Billigere at forbyde minkbure end at redde industrien bag
Nyheder
Ny analyse: EU kan spare milliarder ved at udfase pelsavl frem for at bruge penge på at holde liv i en industri, der aldrig kan give mink ordentlig dyrevelfærd.
Det er ikke kun dyrene, der betaler prisen, hvis EU vælger at forlænge livet for Europas pelsindustri. Det gør skatteyderne også.
En ny analyse udført af økonomerne Griffin Carpenter og Artūrs Kaņepājs viser, at en femårig udfasning af den tilbageværende pelsavl i EU vil koste omkring 1 mia. kr.
Til sammenligning vil det ifølge analysen koste op mod 7 mia. kr. at indføre nye såkaldt forbedrede dyrevelfærdsstandarder, afhængigt af hvilke krav der stilles.
Analysen er udarbejdet for os i World Animal Protection, Respect for Animals, VIER PFOTEN International og Eurogroup for Animals.
Uholdbar produktion
Den nye økonomiske analyse peger på, at en udfasning er den billigste løsning. En udfasning vil være en afgrænset overgangsudgift, mens nye standarder vil kræve fortsatte investeringer i en industri, der samtidig medfører dårlig dyrevelfærd og betydelige samfundsmæssige omkostninger oveni.
”Det er både bedre og billigere at udfase pelsavlen én gang for alle end at bruge offentlige penge på at forsøge at få en grundlæggende uholdbar produktion til at se mere dyrevenlig ud,” siger Pernille Fraas Johnsen, dyreadfærdsekspert i World Animal Protection Danmark.
Foto: Jo-Anne McArthur / Djurrattsalliansen / We Animals Media
Bure på størrelse med flyttekasser
Som led i opfølgningen på borgerinitiativet Fur Free Europe, hvor 1,5 mio. EU-borgere skrev under på et totalt forbud mod pelsdyravl i EU, bad Kommissionen forrige år Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, om at undersøge dyrevelfærden for mink, ræve, mårhunde og chinchillaer.
EFSA's videnskabelige vurdering blev offentliggjort i juli 2025.
Her pegede forskerne på, at de væsentligste velfærdsproblemer for de undersøgte pelsdyr hænger sammen med pladsmanglen og de golde forhold i de bure, der anvendes i pelsproduktionen.
Burene begrænser bl.a. dyrenes mulighed for bevægelse og forhindrer dem i at udforske og udføre naturlig adfærd. Problemerne kan ifølge EFSA ikke reduceres væsentligt inden for det nuværende bursystem.
For mink er modsætningen særlig tydelig. Mink er solitære og aktive rovdyr, der naturligt bevæger sig mellem land og vand og bruger store områder til at udforske, jage og søge føde. I pelsindustrien er de spærret inde i små, golde trådbure på størrelse med en flyttekasse.
Milliarder på dårlig dyrevelfærd
Af samme årsag er såkaldt ”forbedret dyrevelfærd” ikke en mulig løsning i EU.
”Vi køber ikke fortællingen om, at minkavl kan gøres dyrevelfærdsmæssigt forsvarlig med nye standarder. Det er ikke et spørgsmål om at finde den rigtige størrelse på buret. Problemet er, at man holder et vildt rovdyr under helt uacceptable vilkår. Det er grundlæggende uforeneligt med minkens naturlige behov,” siger Pernille Fraas Johnsen.
Vi mener derfor, at EU nu må droppe deres syn på pelsavlerbranchen som en industri, der skal reddes.
”EU har brugt år på at undersøge det, som dyrevelfærdsorganisationerne og fagfolk har vidst i årevis: Mink kan ikke få et liv, der passer til deres naturlige behov i de små bure, som pelsproduktionen bygger på. EU skal ikke bruge flere år og flere milliarder kroner på at holde liv i en forældet industri, som selv modeindustrien har vendt sig imod, og som både borgere og videnskaben klart afviser,” slutter Pernille Fraas Johnsen.
👉 Det koster de forskellige scenarier
- Udfasning af pelsavl: En femårig udfasning af den tilbageværende pelsavl i EU anslås at koste omkring 1,1 mia. kr. i kompensation til producenterne.
- Øjeblikkeligt forbud: Ved et øjeblikkeligt forbud anslås kompensationen til omkring 4,4 mia. kr.
- Skærpede dyrevelfærdsstandarder: Hvis pelsavlen fortsætter med skærpede dyrevelfærdsstandarder, anslås den offentlige medfinansiering til mellem 1,5 og 6,9 mia. kr., afhængigt af hvor omfattende kravene er.
- Samfundsomkostninger: En separat analyse fra en af rapportens forfattere anslår, at pelsproduktionen samlet medfører omkring 3,3 mia. kr. i samfundsøkonomiske omkostninger om året, bl.a. som følge af miljøbelastning og sundhedsrisici. Dette tal indgår ikke i beregningen af omkostningerne ved henholdsvis forbud og skærpede standarder.