Illegal fire burn forest trees in the Amazon rainforest, Brazil.

Ødelæggelseslov truer store regnskovsområder

Nyheder

Ny lov i Brasilien truer millioner af dyr og oprindelige folk i store områder af Amazonas. Ultimativt kan det påvirke hele klodens klima.

Kronik af Mette G. Damsgaard, World Animal Protection Damark, Jakob Kronik, Verdens Skove, og Natàlia Figueiredo, World Animal Protection Brasilien.

Brasiliens enestående regnskov og dyreliv er endnu engang under angreb.

Denne gang kommer truslen fra en lov, der netop er blevet stemt igennem i den brasilianske kongres to kamre, hvor de folkevalgte er udsat for et massivt pres fra den pengestærke mine- og landbrugsindustri.

Ødelæggelsesloven

Loven kaldes ‘Ødelæggelsesloven’ af klima- og miljøorganisationer på grund af den potentielle trussel, den udgør for enorme områder i Amazonas.

Op mod 18 mio. hektar skov fordelt på mindst 3.000 forskellige områder er i fare for at blive helt eller delvist ødelagt, anslår den anerkendte brasilianske organisation, ISA (Instituto Socioambiental).

Lovforslag 2159/2021 betyder i praksis, at den miljø og naturbeskyttelse, som det har taget årtier at opbygge, bliver ophævet.

Enhver interesseret part vil fremover kunne opnå miljølicens uden forudgående analyse, storskalaprojekter bliver fritaget for licenskrav, og stater og kommuner vil kunne give dispensation uden konsultation og godkendelse fra kompetente miljømyndigheder.

Meget vil ændre sig med vedtagelsen af det kontroversielle lovforslag, der er et stort tilbageslag for landets vilde dyreliv, økosystemer, landbrugsdyr, oprindelige befolkning samt folkesundheden på hele kloden.

Udryddelse af arter

Amazonas huser omkring 10 % af alle verdens dyre- og plantearter. Når skoven fældes, mister mange arter deres levesteder, og nogle udryddes helt, fordi mange af de arter, der går tabt, er endemiske – og altså kun findes i Amazonas.

Jaguar

Øget skovrydning giver også en større overførsel af sygdomme mellem vilde dyr og mennesker og øger således risikoen for pandemier.

Det er også yderst bekymrende, at de afro-brasilianske Quilombola-samfund og landets oprindelige befolkning vil miste en væsentlig del af deres indflydelse. ISA anslår, at 40 % af landets oprindelige befolkning samt 96 % af Quilombolas repræsentanter vil miste deres stemme, når miljøskadelige kommercielle projekter – som miner og landbrug – godkendes i deres områder.

Verdens vigtigste økosystem

Det destruktive lovforslag vil det ikke bare påvirke Brasilien negativt, men hele klodens klima, biodiversitet og sundhed.

Brasilien, der dækker tæt ved halvdelen af Sydamerika, er et af verdens rigeste lande, når det kommer til natur og vildt dyreliv.

Landet huser verdens måske vigtigste økosystem, der rummer mere end 116.000 registrerede dyrearter og 46.000 plantearter, heraf mere end 8.000 oprindelige træarter samt en lang række unikke svampe og bakterier.

Som sådan fungerer den brasilianske regnskov, og de tilstødende områder, Cerradoen og Pantanal, som en slags Noahs Ark for vores planet.

Blågul ara

Men også i forhold til klodens klima har truslerne mod Brasiliens enestående natur afgørende betydning globalt.

En tredjedel af jordens landmasse er dækket af skov, der fungerer som en væsentlig faktor i reguleringen af verdens vejr og klima. Globale havstrømme, vindforhold og nedbør.

Særligt gammel skov, som netop regnskoven i Amazonas, er en effektiv global C02-regulator, fordi den binder enorme mængder af det kulstof, der er med til at hæve klodens temperatur og derved er med til at nedbringe den globale kulstof-udledning.

Sidste mulighed

Derfor betyder det noget i Danmark, når den magtfulde brasilianske landbrugs- og mineindustri – på den anden side af jordkloden – får lobbyet en destruktiv dagsorden igennem og vedtaget en lov i den brasilianske kongres.

Ironisk nok er det Brasilien, der er vært ved klimatopmødet i Belém fra den 10. november i år. Her mødes ledere samt klima- og miljøaktører fra hele verden i det land, hvis unikke naturrigdom vi alle er forpligtet til at værne om og beskytte.

World Animal Protection og Verdens Skove vil selvfølgelig være til stede og kæmpe for Brasiliens unikke dyre- og planteliv, bl.a. ved at rette lyset mod den nye trussel, der hænger over verdens vigtigste økosystem.

Som situationen ser ud lige nu, har regnskovens beboere en sidste mulighed at hænge deres håb på, hvis den destruktive lov skal bremses. Brasiliens præsident Lula kan nemlig nedlægge veto.

Det er både akut og dybt nødvendigt, at præsidenten gør alt hvad han kan for at forhindre, at Brasiliens miljølovgivning ikke bliver erstattet med blind vækst og destruktiv pengemagt.

Gris, jaguar, flammer

Kæmp for en ny retning for landbruget

Stop landmisbruget

Hjælp os med at overbevise politikerne om, at dyrene i landbruget skal have bedre forhold, og at vilde dyrs levesteder skal beskyttes – ikke ryddes til fordel for landbrug.

Skriv under
Vil du vide mere