Millioner af kyllinger kan blive overset, når EU strammer dyrevelfærdskravene. Både kyllinger og europæiske landmænd at betale prisen.
EU står over for at revidere reglerne for velfærd hos slagtekyllinger. Men hvis de nye regler ikke gælder for importeret kyllingekød, risikerer reformen at stoppe ved EU’s grænser. Det advarer vi om i den nye rapport No Double Standards, som vi har udarbejdet sammen med Eurogroup for Animals.
I dag skal kyllingekød fra lande uden for EU kun leve op til EU’s dyrevelfærdskrav ved slagtning – ikke når det gælder avl, opdræt og transport af kyllingerne.
”Bag hvert kilo importeret kyllingekød er der levende individer, hvis velfærd betyder noget. Vores ansvar stopper ikke ved grænsen. Hvis vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi vil beskytte dyrene, skal vi sikre høje standarder – ikke kun for dyr i EU, men også for dyr uden for EU, hvis produkter sælges på vores marked.”
Det siger Pernille Fraas Johnsen, seniorkonsulent i World Animal Protection Danmark, og fortsætter:
”Det er afgørende med de samme dyrevelfærdskrav, hvis vi skal forhindre, at dyrenes lidelser blot flyttes til andre lande – lidelser som unaturlig hurtig vækst og alt for lidt plads i staldene. Vi opfordrer derfor EU til at gøre op med dobbeltstandarden og sikre, at kyllinger beskyttes lige godt, uanset hvor de kommer fra. Hver eneste kylling tæller!”
Ulige konkurrence for europæiske landmænd
Meningsmålinger viser, at forbrugerne i EU ønsker høj dyrevelfærd for de kyllinger, de spiser – uanset om dyrene er opdrættet herhjemme eller i udlandet.
Det er dog ofte usynligt for forbrugerne, hvor den kylling, de spiser, kommer fra. Importeret kyllingekød ender nemlig ofte på tallerkenen på restauranter, i takeaway og i færdigretter.
Den nye rapport viser bl.a., at:
- 25 % af det kyllingebryst, der sælges i EU, er importeret
- fire lande – Brasilien, Thailand, Storbritannien og Ukraine – tilsammen står for 88 % af importen
- importen fra de fire lande i 2025 svarede til anslået 274 mio. kyllinger, hvoraf en stor del kom fra den intensive, industrielle produktion.
Hvis importeret kyllingekød ikke bliver underlagt de samme dyrevelfærdskrav som i EU, vil det ikke blot stille kyllingerne dårligere, men også europæiske landmænd.
Kyllingeavlere, der investerer i bedre dyrevelfærd – f.eks. langsommere voksende kyllinger og mere plads i staldene – risikerer at blive udkonkurreret af billigere importkød med lavere krav til dyrenes velfærd.
Europa-Kommissionen forventes at fremlægge deres forslag til reviderede EU-regler for slagtekyllinger inden udgangen af 2026.
👉 Rapporten opfordrer EU til at:
- Indføre moderne regler for slagtekyllinger, der går videre end et forbud mod bure.
Lovgivningen skal indeholde en særskilt bestemmelse om tilsvarende dyrevelfærdskrav for import. Kravene skal gælde alle typer kyllingeprodukter – ferske, frosne, forarbejdede og tilberedte – og alle salgskanaler, herunder restauranter og andre serveringssteder. - Sikre, at den tilsvarende beskyttelse også fungerer i praksis.
Rapporten kræver ikke, at landene har identisk lovgivning. Men adgang til EU’s marked skal afhænge af, at de kan dokumentere og opretholde tilsvarende dyrevelfærd gennem godkendelser, certificering, sporbarhed, kontrol og mulighed for at suspendere adgangen til markedet. - Give eksportlandene passende overgangsperioder og teknisk støtte.