, hvordan desmerkatte-kaffe bliver lavet.

Bliver syge og dør i fangenskab

Desværre har den stigende efterspørgsel ført til, at flere og flere desmerkatte tages fra naturen og holdes under produktionslignende forhold. I de små bure, som desmerkattene lever i, skærer ståltråden deres poter op, så dyrene lever under store smerter. Desmerkatte er natdyr, men på demserkatte-plantagerne har de intet ly at sove i om dagen. 

De fleste Kopi Luwak-producenter er helt uvidende om, hvordan man passer dyrene, og de bliver derfor ofte syge eller dør – blot for at tilfredsstille tidens kaffedille.  

Vælg Kopi Luwak fra vildtlevende desmerkatte

Det er dog muligt at få Kopi Luwak, hvor bønnerne er taget fra vildtlevende desmerkattes afføring i naturen. 

Gitte Buchhave, direktør for World Animal Protection, siger:
“Det kan være vanskeligt at skelne mellem Kopi Luwak-kaffebønnerne fra desmerkatte, der lever vildt og desmerkatte, der holdes i bure. Men man bør altid undgå at støtte de foretagender, der har desmerkatte i bure, da der er tale om unødig dyremishandling.”

Som forbruger kan man sikre sig, at man køber desmerkatte-kaffe fra vildlevende dyr, ved altid at købe kaffe certificeret af både Rainforest Alliance og UTZ. Begge mærkningsordninger har efter dialog med os valgt kun at certificere producenter, der bruger bønner fra fritlevende desmerkattene. 

Skriv under og hjælp desmerkattene

TripAdvisor – verdens største rejsesite - sælger billetter til besøg på desmerkatteplantager. Mange turister ved ikke, at desmerkattene lider, og TripAdvisor er desværre med til at øge efterspørgslen. Hjælp os med at lægge pres på TripAdvisor, så de stopper med at promovere turistattraktioner, hvor desmerkatte og andre vilde dyr lider: Skriv under nu >> 

Læs mere om vores arbejde for at hjælpe desmerkattene i kaffeindustrien >>

Del i dit netværk:

Pinterest Google +