Bjørn i bur på bjørnegaldefabrik i Lang Son-provinsen

Tre bjørne reddet – slut med bjørnegalde i 40 vietnamesiske provinser

Nyheder

De tre reddede bjørne var de sidste, der levede på en bjørnegaldefabrik i Lang Son-provinsen. I hele Vietnam er antallet af bjørne på galdefabrikker nedbragt med over 90 % de seneste 16 år.

Se video fra redningsaktionen og læs artiklen under videoen.

De tre kravebjørne Mila, Minu og Misa er omkring 21 år gamle. De levede under ekstremt dårlige forhold på en bjørnegaldefabrik i Lang Son i det nordlige Vietnam. Bjørnenes små betonbure var 1,5 meter brede og 1,8 meter høje og stod i et mørkt, ildelugtende rum uden dagslys.

Vi har reddet de tre bjørne i samarbejde med vores vietnamesiske partnerorganisation Education for Nature Vietnam (ENV), Animals Asia Foundation og lokale myndigheder. Bjørnene kan nu se frem til at tilbringe resten af deres liv i et beskyttet reservat, der drives af Animals Asia.

Bjørnene blev bedøvet og båret ud til lastbilen, der ventede på at køre dem til reservatet.

Bjørnen Mila, før hun blev reddet. Hun er nu omdøbt til Hy Vong, der betyder 'håb'.

Reddet pga. falsk mikrochip

Vi har igennem flere år samarbejdet med regeringen om at registrere og mikrochippe alle de bjørne, der lever på galdefabrikker i landet. Efterfølgende bliver bjørnene overvåget via inspektioner af fabrikkerne. Det sker for at sikre, at ingen nye bjørne indfanges fra naturen og dømmes til et liv i fangenskab. 

Hvis det under en inspektion bliver opdaget, at en bjørn ikke er mikrochippet eller har de korrekte registreringspapirer, bliver den konfiskeret og overført til et af regeringens redningscentre eller et NGO-drevet reservat.

Bjørnene blev bedøvet og båret ud til lastbilen, der ventede på at køre dem til reservatet.

Bjørnen Minu, før hun blev reddet. Hun er nu omdøbt til Tuong Lai, der betyder 'fremtid'.

På fabrikken i Lang Son opdagede inspektionsteamet, at den ene af bjørnene blev holdt illegalt i fangenskab. Den havde nemlig ikke oprindeligt haft en chip, men havde fået den isat af ejeren i et forsøg på at snyde myndighederne.

Da bjørnen blev konfiskeret, lykkedes det inspektionsteamet at overtale ejeren til også at overgive de andre to bjørne til reservatet. Den 25. juni blev alle tre bjørne derfor kørt til reservatet, hvor de nu er ved at finde sig til rette i deres nye omgivelser. Her vil de endelig får et trygt liv uden mishandling.

Bjørnene blev bedøvet og båret ud til lastbilen, der ventede på at køre dem til reservatet.

Bjørnen Misa, før han blev reddet. Han er nu omdøbt til Vui, der betyder 'glæde'.

Vi er kommet langt – men er ikke i mål endnu

I over 15 år har vi samarbejdet med Vietnams regering om at bekæmpe den brutale bjørnegaldeindustri og beskytte den lille bestand af bjørne, der lever vildt i landet. Det har ført til en nedgang i antallet af bjørne på galdefabrikker med over 90 % – fra 4.300 bjørne i 2005 til under 350 bjørne i dag.

Bjørnegaldeproduktion er en grusom praksis, der medfører store lidelser for bjørnene. Med lukningen af den sidste bjørnegaldefabrik i Lang Son, er der nu 40 provinser i Vietnam, hvor det er helt slut med bjørnegalde.

Bjørnene blev bedøvet og båret ud til lastbilen, der ventede på at køre dem til reservatet.

De tre bjørne på galdefabrikken i Lang Son blev bedøvet og båret ud til lastbilen, der ventede på at køre dem til reservatet.

Desværre halter Hanoi-provinsen langt bagud. Det er fortsat landets største hotspot for bjørnegalde med 162 bjørne i fangenskab. Vi forsøger at få Hanois myndigheder til at håndhæve loven og overbevise fabriksejerne om at overgive deres bjørne.

Maya Pastakia, der leder vores globale kampagnearbejde på området, siger:

Det er ulovligt at tappe bjørnegalde i Vietnam. Men der er stadig flere hundrede bjørne, der lever et forfærdeligt liv fyldt med lidelse i fangenskab. De bliver holdt i mikroskopiske bure, der ikke er meget større end en telefonboks. De bjørne, vi er med til at redde, får et godt liv. Men de har stadig ar på krop og sjæl, som de må leve med resten af livet. Det er på tide, at Vietnams regering lukker de sidste smuthuller i loven og en gang for alle gør en ende på den barbariske praksis.

Vil du vide mere