Pattegrise dier hos deres mor, der er fikseret i farebøjler og derfor ikke kan tage sig naturligt af sine unger.

Ikke enkelte brodne kar: Nyt opgør med dansk svineproduktion

Nyheder

Af

Kritikken hagler endnu engang ned over landets svineindustri. Denne gang er det myndighedernes dyrevelfærdskontrol, der står for skud fra Statsrevisorerne.

På baggrund af en ny undersøgelse fra Rigsrevisionen konkluderer Statsrevisorerne, at den nuværende velfærdskontrol er så katastrofalt dårlig, at den ikke beskytter dyrevelfærden for grisene i de danske industristalde.

Oven på præsentationen af Rigsrevisionens undersøgelse af fødevarestyrelsens kontrol af dyrevelfærd i svineindustrien konkluderede formanden for Statsrevisorerne, Mette Abildgaard (K), at ”det her er den skarpeste kritik fra den høje ende”:

"Når vi i dag fra kollegiets side udtaler skarp kritik, er det fordi myndighedernes kontrol ganske simpelt er for ringe," sagde Abildgaard blandt andet.

En lammer til svineindustrien

"Man kan dårligt finde stærkere ord end dem, Statsrevisorerne bruger. Revisorernes undersøgelse af kontrollen i den industrielle svineindustri afdækker ekstremt kritisable forhold. Det er samtidig en alvorlig lammer til landets svineindustri, hvor det endnu engang bliver blotlagt, hvilke horrible forhold industrigrisene lever under." Det siger Pernille Fraas Johnsen, seniorkonsulent i World Animal Protection Danmark.

"Ifølge revisorerne er myndighedernes kontrol stærkt mangelfuld, og svigtet sker på alle niveauer: Fra udvælgelsen af de få besætninger, der bliver kontrolleret, over den mangelfulde vejledning og måde kontrollen foregår på, til de alt for milde sanktioner der bliver udstedt for alvorlige overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen. Det er ganske enkelt skandaløst, og der er ingen formildende omstændigheder", siger Pernille Fraas Johnsen.

Kontrollen mangler troværdighed

”Statsrevisorernes konklusion understreger klart og tydeligt, at problemet på ingen måde handler om brodne kar, som industrien ofte undskylder sig med. Det er hele systemet, den er gal med, og det er fuldstændig uacceptabelt, at myndighedernes dyrevelfærdskontrol ikke fanger eller sanktionerer alvorlige problemer med dyrevelfærden i svinebesætningerne,” fortsætter hun.

”Politikerne må og skal handle nu. Det er ødelæggende for kontrollens troværdighed, og hvis vi skal have genskabt noget, der svarer til reel dyrevelfærd, skal der ske et gennemgribende paradigmeskifte i svineindustrien. Der skal strukturelle ændringer til – og udløbsdatoen for Svineriget som vi kender det i dag, er for længst udløbet, skal vi hilse og sige fra grisene," slutter Pernille Fraas Johnsen.

En so og hendes pattegrise hygger i stalden.

Kæmp for en ny retning for landbruget

Stop landmisbruget

Hjælp os med at overbevise politikerne om, at dyrene i landbruget skal have god plads i stalden, adgang til det fri og mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd.

Skriv under
Vil du vide mere