Smuthuller og blandede signaler: TripAdvisors opdaterede politik for dyrevelfærd er ikke god nok

30. April. 2018

Verdens største rejsesite har stoppet deres billetsalg til en række dyreshows. Men i deres opdaterede politik ekskluderes kun de optrædener, der anses for at være nedværdigende eller unaturlige. Det er ikke godt nok.

TripAdvisors opdaterede politik for dyrevelfærd blev offentliggjort den 25. april 2018. Heri tillader selskabet fortsat billetsalg til dyreshows med såkaldt ’naturlig adfærd’ – og dermed støtter de reelt mishandling af vilde dyr.

Fejlagtigt at kalde det ’naturlig adfærd’

Naturlig adfærd kan ikke defineres som bestemte bevægelser eller handlinger. Derimod betyder naturlig adfærd, at dyret er fri til at udføre bestemte aktiviteter i dets naturlige miljø. En optræden, der beror på trænet adfærd i et kunstigt miljø, er ikke andet end en hul efterligning af et naturligt miljø.

Når man tvinger en delfin til at gå fra at være jæger til ådselsæder ved at få den til at optræde med tricks til gengæld for mad, kan man ikke kalde det naturlig adfærd. Når man får en tiger til at løbe i cirkler som del af et show, viser man ikke dens naturlige adfærd, selvom tigre løber i naturen. 

Når TripAdvisor bruger den fejlagtige idé om ’naturlig adfærd’ i deres politik, har de skabt en gråzone, så de fortsat kan sælge billetter til turistattraktioner, hvor dyrene lider. 

Og det er de vilde dyr, der må betale prisen. Dyrene tages ofte fra deres mødre, når de er små unger, de lever under elendige forhold og udsættes typisk for brutal træning, så de kan tvinges til at optræde for turister.

Mister deres førerposition i rejseindustrien

I 2016 stoppede TripAdvisor og deres datterselskab Viator med at sælge billetter til steder, hvor turister kunne komme i fysisk kontakt med vilde dyr i fangenskab. Det skete, efter at over en halv million dyrevenner bakkede op om vores underskriftsindsamling rettet mod selskabet.

Det var en stor sejr for vores støtter og et banebrydende eksempel til efterfølgelse for andre rejseselskaber. Men med den seneste opdatering af deres politik risikerer TripAdvisor at sætte deres position i rejseindustrien over styr.

TripAdvisor følger den britiske rejsesammenslutning ABTA’s globale retningslinjer for dyr i turistindustrien. Vi har opfordret ABTA til at forbedre deres retningslinjer, særligt deres standarder for delfiner og andre hvaler i fangenskab.

Blåstempling af steder, hvor vilde dyr udnyttes

Rejseindustrien er begyndt at få øjnene op for, hvordan vilde dyr udnyttes og mishandles blot for at underholde turister – og TripAdvisor bør fortsat føre an ved at fjerne deres salg og promovering af de steder, hvor det finder sted.

Smuthullerne i den seneste politik vil blåstemple mange af de steder, hvor vilde dyr lider. Den kan få turister til at tro, at dyrene har det godt på disse steder. Dermed opfylder politikken ikke sit formål: At beskytte vilde dyr.

TripAdvisor sender blandede signaler, når det fortsætter med at promovere og sælge billetter til nogle af de steder, hvor dyrene har det værst – som for eksempel delfinshows – mens de samtidig tager afstand fra andre, som for eksempel lejre, der tilbyder elefantridning.

Et stort potentiale for at beskytte vilde dyr

TripAdvisor kan potentielt gøre en kæmpe forskel i vilde dyrs liv ved at oplyse deres kunder om de forhold, dyrene lever under. Vores holdning er, at de bør tage et klart standpunkt og promovere dyrevenlige turistattraktioner, som for eksempel hval- og delfinsafarier, hvor turister kan opleve dyrene i den fri natur.

På den måde ville TripAdvisor kunne gøre en reel forskel. Hvis selskabet ikke ændrer deres politik, vil vilde dyr fortsat lide, og TripAdvisor vil halte bagefter i forhold til andre rejseselskaber, der har droppet denne type underholdning.

Mange overtrædelser: Læg pres på TripAdvisor

Kun 24 timer efter, at den nye politik blev offentliggjort, fandt vi talrige eksempler på billetsalg til turistattraktioner, der udnytter vilde dyr – heriblandt elefantridning, svømning med delfiner, gåture med løver, elefantshows og boksekampe med orangutanger.

På TripAdvisors online-portal, der oplyser om vilde dyrs forhold i turistindustrien, står der: ”Hvis du på TripAdvisor ser billetsalg til en attraktion eller oplevelse, som du mener er et brud på vores politik, så send os en e-mail på awpolicyreview@tripadvisor.com.”

Vi opfordrer alle til at kontakte TripAdvisor, hvis man ser dem promovere steder, der ikke lever op til deres standarder. Vi håber også, at mange dyrevenner har lyst til at dele deres tanker om den seneste opdatering af dyrevelfærdspolitikken ved at sende en mail til samme e-mailadresse – og i samme ombæring bede TripAdvisor om at stoppe med at promovere og sælge billetter til alle de steder, hvor vilde dyr lider for at underholde turister.

Giv et bidrag til vores arbejde for at hjælpe vilde dyr i turistindustrien >>

Smuthullerne i den seneste politik vil blåstemple mange af de steder, hvor vilde dyr lider. Dermed opfylder den ikke sit formål: At beskytte vilde dyr.

Del i dit netværk:

Pinterest Google +