En vigtig sejr for dyrevelfærden: Regeringen vil ikke søge om dispensation fra EU-forbuddet mod minkavl. Dermed bliver der sat et punktum for dansk minkavl.
Topfoto: Jo-Anne McArthur / Djurrattsalliansen / We Animals Media
I dag, fredag den 23. oktober, har regeringen meddelt, at det skal være slut med minkavl. Danmark vil nemlig mod forventning ikke søge om en særordning til at fortsætte minkavl på trods af et EU-forbud.
Da et EU-direktiv i 2025 satte mink på listen over invasive dyrearter og dermed gjorde minkavl forbudt, meddelte den daværende regering, at de ville søge om dispensation. Men det vil den nuværende regering altså ikke føre ud i livet.
”Det er en stor sejr for minkene og dyrevelfærden i Danmark, for minkavl er uløselig forbundet med store lidelser for dyrene. Vi har i årevis kæmpet for at få stoppet den grusomme industri, der stuver vilde rovdyr sammen i små, golde trådbure. Det er i den grad på tide med et forbud,” fastslår Pernille Fraas Johnsen, seniorkonsulent i World Animal Protection Danmark.
EU-forbuddet træder i kraft den 7. august 2027 – dog med en overgangsperiode frem til 2029.
Endelig fokus på dyrene
EU’s forbud er indført på baggrund af minkenes negative påvirkning af vores hjemmehørende arter, når de undslipper farmene. De mink, der bruges i pelsproduktionen, er nemlig hjemmehørende i Nordamerika, ikke Europa.
I regeringens pressemeddelelse bliver der dog lagt vægt på dyrevelfærden som en væsentlig grund til, at Danmark ikke vil søge om dispensation fra forbuddet. Minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen, udtaler bl.a., at ”et erhverv skal ikke fortsætte, alene fordi det har eksisteret længe” og at ”regeringen har valgt dyrevelfærden til.”
Den udmelding tager vi naturligvis særdeles positivt imod i World Animal Protection Danmark.
”Millioner af mink har gennem årtier betalt med deres frihed, deres naturlige adfærd og muligheden for at leve et liv, der passer til deres behov. De er blevet holdt i bure for at producere en luksusvare, som vi som samfund sagtens kan undvære. Vi er derfor meget begejstrede for, at regeringen nu sætter en stopper for denne meningsløse udnyttelse,” slutter Pernille Fraas Johnsen.