Bjørnen Hopes liv var kun lige begyndt, da det sluttede alt for brat.

Ung bjørn død i Rumænien

Nyheder

Bjørnen Hopes liv var kun lige begyndt, da det sluttede alt for brat. Han havde ligget såret og alene i dagevis, før han blev bragt til bjørnereservatet. Dyrlægen gjorde alt for at redde ham – men uden held.

Topfoto: I bjørnereservatet, vi finansierer i Zarnesti, Rumænien, ville Hope have kunnet få et godt liv sammen med de andre reddede bjørne.

I starten af juni blev en ung bjørn på kun et år og fire måneder bragt til bjørnereservatet, vi finansierer i Rumænien. Bjørnen var blevet fundet alene og hårdt såret i en jernbanetunnel. Han var udmagret, havde stærke smerter, og hans sårede ben var fyldt med fluer og maddiker.

Sandsynligvis var bjørnen blevet ramt af en bil. Han havde ligget såret i tunnelen i fire-fem dage, før han blev fundet af lokale beboere. De kontaktede vores rumænske partnerorganisation Asociatia Milioane de Prieteni  (AMP), som driver bjørnereservatet.

Så ung en bjørn lever stadig sammen med sin mor, men ingen ved, hvad der er sket med moren til denne bjørn.

Benet måtte amputeres

Efter en lang transport til reservatet blev bjørnen straks bragt til reservatets dyrlæge, der gik i gang med at operere ham. De ansatte kaldte bjørnen Hope – ’håb’ – fordi de håbede, at han ville overleve.

hope_bjoern_rumaenien

Hope under operationen.

Dyrlægen kunne hurtigt konstatere, at Hope var kraftigt underernæret, dehydreret og havde et åbent brud på det ene bagben, hvori der nu var en alvorlig infektion. Den eneste måde at prøve at redde hans liv på, var at amputere benet i et forsøg på at stoppe infektionen fra at sprede sig til resten af kroppen.

Efter en tre timer lang operation vågnede Hope fra narkosen og kunne spise en lille smule brød og honning.

Hope var for svag

Hope var stadig meget svag efter operationen. I to døgn blev han konstant overvåget og plejet af de ansatte. Desværre var hans krop for svag til at bekæmpe infektionen, der havde spredt sig og givet ham blodforgiftning. Den tredje dag sov han stille ind.

Det er altid trist, når det ikke lykkes at redde en bjørn. Selvom Hopes ene ben var blevet amputeret, er der gode chancer for, at han ville kunne få et godt liv i reservatet. Flere af bjørnene der har forskellige handicaps, og de ansatte ved, hvilke hensyn der skal tages til dem. Men sådan skulle det desværre ikke være for Hope.

Hvil i fred.

Læs mere om vores arbejde for at redde bjørne i Rumænien >>

Vil du vide mere