Høst af sojamark i Brasilien

Udviklingsbanker undergraver FN’s verdensmål

Nyheder

Verdens udviklingsbanker pumper milliarder i landbrugsprojekter kloden rundt, der direkte modarbejder verdensmålene om bedre miljø og klima.

Topfoto: Alf Ribeiro

Mens FN’s medlemslande med den ene hånd taler om bæredygtige verdensmål, der skal stoppe skaderne på miljø og klima samt skabe gunstige vilkår for dyr og natur, investerer de samme landes udviklingsbanker milliarder i industrilandbrug, der undergraver organisationens verdensmål.

Det viser vores nye rapport om udviklingsbankerne og deres investeringer og lånepolitik.

“Det er landenes troværdighed i forhold til deres FN-forpligtelser, der står på spil. Vores rapport dokumenterer desværre, at udviklingen går den modsatte vej end de bæredygtige verdensmål, de ellers hylder ved enhver festlig lejlighed,” siger Esben Sloth, kampagnechef i World Animal Protection Danmark.

“De samme FN-lande, der har underskrevet Paris-aftalen og dermed forpligtet sig til at reducere C02-udledningen, så den globale gennemsnitstemperatur maksimalt stiger halvanden procent, vedtager samtidig milliardlån til industrielle landbrug. Disse landbrug forstærker udledningen i stedet for at reducere den. Det er jo absurd,” siger Esben Sloth.

Skader klima, miljø og dyreliv

Rapporten konkluderer bl.a., at hvis den nuværende udvikling fortsætter uhæmmet, vil landbruget alene stå for omkring halvdelen af drivhusgasudledningen, når vi runder 2030.

Det industrielle landbrug står ikke bare for massiv udledning af C02 og metangas, men er også forbundet med en række andre skadelige effekter for dyre- og planteliv samt miljø og sundhed. Det drejer sig bl.a. om:

  • Rydning af regnskov
  • Overforbrug af antibiotika og vand
  • Manglende dyrevelfærd
  • Tab af biodiversitet
  • Forurening af nærmiljøet.

Vores rapport viser også, at op mod halvdelen af udviklingsbankerne så sent som sidste år støttede og lånte penge ud til virksomheder inden for den industrielle landbrugssektor. Endnu er der ikke nogen af bankerne, der har forpligtet sig til helt at udelukke støtte til projekter forbundet med industrielt landbrug.

Det sker, selvom bankerne har forpligtet sig til at arbejde inden for FN’s verdensmål 13 og 15, der handler om at bekæmpe årsagerne til klimaforandringer, forhindre tab af biodiversitet og bæredygtig skovdrift og regnskov og i det hele taget arbejde for et bæredygtigt miljø for dyr, planter og mennesker.

Nyt projekt truer Amazonas-regnskoven

Problematikken er brændende aktuel i disse måneder med et nyt landbrugsprojekt i Brasilien, hvor Danmark er blandt långiverne.

“Lige nu er Verdensbanken ved at behandle et lån på 1,4 milliarder til et stort multinationalt landbrugsselskab, der opererer i den brasilianske regnskov. Projektet er relateret til enorme industrilandbrug på op til 6000 hektar, der ligger dybt inde i Amazonas i Mato Grosso-regionen og derfor udgør en stor risiko for yderligere afskovning,” siger Esben Sloth.

Vi er sammen med andre NGO’er i dialog med Verdensbankens søsterorganisation International Finance Corporation (IFC), og IFC’s ejere – der bl.a. inkluderer Danmark – om ikke at støtte projektet. 
Vi har bedt om, at der som minimum foretages en grundig analyse af det brasilianske projekts konsekvenser for klima og miljø.

FN’s verdensmål:

Verdensmål nr. 13: FN’s lande skal handle hurtigt for at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser.

Verdensmål nr. 15: FN’s lande skal beskytte, genoprette og støtte bæredygtig brug af økosystemer på land, bekæmpe ørkendannelse, standse udpining af jorden og tab af biodiversitet.

Verdensbanken, udviklingsbankerne samt deres finansielle søsterorganisationer har alle forpligtet sig til at agere inden for FN’s verdensmål, når de giver lån og støtte til projekter i udviklingslandene.

Læs rapporten

Hjælp os med at råbe politikerne op og beskytte Brasiliens skove:

Skriv under

Vil du vide mere