Bjørne-hundekampe i Pakistan

Problem

  • I det sydlige Pakistan afholdes der bjørne-hundekampe, hvor bjørne bindes fast og angribes af kamptrænede hunde
  • Ofte har bjørnene fået filet kløer og tænder ned, så de ikke kan forsvare sig
  • Kampene er brutale og blodige, og både bjørne og hunde lider.

 

Løsning

  • Bjørne-hundekampene skal stoppes, og bjørnene skal have et nyt liv, hvor de kan følge deres naturlige instinkter.

Det gør vi

  • Vi arbejder for at opspore og stoppe planlagte kampe
  • Vi hjælper med at styrke lovgivningen mod bjørne-hundekampe og at sørge for, at den bliver overholdt
  • Vi støtter reservater, hvor de reddede bjørne kan leve resten af deres liv i naturlige omgivelser.

Hjælp os med at redde bjørnene

Støt vores arbejde for at redde bjørnene. Dit bidrag bliver brugt, hvor behovet er størst for hjælp til forskellige dyr over alt i verden, herunder til vores arbejde for at hjælpe bjørne fra et liv i fangenskab.

Kampene skal stoppes – bjørnene skal have et nyt liv

Bjørne-hundekampe er ulovlige

Bjørne-hundekampe er forbudt ifølge pakistansk lovgivning. Men i et område i det sydlige Pakistan, hvor der er en lang tradition for denne form for brutal underholdning, finder de stadig sted. Kampene organiseres af magtfulde landejere, der ejer og træner hundene. De betaler de fattige bjørneejere for at lade deres bjørne deltage i kampene. Der er prestige forbundet med at afholde kampene, og mange af bjørnenes ejere er afhængige af den indtægtskilde, udlejningen af deres bjørne giver dem.
 

Vi stopper kampene og giver bjørnene en bedre fremtid

Vi samarbejder med de pakistanske myndigheder og vores partnerorganisation i landet, Biosource Research Centre, om at opspore og stoppe planlagte kampe og redde bjørnene. Som en del af arbejdet har vi overbevist en lang række landejere om at hjælpe os med at få stoppet kampene, og vi har fået flere tusinde imamer til at tale imod bjørne-hundekampe i fredagsbønnen. Desuden sikrer vi andre indtægtsmuligheder for de fattige bjørneejere, så de ikke anskaffer sig en ny bjørn.

Som følge af vores arbejde er antallet af bjørne-hundekampe faldet drastisk de seneste år og foregår nu primært i det skjulte. De bjørne, vi redder fra kampene, kan ikke klare sig selv i naturen, så vi giver dem et nyt liv i et bjørnereservat. Her kan de reddede bjørne leve i sikkerhed i naturlige omgivelser. 

Del i dit netværk:

Pinterest Google +