Slut med elefantridning og -shows på charterrejsen

05. Oktober. 2015

Tre af de største danske arrangører af pakkerejser har nu alle besluttet at fjerne elefantridning og -shows fra deres udflugtsprogrammer.

Vi oplever i øjeblikket en historisk forandring inden for rejsebranchen, hvor flere og flere rejseselskaber begynder at tage ansvar og bidrager til, at vilde dyr ikke tages fra naturen til et liv i fangenskab, hvor de med brutale metoder tvinges til at underholde turister.

Tre af de største charterselskaber i Danmark nu elefantvenlige

Her i Danmark har tre af de største charterselskaber, Spies, Star Tour og Apollo, nu alle besluttet at fjerne elefantridning og -shows fra deres udflugtsprogrammer. På verdensplan har over 60 rejseselskaber droppet elefantridning (pr. medio oktober er der tale om over 80 selskaber, red.).

Apollo, Albatros Travel og Jysk Rejsebureau var de første i Danmark til at stoppe med at udbyde elefantridning på udflugter i Østen. Og listen over rejseselskaber, der tager dyrevelfærd alvorligt, bliver længere dag for dag.

Spies og Star Tour dropper elefanterne

Senest har Spies og selskabets ejer Thomas Cook Northern Europe meldt ud, at de stopper med at sælge elefantture og -shows fra vintersæsonen 2015/16.

Hos konkurrenten Star Tour og selskabets ejer TUI har man netop fjernet alle udflugter med elefantridning fra udflugtsprogrammet.

Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark, siger:  

”Det er gode nyheder, at store rejseselskaber som Spies og Star Tour nu er gået med på den positive bølge og har indset, at vilde dyr skal opleves i naturen. Vi kæmper videre for at få andre bureauer til at følge trop,” siger direktør i World Animal Protection Danmark, Gitte Buchhave.

Der er mange flere elefanter at redde

Desværre er der stadig mange andre rejsearrangører, der sælger udflugter og shows med vilde dyr. Vi har for nyligt i forskellige rapporter afsløret, at mishandling og udnyttelse af vilde dyr er et stigende problem i flere afrikanske lande.

”Tidligere var elefantridning mest udbredt i Asien, men nu er det ved at sprede sig mere og mere i det sydlige Afrika, særligt Sydafrika og Zimbabwe. Hvis der ikke bliver gjort noget for at stoppe det hurtigst muligt, vil det sandsynligvis sprede sig til mange andre afrikanske lande også,” siger Gitte Buchhave.

Hjælp os med at påvirke endnu flere rejseselskaber - skriv under >>

Læs mere:

Ny rapport: Elefantridning spreder sig i Afrika >>

Vi afslører: Mishandling af løver er blevet big business >>

"Vi kæmper videre, så længe andre store selskaber stadig har elefantshows og -rideture i programmet".

Del i dit netværk:

Pinterest