Forbud mod tyrefægtning omstødt

Danske skattekroner bag brutal mishandling i tyrefægterarenaer

Nyheder

Danske skatteborgere er med til at understøtte de voldsomme tyreløb i Pamplona, der slutter med blodig og brutal tyrefægtning. Nu opfordrer EU-parlamentariker Niels Fuglsang (S) EU-Kommissionen til at indføre totalforbud mod tyrefægtning.

I dag starter det årlige tyreløb i Pamplona, hvor tyrene jagtes gennem små gader blot for at ende livet på grusom vis i en tyrefægterarena.

Mange danskere ved ikke, at de som skatteborgere er med til at betale for den brutale mishandling af tyre, der foregår året rundt i de spanske tyrefægterarenaer. Men EU's landbrugsfond har i mange år udbetalt milliarder af kroner til den spanske tyrefægter-industri gennem EU's landbrugsstøtte.

1 milliard i EU-støtte

I 2013 blev støtten til besætninger, der opdrætter kalve til tyrefægtning, gjort op til næsten en milliard kroner (129 millioner euro) i en undersøgelse foretaget for det spanske og det katalanske parlament.

I dag ved end ikke folkevalgte politikere, hvor meget af EU's landbrugsstøtte, der præcist går til tyrefægter-industrien.

"Det skyldes, at EU's landbrugsfond er meget lidt villig til at dele detaljer om EU-støtten til tyrefægtning. Derfor har vi kun sparsom viden om de konkrete og mest opdaterede tal på området," siger Niels Fuglsang, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet.

Ministerråd blokerer forbud

Nu har Niels Fuglsang, der er socialdemokratiets dyrevelfærdsordfører i Europa-Parlamentet, fået nok:

"Der har været flertal i parlamentet i årevis for at afskaffe den del af landbrugsstøtten, der går til tyrefægtning, men det har alligevel ikke kunnet lade sig gøre. Det skyldes blandt andet, at skiftende Ministerråd har blokeret et forbud og dermed holdt hånden over det meningsløse dyreplageri, som foregår til offentlig skue og underholdning midt i Europa,” siger Niels Fuglsang, der er næstformand i Europa-Parlamentets dyrevelfærdsgruppe.

Han fortsætter:

“Hvis det ikke kan stoppes ved at lukke for pengestrømmen, må EU-Kommissionen indføre et direkte forbud. De har chancen netop nu, hvor Kommissionen er ved at opdatere dyrevelfærden for en lang række landbrugsdyr i EUs stalde og marker. Så det er helt oplagt, at Kommissionen indfører et totalt forbud mod tyrefægtning,” siger Niels Fuglsang.

På tide med absolut forbud

I World Animal Protection er vi glade for den politiske opbakning til at få gjort noget ved den frygtligelige mishandling af tyre, som vi i årevis har kæmpet for at få stoppet. 

“EU bør ikke på nogen måde støtte den grusomme dyremishandling i Spaniens tyrefægterarenaer. Vores skattepenge skal under ingen omstændigheder bidrage til bestialsk dyremishandling, men skal tværtimod bruges klogt og empatisk til at indføre gennemgribende forbedringer af dyrevelfærden,” siger Gitte Buchhave og tilføjer:

“Meget tyder på, at EU vil komme med en række forbedringer for kyllinger, høns, grise og køer, og det giver ingen mening, hvis EU samtidig tillader den brutale mishandling af dyrene under tyrefægtning. World Animal Protection har krævet et absolut forbud i mange år, og det er på høje tid, at afslutte et af de sorteste kapitler i Europas dyrevelfærdshistorie." 

Vil du vide mere