Visones en cautiverio

Modebranchen lægger pres på EU-Kommissionen

Nyheder

Af

Copenhagen Fashion Week kræver forbud mod pels i hele EU i en direkte henvendelse til EU-Kommissionen.

Foto: Jo-Anne McArthur / Djurrattsalliansen / We Animals Media

En af verdens toneangivende modeplatforme, Copenhagen Fashion Week, går nu igen forrest i kampen for dyrevelfærd.

I en henvendelse til EU-Kommissionen appellerer den københavnske modeuge til EU’s top. Copenhagen Fashion Week beder Kommissionen tage borgerinitiativet Fur Free Europe alvorligt og forbyde både avl og salg af pels i hele EU.

“Vi ved, at Kommissionen senere denne måned vil offentliggøre deres afgørelse i forbindelse med borgerinitiativet Fur Free Europe. Som støtte til Fur Free Europe opfordrer Copenhagen Fashion Week derfor EU-Kommissionen til at indføre et totalt forbud mod pelsavl samt et forbud mod salg af pels fra pelsdyrfarme,” skriver modeugen i et opslag på Instagram.

Et klart signal til Kommissionen

“Vi er enormt begejstrede for den meget klare udmelding fra Copenhagen Fashion Week. Den læner sig smukt op af stort set samtlige faglige vurderinger af dyrevelfærd for mink og ræve, inklusive EU’s egen videnskabelige komité, EFSA," siger Stephanie Kruuse Klausen, programansvarlig i World Animal Protection Danmark.

Hun fortsætter:

"Når Copehagen Fashion Week går i rette med EU-Kommissionen, hænger det sammen med, at Kommissionen i denne måned skal beslutte, om de vil forbyde pelsavl i hele EU. Og ligesom os frygter modeugen, at kommissærerne vil ignorere de halvanden millioner EU-borgere, der har forlangt et totalt forbud mod både avl og salg af pels i hele EU.”

Vi stod bag borgerinitiativet Fur Free Europe sammen med en lang række andre europæiske dyreorganisationer.

Lytter til pelsindustrien – ikke dyrevelfærdseksperter

Pernille Fraas Johnsen, der er seniorrådgiver i World Animal Protection Danmark, siger:

“Stik imod de demokratiske spilleregler har EU-Kommissionen afvist at møde de dyrebeskyttelsesorganisationer, der står bag Fur Free Europe. Samtidig har de holdt lukkede møder med pelsindustrien, hvorefter de har afvist at udlevere referater og dagsordener til offentligheden.”

“Det værste er næsten, at lækkede dokumenter viser, at de videnskabelige vurderinger fra den fagkomité, (EFSA), som kommissærerne selv har bedt vurdere dyrevelfærden for mink og ræve, også ser ud til at blive tilsidesat til fordel for den udskældte pelsindustri.”

Det forklarer Pernille Fraas Johnsen med reference til en interessentundersøgelse fra 2025, der viser, at Kommissionen udelukkende vil fokusere på fortsat pelsdyravl med små justeringer – uden hensyntagen til EFSA’s konklusioner om manglende dyrevelfærd.

Indskærpning fra ombudsmanden

Efter at vi havde klaget til EU’s ombudsmand, Teresa Anjinho, indskærpede hun i sidste uge over for kommissærerne, at de skal overholde de forvaltningsmæssige spilleregler, og at de skal mødes med organisationerne, inden de træffer en afgørelse. 

EU-Kommissionen forventes at komme med deres afgørelse i slutningen af marts måned. De har endnu ikke mødtes med repræsentanterne for borgerinitiativet Fur Free Europe, der er et af de mest populære borgerforslag i EU gennem historien.

To bjørne bjørne slås for sjov

Få seneste nyt om dyrene

Følg med

Vores nyhedsmail holder dig opdateret om dyrebeskyttelse, vores indsatser og måder, du kan hjælpe dyrene på.

Tilmeld her
Vil du vide mere