Ikke blot lider delfiner i fangenskab – de kan også være til fare for mennesker.

10-årig angrebet af delfiner ved turistattraktion

Nyheder

Turistindustrien maler et skønmaleri af delfiner som smilende legekammerater for mennesker. Men ikke blot lider delfiner i fangenskab – de kan også være til fare for mennesker.

Topfoto: En delfin bliver brugt som fotorekvisit ved Resort World Sentosa, Singapore

I denne uge blev en 10 år gammel engelsk pige angrebet af to delfiner i fangenskab. Pigen overlevede, men havde adskillige sår og bidemærker efter oplevelsen.

De pågældende delfiner lever i et havbassin ved Dolphin Discovery i Cancún, Mexico. Her tog pigen del i en ”svøm med delfiner”-oplevelse købt via rejsegiganten TUI.

De to delfiner bed pigen og trak hende ned under vandet for øjnene af pigens mor. Trænerne forsøgte uden held at få delfinerne til at slippe pigen, men til sidst lykkedes det dem at redde hende ud af vandet.

1025342

Mexico: En turist får taget et billede, mens hun holder en delfin.

Delfinangreb er mere almindelige, end folk tror

Der findes mange steder, hvor turister kan betale for at komme i fysisk kontakt med delfiner. Dyrevenner indløser billet uden at kende til de lidelser, som delfinerne udsættes for. Typisk er de besøgende heller ikke klar over de farer, der kan være forbundet med at komme i nærkontakt med vilde dyr som delfiner. 

Det er ikke ualmindeligt, at delfiner ved ”svøm med delfiner”-attraktioner sårer mennesker alvorligt ved at svømme ind i dem for fuld kraft. Det fører blandt andet til store flænger og brækkede knogler. Og der er talrige eksempler på delfinbid – ikke mindst bliver mange børn bidt, når de fodrer delfiner.

Heller ikke trænerne selv er sikret mod angreb. I Loro Parque på Tenerife har alle ansatte, når de er i vandet sammen med delfinerne, en cylinder med fem minutters ilt på sig. Den er til brug i nødstilfælde, hvis delfinerne trækker dem under vandet.

1024388

USA: Turister poserer sammen med en delfin i SeaWorld San Antonio.

Derfor lider delfiner i fangenskab

I delfinarier og delfin-temaparker holdes delfinerne indespærret i bassiner eller havbassiner, der er 200.000 gange mindre end deres naturlige hjemmeområde i havet. Disse menneskeskabte bassiner kan langt fra tilbyde den diversitet af planter og andre dyr, som delfinerne ville være omgivet af i naturen. 

Dyrene har ingen mulighed for at følge deres naturlige instinkter, og mange delfiner i fangenskab udvikler derfor unaturlig aggressiv adfærd eller skader sig selv på grund af stress og frustration.

1025280

Mexico: Turisterne kan betale for at få taget et billede, hvor de kysser en delfin.

”Det her er et tragisk eksempel på, hvordan store rejseudbydere som TUI Group og Expedia Group udsætter deres kunder for farer, når de støtter op om den grusomme delfinindustri. Delfiner er store og stærke rovdyr, der kan gøre alvorlig skade på både andre dyr og mennesker,” siger Nick Stewart, der leder vores kampagnearbejde for vilde dyr.

Han fortsætter: ”Delfiner er vilde dyr – ikke legetøj eller underholdning, sådan som delfinindustrien ellers gerne vil fremstille dem.”

1025307

Mexico: Delfinarier og delfin-temaparker i Mexico tilbyder fysisk kontakt med delfinerne for at tiltrække turister.

Sådan kan du hjælpe delfinerne

De eneste vindere i delfinindustrien er de delfinarier og rejseselskaber, der tjener penge på at misinformere turisterne. Vi arbejder derfor på at gøre denne generation af delfiner til den sidste i fangenskab.

TripAdvisor, Booking.com, British Airways Holidays og Virgin Holidays er allerede stoppet med at sælge billetter til delfinunderholdning. 

Men på trods af, at vi har indsamlet over 200.000 underskrifter fra dyrevenner, ønsker Expedia Group stadig ikke at fjerne deres tilbud om underholdning og oplevelser med delfiner i fangenskab.

Vil du vide mere