A juvenile Gray whale ist entangled in a lobster trap line off the coast of Mexico

Global kamp mod spøgelsesnet

Nyheder

Hvordan håndterer vi det kasserede fiskegrej, der flyder rundt i verdenshavene til stor fare for havdyrene? Det spørgsmål var omdrejningspunktet for et møde, som Global Ghost Gear Initiative netop har afholdt.

Hvert år tabes eller efterlades der omkring 640.000 tons fiskegrej i verdenshavene – de såkaldte spøgelsesnet, som hundredtusinder af havdyr bliver fanget i. For nylig mødtes vi og de andre parter i Global Ghost Gear Initiative (GGGI) i Miami, Florida for at diskutere, hvordan vi bedst angriber problemet med de flydende dødsfælder.

GGGI er en tværgående alliance af organisationer fra fiskeriindustrien, den private sektor (herunder virksomheder, der sælger fisk og skaldyr eller arbejder med genbrug), forsknings- og finansieringsinstitutioner, regeringsorganer og NGO’er. Vi grundlagde GGGI i 2015.

Det har GGGI allerede opnået

  • Opstart på udvikling af en dataportal, der skal overvåge mængden af spøgelsesnet, registrere de steder, hvor der er flest spøgelsesnet, og registrere de forskellige typer spøgelsesnet
  • Udkast til en best practice for, hvordan man håndterer fiskegrej i de forskellige stadier af dets livscyklus. Det betyder retningslinjer til fisk- og skaldyrsvirksomheder, fiskere, producenter af fiskeriudstyr og certificeringsinstanser for, hvordan de kan forhindre fiskegrejet i at ende i vores have
  • En række projekter der skal fjerne spøgelsesnet fra havene, blandt andet et genbrugsprojekt i Skotland, et projekt i Alaska med at bjærge og kortlægge spøgelsesnet samt et projekt i Pakistan, der bliver igangsat i slutningen af året.

Spøgelsesnet skal mærkes, så ejerne kan findes

GGGI har også gjort et stort arbejde for at gøre det globale samfund opmærksom på problemet med spøgelsesnet. I juni i år opnåede GGGI støtte til et projekt, der skal udvikle internationale guidelines til mærkning af fiskegrej. Det skete på et møde blandt de stater, der er medlem af FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisations (FAO) komite for fiskeri (COFI).

Ved at mærke fiskegrejet kan man spore, hvor det kommer fra. På den måde kan fiskere finde det fiskegrej, de har tabt ved et uheld, og det kan afskrække dem fra bevidst at efterlade fiskegrej i havene. Mærkningen vil også kunne hjælpe i arbejdet for at stoppe ulovligt fiskeri.

Det næste skridt for FAO er at samle regeringer og andre organisationer for at udvikle disse retningslinjer, så de kan tages i brug internationalt.

Løsninger der gør en forskel for havdyr

Steve McIvor, der er CEO i World Animal Protection, siger: “Efterladte og tabte fiskenet, liner og ruser er en af de største trusler mod livet i havene. Hundredtusinder af hvaler, sæler, havskildpadder og fugle bliver hvert år fanget, såret, lemlæstet og dræbt af spøgelsesnet. Med Global Ghost Gear Initiative hjælper vi havdyrene ved at skabe forandring gennem politisk engagement. Og sammen med forretningslivet skaber vi løsninger, der kan gøre en stor forskel for havets dyr.”

Ingrid Giskes, der er leder af vores arbejde mod spøgelsesnet, og som sidder i GGGI’s styregruppe, tilføjer: ”Vi er meget stolte af, hvor meget GGGI har opnået bare på det første år, og af den globale anerkendelse vi er begyndt at opnå. Vi vil fortsætte arbejdet for at nå de ambitiøse mål, vi har sat.”

GGGI vil præsentere Global Ghost Gear Initiative som en nøgleplatform for verdens regeringer, når de skal indfri de verdensmål for bæredygtig udvikling, som FN har fastsat. Ifølge disse mål skal regeringer forebygge og markant reducere enhver form for forurening i havene - herunder spøgelsesnet - inden 2025.

Vil du vide mere