Håb for franske spækhuggere: Regeringen vil sende dem til havreservat
Nyheder
To spækhuggere har været fanget i tomme bassiner i lukket marinepark i næsten et år. Nu er der endelig håb om et godt, nyt liv for de tidligere showdyr.
Den 5. januar i år lukkede Marineland Antibes, Europas største marinepark, permanent sine døre. Siden da har parkens to spækhuggere, Wikie og Keijo, gået en usikker fremtid i møde, mens de har svømmet rundt i deres små, tomme bassiner.
Den franske regering har tidligere afvist et tilbud fra havreservatet The Whale Sanctuary Project, der er under opførelse i Canada, om at tage imod spækhuggerne.
Nu har regeringen dog ændret mening og meldte i weekenden ud, at de bakker op om denne løsning og er gået i dialog med reservatet.
"Det er utroligt positivt, at Frankrig – som den første europæiske regering – tager løsningen med et havreservat for tidligere showdyr seriøst," siger Stephanie Kruuse Klausen, programansvarlig for vilde dyr i World Animal Protection Danmark.
Salg til andre delfinarier blev stoppet
Marineland Antibes har ad flere gange udtrykt ønske om at sælge Wikie og Keijo – mor og søn – til et andet delfinarium.
Først meldte et japansk akvarium sig som potentiel køber, men det forslag blev afvist af retten i Frankrig, da Japan mangler tilstrækkelig dyrevelfærdslovgivning.
Senere så det ud til, at de to spækhuggere ville ende i Loro Parque på Tenerife. De spanske myndigheder endte dog med at stoppe handlen, da et uafhængigt ekspertpanel vurderede, at forholdene i Loro Parue ikke var gode nok.
"Wikie og Keijo har tilbragt det meste af deres liv under forfærdelige forhold i små betonbassiner, hvor de har været tvunget til at optræde for turister dag ud og dag ind. Det ville være dybt tragisk, hvis de blot skulle overføres fra ét helvede til et andet. Gudskelov er der nu håb for, at de kan få et langt mere naturligt liv,” siger Stephanie Kruuse Klausen.
Dyrenes behov skal i første række
Det er ikke uden udfordringer at flytte spækhuggere. Men med den rette ekspertise og trygge rammer kan Wikie og Keijo få mulighed for et liv, der minder om det, naturen har skabt dem til.
The Whale Sanctuary Project vil tilbyde over 100 hektar havområde og dybder på ned til 18 meter – en dramatisk forbedring af de to spækhuggeres nuværende forhold. Vi støtter havreservatet, som er et af flere under udvikling rundt omkring i verden.
"Spækhuggere som Wikie og Keijo har brug for et miljø, hvor deres behov kommer først – ikke indtjening. I The Whale Sanctuary Project vil dyrene få de forhold og den ro og pleje, de fortjener, så forhåbentlig ender de med at blive flyttet dertil,” slutter Stephanie Kruuse Klausen.
Hjælp os med at give tidligere showdelfiner et beskyttet reservat:
Pas på dyrene på ferien
Gør en forskel
Skriv under på, at du siger nej til underholdning med vilde dyr.
Skriv under