Minkannonce i Politiken

På tide at forbyde minkproduktion i Danmark

Nyheder

Ca. 14 mio. mink lider hvert år i Danmark i små bure, der ifølge loven ikke behøver at være større end en mikroovn. Samtidig sætter minkfarmerne penge til, og produktionen udgør nu også en sundhedsrisiko.

Fotos: Jo-Anne McArthur / We Animals

Mange andre lande i Europa har allerede forbudt minkavl. Det gælder ikke bare lande, vi ofte sammenligner os med, som Norge, England, Holland og Tyskland – men også lande som Polen, Serbien, Makedonien og Tjekkiet. 

Imens halter Danmark bagefter.

Elendig dyrevelfærd

”I modsætning til vores andre produktionsdyr er minken et rovdyr og har et stort behov for at jage og for at svømme og dykke i vand. Det er rent faktisk lige så stressende for mink ikke at have mulighed for at svømme og jage, som hvis de fik frataget deres mad,” fortæller Esben Sloth, kampagnechef i World Animal Protection Danmark.

Min på svensk minkfarm. Foto: Jo-Anne McArthur / We Animals

Samtidig lever mange tusinde mink alt for tæt på hinanden på hver farm. De har ikke mulighed for at undgå social kontakt på trods af, at de i naturen lever alene. Det skaber grobund for aggression og konflikter, og nogle mink har derfor åbne bidsår eller har endda mistet et ben pga. slagsmål.

Minkene bliver så stressede over det unaturlige liv, at mange udvikler tvangspræget adfærd og skader sig selv eller deres unger i frustration. Denne adfærd forekommer ikke i naturen og er et tydeligt tegn på, at dyrene mistrives.

”Det er en forældet tankegang at holde vilde dyr i fangenskab i små trådbure – og blot for en unødvendigt luksusvare som pels. Mink kan ganske enkelt ikke udfolde deres naturlige adfærd i små, golde trådbure,” siger Esben Sloth.

Dårlig økonomi – og nu også en sundhedsfare

Min på svensk minkfarm. Foto: Jo-Anne McArthur / We Animals

Minkproduktionen er i dag en underskudsforretning. Industrien har i flere år oplevet faldende omsætning, og det koster nu typisk flere penge for en minkavler at producere et skind, end der kommer ind ved salget af det. 

Med de nuværende priser vil de danske minkavlere ved udgangen af i år stå med et milliardunderskud.

Udbruddene af COVID-19 på en lang række minkfarme viser desuden, at minkproduktionen udgør en smitterisiko for mennesker. 

Dertil peger en ny undersøgelse fra Dansk Veterinær Konstortium på, at coronavirus muterer i minkbesætningerne. Det kan medføre, at en kommende vaccine ikke vil virke efter hensigten.

”Den nuværende pandemi har understreget, at vi er nødt til at tage denne form for smittefare yderst alvorligt. Sygdomsspredningen kan ende med at påvirke hele samfundet. Tiden er ganske enkelt løbet fra minkindustrien, og politikerne bør sørge for, at de danske minkfarme lukkes,” siger Esben Sloth.

Vil du vide mere