Bjørnereservat raseret af oversvømmelser
Nyheder
To bjørne mistede livet, og reservatet stod under vand – men efter en utrættelig indsats overlevede resten af bjørnene den værste monsun i områdets historie.
Alle fotos: BRC
Voldsomme vandmasser skyllede i september ind over Balkasar Bjørnereservat. Rekordstore mængder monsunregn forårsagede de værste oversvømmelser nogensinde i Punjab-provinsen i Pakistan, hvor reservatet ligger.
To bjørne døde tragisk, inden de ansatte kunne nå at redde dem. Men resten af de over 60 bjørne blev bragt i sikkerhed i reservatets trænings- og karantæneområder.
Bjørnene i Balkasar er alle reddet fra en ussel tilværelse som dansebjørne, hvor de blev pint og led store smerter hver eneste dag af deres liv. Flere af bjørnene blev også brugt i bjørne-hundekampe, hvor de blev bundet fast og angrebet af kamptrænede hunde.
Reservatet drives af vores partnerorganisation, Bioresource Research Centre (BRC).
Læs mere: Sådan udnyttes bjørne >>
Ødelæggelser, slanger og pladsmangel

Oversvømmelserne ødelagde stier, mure, dele af det elektriske hegn og de aktivitets- og klatrestrukturer, der er opført rundt omkring i reservatet for at give bjørnene masser af muligheder for fysisk og mental beskæftigelse.
I trænings- og karantæneområderne, hvor alle bjørnene nu måtte opholde sig, blev pladsen hurtigt trang, og stressniveauet steg. Men ved at fordoble mængden af foder lykkedes det at undgå konflikter.

På grund af oversvømmelserne dukkede der mange giftslanger op, som var blevet fortrængt af vandmasserne. To ansatte blev bidt, men kom sig takket være hurtig behandling med modgift.
En tredje medarbejder blev syg af vandbårne bakterier efter længere tids arbejde i det forurenede vand.
Uger med hårdt arbejde for at genopbygge reservatet
I ugevis efter oversvømmelserne knoklede de ansatte med at reparere adgangsveje og interne stier, hegn, vandforsyning, dræn og brøndsystemer.

De store indhegninger i reservatet blev ryddet for mudder og rester efter stormen. Bjørnenes vandhuller skulle ligeledes renses for grene, slam og andet affald, og flere ventiler og forsyningsrør var beskadigede.
I slutningen af september var reservatet endelig funktionsdygtigt nok til, at alle de overlevende bjørne kunne komme tilbage i deres velkendte områder.
Bjørnene er i god behold – men genopbygningen fortsætter

Det vigtigste er naturligvis, at bjørnene er sunde og raske, men der venter stadig en del arbejde, før reservatet er tilbage til normalen.
Alle aktivitets- og klatrestrukturer er blevet ødelagt og kan først genopføres i den kommende tørkesæson. Indtil da holder dyrlægeteamet ekstra skarpt øje med tegn på stress, sygdom og konflikter mellem bjørnene. Den store tilstrømning af slanger er også fortsat en bekymring.
De voldsomme oversvømmelser i hele regionen har forstyrret forsyningskæderne, så frugt og andet foder til bjørnene er blevet dyrt og svært at skaffe. Reservatets egne frugtplantager og blev beskadigede under oversvømmelserne.
Trods de store udfordringer har reservatets ansatte formået at tage sig så godt som muligt af de tilbageblivende bjørne, så de er kommet gennem naturkatastrofen uden mén.
Adoptér en bjørn
Har du plads i dit hjerte?
Vil du være med til at sikre mad, pleje og dyrlægehjælp til bjørne, som er reddet fra små, usle bure? Adoptér en bjørn og giv den det skønne liv, den fortjener.
Find ud af mere