5 grunde til at mink lider i pelsproduktionen
Nyheder
Mens minkproduktionen allerede er fortid i en lang række europæiske lande, er der en risiko for, at der igen åbnes op for minkavl i Danmark. Det bør ikke ske, for industrien er bygget op om dyrenes lidelser.
Fotos: Jo-Anne McArthur / Djurrattsalliansen / We Animals Media
Hele 19 europæiske lande har forbudt minkavl, men i Danmark har vi kun et midlertidigt forbud pga. faren for coronasmitte – og dette forbud udløber ved udgangen af i år. Regeringen afventer p.t. en opdateret risikovurdering fra Statens Seruminstitut, der skal fastslå, om minkproduktionen fortsat udgør en sundhedsrisiko.
Men der er meget mere på spil end en eventuel smitterisiko, hvis minkindustrien genåbner: Nemlig velfærden for de millioner af mink, der risikerer at blive tvunget til et liv i små metalbure.
Læs her om fem grunde til, at dyrene mistrives i minkproduktionen.
1. Alt for lidt plads
Mink er territorielle dyr, der i naturen jager på områder på mellem 1-3 km2. Uanset at de er født i fangenskab, er de stadig grundlæggende vilde dyr, der ikke kan udfolde deres naturlige adfærd i et lille, goldt trådbur på størrelse med en opslået avis.
Hvis mink skal have opfyldt deres naturlige behov i fangenskab, vil det kræve enorme arealer. Hvert minkpar eller minkfamilie vil skulle have så meget plads, at det omtrent svarer til størrelsen på en fodboldbane.
2. Alt for mange dyr sammen
Mink er solitære dyr, dvs. at de i naturen lever alene med lang afstand til artsfæller i perioderne uden for parringsæsonen, og mens de har hvalpe. Men på minkfarme lever op til 150.000 mink i tæt nærhed af hinanden.
Dyrene holdes typisk parvis i samme bur med en mink af modsatte køn, og der er ingen afstand ind til naboerne i trådburet ved siden af. Nogle mink holdes fire sammen (to hanner og to hunner) i etagebure, hvor der er sat et ekstra bur oven på det oprindelige. Gruppeindhusning af mink går stik imod minkenes natur og er derfor en stor kilde til stress og aggression imellem dyrene.
3. Kan ikke svømme og jage
I modsætning til vores andre produktionsdyr er minken et rovdyr og har et stort behov for at jage. Dertil ligger minks territorier i naturen typisk langs bredder af vand, hvor minken kan jage efter føde i vandet. Faktisk er minken et semi-akvatisk dyr med svømmehud mellem tæerne, og det at få lov til at svømme og dykke er essentielt for dyrets livskvalitet.
Ifølge loven skal pelsdyr have adgang til materiale, der stimulerer naturlig aktivitet. For mink drejer det sig typisk om en redekasse med halm, en trådhylde, de kan hvile på og et plastikrør, de kan løbe igennem. Dette er på ingen måde nok til at opfylde deres naturlige behov for aktivitet. Faktisk kan det være lige så stressende for mink ikke at have mulighed for at svømme og jage, som hvis de fik frataget deres mad.
4. Skader hinanden og sig selv
Fordi mink i fangenskab lever alt for mange dyr for tæt sammen, skaber det grobund for aggression og konflikter dyrene imellem. Nogle mink har derfor åbne bidsår eller har endda mistet et ben pga. bidskader og slagsmål.
Mink bliver desuden så stressede over det unaturlige liv i små bure, at mange udvikler tvangspræget adfærd. Der kan være tale om, at dyrene cirkler rundt i buret i gentagne mønstre, og at de skader sig selv ved at tygge eller gnave i pelsen. Nogle mink skader over i købet deres unger i frustration.
5. Er sultne i flere måneder
Minkene bliver typisk fedet op, forud for at de skal pelses i november måned. På dette tidspunkt udvælges næste års avlsdyr, og henover vinteren får især tæverne meget lidt at spise for at slanke dem inden parring, og de er derfor konstant sultne.
Sulten medfører ekstra frustration, og minkene udviser derfor endnu mere tvangspræget adfærd end ellers og gnaver f.eks. pelsen af sig selv. Aarhus Universitet har udgivet en rapport om minkvelfærd baseret på WelFurs undersøgelse af 2.500 minkbesætninger i hele Europa. Den viser, at de danske mink generelt blev udsat for mere længerevarende sult end minkene i andre lande og havde flere skader og sår.