Over 50.000 underskrifter mod tyrefægtning afleveret i Bruxelles
Nyheder
Sammen med CAS International har vi overleveret over 50.000 underskrifter med budskabet: EU skal ikke støtte opdræt af tyre til tyrefægtning og tyrefestivaler.
Vi rejste til Bruxelles med mere end 50.000 underskrifter fra mennesker, der ikke vil acceptere, at offentlige penge som EU’s landbrugsstøtte kan være med til at understøtte tyrefægtning.
Underskrifterne blev overdraget til Niels Fuglsang, som er medlem af Europa-Parlamentet og formand for Parlamentets tværpolitiske dyrevelfærdsgruppe, Intergroup for Animals.
”Hver underskrift er en stemme for de tyre, der lider for underholdningens skyld. Vi er dybt taknemmelige for, at så mange har sagt fra. Nu har vi bragt deres krav helt ind i Europa-Parlamentet: EU’s penge skal ikke være med til at opretholde tyrefægtning,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.
EU skal ikke støtte dyremishandling
Opdrættere af tyre, der bruges til tyrefægtning, kan modtage støtte gennem EU’s almindelige landbrugsordninger. Støtten er ikke øremærket til tyrefægtning, og det er svært at få et præcist overblik over, hvor mange penge der ender hos disse opdrættere.
Netop derfor kræver vi større gennemsigtighed og ændrede regler, så EU’s landbrugsstøtte ikke understøtter opdræt af dyr til tyrefægtning.
Vi har indsamlet underskrifterne i samarbejde med CAS International, der arbejder for at stoppe tyrefægtning og andre arrangementer, hvor tyre udsættes for lidelse.
”Tyrefægtning kaldes en tradition, men for tyrene betyder den frygt, smerte og død. Det er uacceptabelt, at opdrættet af disse dyr fortsat kan nyde godt af EU’s landbrugsstøtte. De mere end 50.000 underskrifter viser, at mennesker på tværs af landegrænser kræver handling,” siger Maite van Gerwen, direktør i CAS International.
Underskrifterne skal videre til EU’s dyrevelfærdskommissær
Niels Fuglsang har lovet at tage underskrifterne med videre i sit arbejde som formand for Intergroup for Animals og bringe budskabet videre til EU’s dyrevelfærdskommissær.
”Når mere end 50.000 mennesker siger fra, skal vi tage det alvorligt. Vi har brug for klare svar på, hvor EU’s landbrugsstøtte ender, og vi skal arbejde for, at skatteborgernes penge ikke går til opdræt af tyre til tyrefægtning. Det budskab tager jeg med videre,” siger Niels Fuglsang.
Overdragelsen er et vigtigt skridt, men arbejdet stopper ikke her. Vi fortsætter med at presse på for, at EU’s landbrugsstøtte bliver mere gennemsigtig og ikke bidrager til dyremishandling.