Frie grise grynter gladest
Den sommerdag, vi er på besøg hos Vinfeldt Øko, skinner solen, himlen er blå, og det er 24 grader i skyggen. Og de 35 søer med deres pattegrise samt de halvstore grise har en fest.
“Det ville gøre mig ked af det at gå i en stald hver dag. Det er meget langt fra dyrenes naturlige instinkter og adfærd."
Fotos: Christian Andersen
Hvis man spørger Josefine Adler Vinfeldt, hvad den største forskel er på livet for en industrigris i stald og en fritgående økogris, falder svaret ret hurtigt:
“Vores dyr har mulighed for at vælge. De kan tage aktive valg i deres liv: Har jeg lyst til at bygge en rede for mine smågrise? Synes jeg halmen i min hytte er fin nok? Har jeg lyst til at være udenfor eller indenfor? Grisene kan følge deres naturlige instinkter, det er det vigtigste for os.”
”Den vilde natur er barsk, ubarmhjertig og samtidig sindssygt smuk. Her er dyrene så tæt på deres instinkter og naturen, som de kan komme, og der er andre farer, end hvis de stod i en stald. Til gengæld kan grisene dyrke deres naturlige adfærd og deres instinkter,” siger Josefine Adler Vinfeldt.
Et svinegodt liv
Der er ren idyl på marken. De 35 søer med deres pattegrise samt de halvstore grise har en fest. Dyrene dasker rundt i sommervarmen. Nogen slås for sjov - andre for alvor, mens andre igen hygger i deres hytter.
Nogle af søerne køler ned i deres hjemmelavede mudderpøle, som de har brugt timer, dage og uger på at grave ud med trynen, der både fungerer som skovl og som følsomt sanseorgan.
De tre uger gamle pattegrise er optaget af at få så meget mælk som muligt, hvis de ikke er i gang med at udforske omgivelserne. Ligesom deres større søskende tonser de nysgerrigt rundt og tryner alt, hvad der er i vejen.
Fra halm, græs, tidsler og andet dejligt ukrudt, til drikketrugene og ikke mindst de andre i flokken, der lige skal have et øf eller et grynt med på vejen.
Grisenes glæde over det frie liv på marken er ikke til at tage fejl af.
Desværre lever ikke alle danske grise som på Vinfeldt Øko. Hjælp os med at overbevise politikerne om, at der er brug for en ny retning for landbruget:
Både sjovt og udfordrende
“Grise er voldsomme dyr – på den fede måde. Alt skal splittes ad. Også jord”. Josefine peger på en halv meter dyb mudderpøl med en omkreds på et par meter og fortæller, at grise udtrykker sig på mange måder.
“En af de ting, jeg godt kan lide ved dem, er, at de er så kvikke, at du er nødt til at forstå, hvordan de tænker, hvis du skal arbejde med dem på den måde, vi gør. Det kan være ret irriterende, at det altid foregår på deres præmisser, men det er også det, der både er sjovt og udfordrende,” siger Josefine med et stort smil, mens hendes grise i ’teenage-afdelingen’ øffer og grynter til hinanden.
Det er helt tydeligt, at de taler sammen og fortæller, hvordan de har det, og hvad det er, de vil. Både gennem lyde og kropsberøringer.
Modsat en industriel svinestald er der masser af plads til den adfærd, grisene stadig bærer i deres gener, fra dengang deres forfædre strejfede om i naturen, inden de blev til domesticerede tamdyr.
Grisene på Vinfeldt Øko går ude 365 dage om året. Deres hytter består af to lag stål med isolering. Halm, stål og isolering sørger for, at det hverken bliver for koldt eller for varmt for grisene, når årstiderne skifter.
Fra fastbunde til frie søer
Josefine har i alt 27 hektar på Vinfeldt Øko, som hun driver sammen med sin mor Randi Vinfeldt, der startede det økologiske grisehold for mere end 15 år siden efter først at have haft et konventionelt og senere et økologisk landbrug med sin eksmand.
“Jeg kunne ikke holde ud, at et dyr skulle stå på de samme fire kvadratmeter og kun kunne rejse sig op og lægge sig ned. Når søerne var drægtige, stod de med bindsler ligesom køerne i stalden. De bevægede sig aldrig.”
Randi holder en lille tænkepause: “Det er jo ikke noget liv, så det lavede vi om”.
I alt producerer de to kvinder 650 grise om året, der sælges til kunder, som går op i, at grisene har haft et godt liv med den bedste dyrevelfærd, inden de bliver til flæskesteg, pølser og frikadeller.
“Det ville gøre mig ked af det at gå i en stald hver dag. Det er meget langt fra dyrenes naturlige instinkter og adfærd. Vi kunne aldrig gå tilbage til det konventionelle. Heller ikke selvom vi fik en bedre økonomi,” konstaterer Josefine, der har nok at se til, hvis hun også skal have tid med sønnen Adam på tre og passe sin stilling som økologisk konsulent. Hvis ikke enten Randi eller Josefine har et job ved siden af, løber det nemlig ikke rundt.
“Når folk ser vores grise, og siger, at sådan burde alle dyr have det, så siger jeg altid til dem, at det skal de huske på, når de står foran køledisken i supermarkedet,” siger Randi Vinfeldt.
Vær med til at kæmpe for en ny retning for landbruget, så alle grise får mulighed for at udfolde deres naturlige instinkter:
Valget om at spise kød forpligter
Men der er ingen brok. Kun tilfredshed over en billig husleje på Midtsjælland og glæden over at være fritgående landmand.
“Det skal ikke tage for meget tid at passe dyrene, så hvis jeg sørger for, at soen har det godt, så har hun overskud til at sørge for, at hendes små har det godt… sådan cirka”.
Josefine kan godt selv høre, at det er en grov forsimpling, når hun tænker på det arbejde, der skal til for at få grisene fra jord til bord: Fra at hjælpe soen med at fare, passe på de nyfødte, over den daglige drift med foder, vand, hegn, naturpleje samt reparationer og vedligeholdelse. Og så kommer forretningsdelen oveni:
“Der går sindssygt meget tid med al den business, der handler om at afsætte kødet til kokke, restauranter, kantiner og vores private kunder. Det synes jeg nu også er ret sjovt. Men det er ikke økonomien, der driver det,” konstaterer hun tørt.
“Alle virksomheder har et ansvar for at gøre det, der er bedst for samfundet – og over for vores eget etiske kompas. Vi har taget et valg om, at vi er kødspisere, og så bliver vi nødt til at være med til at producere noget kød, der har levet et ordentligt liv.”
Læg pres på politikerne og kræv en ny retning for landbruget, hvor alle dyr kan leve under gode forhold:
