Hvorfor lytter regeringen ikke til deres egne eksperter?

Debatindlæg af Helene Brydensholt, MF, dyrerettighedsordfører for Alternativet, Søren Egge Rasmussen, MF, dyrevelfærdsordfører for Enhedslisten, Claus Jørgensen, MF, dyrevelfærdsordfører for SF og Mette Gervin Damsgaard, politisk chef i World Animal Protection.
Bragt i Avisen Danmark

Når en regering nedsætter et rådgivende organ, er det for at få faglig og kvalificeret viden, der kan danne grundlag for politiske beslutninger.

Alligevel ser vi igen og igen, at anbefalinger og videnskabelige undersøgelser fra uafhængige eksperter og fagfolk bliver udvandet. Hvis de overhovedet bliver taget til efterretning.

Senest har Det Dyreetiske Råd offentliggjort en udtalelse, der grundigt og sagligt dokumenterer massive velfærdsproblemer i den konventionelle svineproduktion.

Det gælder alt fra fiksering af søer, over sammenstuvede grise med alt for lidt plads, til systematisk halekupering og den alt for høje dødelighed blandt pattegrise.

Rådet peger klart og tydeligt på, at de nuværende rammer ikke beskytter grisene tilstrækkeligt, og at der er akut behov for ”nytænkning af forholdene i svineproduktionen”, som de skriver.

Vi har i mange år været vidner til, at dyrevelfærden i de danske svinestalde har været utilstrækkelig, på trods af at der har været jævnligt politisk fokus på problemerne.

I 2024 indgik regeringen med en række partier dyrevelfærdsaftalen ’Sammen om Dyrene’, der blandt andet ligger til grund for en ændret bekendtgørelse om hold af grise og dyrevelfærd.

Men aftalen er helt utilstrækkelig for de mange millioner af grise i Danmark, og tiltagene er ineffektive og sporadiske og løser ikke de systemiske problemer, man kan se i de årlige rapporter fra Fødevarestyrelsens Velfærdskontrol.

Det er som små plastre, der skal dække over en blodig industri med alt for mange skuldersår, ledbetændelse, udposede endetarme samt mavesår, der forekommer hos fire ud af ti søer i den danske industri.

Som et led i udmøntning af aftalen ‘Sammen om Dyrene’ har regeringen netop sendt en ændring af bekendtgørelsen i høring.

Igen ser vi, at der ikke er tale om reelle hensyn til dyrene, men nærmere til det intensive samlebåndslandbrug, hvor dyrene er reduceret til “produktionsenheder”, som Dyreetisk Råd anfører i deres granskning.

Fremover vil det stadig være tilladt at fiksere soen både før under og efter faring, og overgangsperioden til nye, mere rummelige staldsystemer, skal først være implementeret i 2040.

Man skal i den grad have det lange lys på, før vi kommer bare i nærheden af forandringer eller nytænkning.

Tag eksempelvis halekuperingen: I årevis har svinefarmerne rutinemæssigt klippet halerne af pattegrise – stik imod lovens intentioner.

I dyrevelfærdsaftalen foreslår regeringen, at man skal belønne landmændene for at holde op med at bryde loven.

Det svarer nogenlunde til at give bonus til bilister, der stopper for rødt lys.

Og det er ikke kun halerne, det halter med. Fødevarestyrelsens seneste kontrol dokumenterer, at i en tredjedel af alle kontrollerede besætninger finder man alvorlige overtrædelser af dyrevelfærdsloven.

Nogle af overgangsperioderne i regeringens bekendtgørelse strækker sig over årtier, og landmændene vil fortsat få lov til at bryde med basale dyreetiske principper mange år fremover.

For eksempel reduceres antallet af dage, hvor søer fikseres, men fastspændingen tillades stadig, og samtidig er der tale om en overgangsperiode på op mod 25 år.

En tidshorisont, der gør det muligt for en hel generation af politikere at nå at forlade Folketinget uden nogensinde at have taget ansvar.

Imens må hundredtusinder af grisemødre leve med at være spændt fast mellem jernbøjler. Uden at kunne vende sig, og uden naturlig kontakt med deres pattegrise.

Al fornuft – og den faglige viden om dyrevelfærd – siger, at der er brug for en grundlæggende kursændring. Det samme siger regeringens vigtigste rådgivere på dyrevelfærdsområdet. Men vi frygter, at Dyreetisk Råds udtalelse om en helt ny retning for landbruget udvandes. Eller ender i en syltekrukke på Christiansborg.

Hvis dyrevelfærd skal tages alvorligt, må politikerne lytte til de eksperter, de selv har udpeget til at rådgive sig. Rådets anbefalinger må ikke ende som elastiske paragraffer, men må i det mindste omsættes til bindende krav og håndhævelse af den aftale om dyrenes velfærd, som de selvsamme politikere taler så varmt om.

Vi er forpligtet til at handle på den viden, vi har, og nu er det på tide at spørge: Hvor mange anbefalinger og hvor mange dokumentarudsendelser med døde og lidende grise skal der til, før regeringen tager eksperter og fagfolk alvorligt – og lovens bogstav bogstaveligt?

Dyr er ikke produktionsenheder på et samlebånd, men levende, sansende væsener, som der står i allerførste punkt i dyrevelfærdsloven.