
Historie
I over 55 år har vi arbejdet for at gøre verden til et bedre sted for dyr.
Siden juni 2014 har vi heddet World Animal Protection. Inden da var vi i mange år kendt som WSPA (World Society for the Protection of Animals).
Selvom vores navn har ændret sig, er vores mål det samme som altid: At skabe en verden, hvor dyrevelfærd respekteres, og dyremishandling stopper.
Med årene er vi blevet større, og vores indflydelse er vokset. Vi ved, at forandring er muligt – for vi har ændret dyrs liv til det bedre siden 1950.
Nøgledatoer
1950: The World Federation for the Protection of Animals (WFPA) bliver stiftet
1959: The International Society for the Prevention of Cruelty to Animals (ISPA) bliver stiftet
1981: WFPA og ISPA bliver ved en sammenlægning til WSPA – The World Society for the Protection of Animals
2014: Vi bliver til World Animal Protection
Beskyttelse af dyr over hele verden
Vi har altid sat ind, hvor behovet for at beskytte dyr er størst – hvad enten det har været at sætte en stopper for dansebjørne i Indien, Grækenland og Tyrkiet, at vaccinere over to millioner hunde mod rabies eller at få traditionelle elefantridningslejre i Thailand til at skifte kurs og blive elefantvenlige.
Efterhånden som vi er vokset, har vi kunnet beskytte dyr flere og flere steder. I dag er vi til stede i Afrika, Asien, Europa, Latinamerika og Nordamerika, og vi har kontorer i 14 lande.
Kampagnearbejdet virker
Vi har i flere årtier kørt kampagner, der sigter efter at skabe varig forandring. Her er blot nogle få eksempler fra vores lange historie:
- Vores kampagne mod tyrefægtning, der blev lanceret i 1985, fik næsten 50 byer i Frankrig og Spanien til at forbyde tyrefægtning.
- I 1990 hjalp vores Libearty-kampagne med at få dansebjørne forbudt i Grækenland, Tyrkiet og det meste af Indien. Vores fortsatte arbejde i 2000'erne og 2010'erne fik til sidst helt stoppet traditionen med dansebjørne i Indien.
- Vores kampagne mod underholdning med vilde dyr, som har kørt siden midten af 2010'erne, har overbevist 250 danske og internationale rejseselskaber om at droppe elefantridning og -shows. Og den har fået verdens største online rejseportal, TripAdvisor, til at stoppe billetsalget til steder, hvor de besøgende tilbydes fysisk kontakt med vilde dyr.
- Efter at vi havde indsamlet tæt på 50.000 underskrifter fra danske dyrevenner, besluttede politikerne i 2018 at forbyde elefanter og andre vilde dyr i danske cirkus. Loven trådte i kraft i 2019.
- I 2019 fik vores Change for Chickens-kampagne fastfood-kæden KFC til at forpligte sig til at forbedre forholdene for deres slagtekyllinger i seks europæiske lande – og i 2020 fulgte KFC i Danmark efter.
Læs mere om, hvordan du kan hjælpe:
En global indsats
Vi har samarbejdet med internationale organisationer om at beskytte dyr i mange år.
Som WSPA fik vi rådgivende status i FN i 1971, og siden 2013 har vi haft højeste rådgivende status i FN. Vi begyndte vi at foretage lobbyarbejde i EU i 1980’erne, og fra 1990’erne har vi været repræsenteret i Europarådet.
