Tre hunde skulle reddes ud af et brændende højhus, da vores katastrofeteam besøgte Korsør den 23. juli. Der var dog ikke tale om rigtige hunde, men derimod om tøjhunde, og branden var simuleret.

Katastrofen i Korsør

Nyheder

Tre hunde skulle reddes ud af et brændende højhus, da vores katastrofeteam besøgte Korsør den 23. juli. Der var dog ikke tale om rigtige hunde, men derimod om tøjhunde, og branden var simuleret.

Redningsaktionen var nemlig en øvelse. Sådan nogle skal teamet jævnligt igennem for at kunne holde deres færdigheder knivskarpe. Og denne gang var det altså Danmark, der var vært for øvelsen, mens teamet kom fra alle dele af verden.

”Det er vigtigt, at det hele sidder på rygraden, når teamet står i de rigtige katastrofesituationer. Det er fuldstændig forfærdelige forhold, de arbejder under, så hvis de ikke har øvet det hele grundigt igennem, kan det gå helt galt,” sagde Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark, der observerede øvelsen.

img_3634

Folk vil ikke evakueres uden deres dyr

Mens teamet ofte bliver trænet i at redde dyr i oversvømmelser, jordskælv, vulkanudbrud, orkaner og andre naturkatastrofer, handlede denne øvelse om at sætte ind under en brand i en storby.

”Klimaforandringer betyder, at der sker flere naturkatastrofer – og også, at der kommer flere brande, særligt i storbyer,” fortalte Gerardo Huertas, leder af katastrofeteamet.

Her er udfordringen at redde kæledyr som hunde og katte, der kan reagere uforudsigeligt og forsøger at løbe væk og gemme sig – eller som måske reagerer aggressivt af ren skræk.

”Det er vigtigt at redde kæledyrene ud, for familier tøver med at forlade stedet, hvis dyrene bliver efterladt – og det bringer alle i fare. Jeg har set voksne mænd græde, og børn der er kede af det i flere måneder, fordi deres kæledyr ikke kunne reddes. Så vi sørger for, at alle kommer i sikkerhed,” forklarede Gerardo.

img_3640

Ud af flammerne og til dyrlægernes kyndige hænder

Øvelsen forløb effektivt hele vejen gennem de forskellige faser af redningsaktionen: Først blev hundene firet ud af den brændende bygning. Derefter blev de tjekket igennem af dyrlæger, der undersøgte, om de trak vejret, var blevet forbrændte eller havde fået røgforgiftning. Og til sidst blev hundene sendt til videre behandling på et dyrehospital.

Teamet roste de gode forhold, der var stillet til rådighed af RESC – Rednings- og SikkerhedsCenter.

img_3669

Når vi hjælper dyrene, hjælper vi også deres ejere

Sidste år hjalp vores katastrofeteam omkring en halv million dyr i 12 forskellige naturkatastrofer rundt omkring i verden. De fleste katastrofer finder sted i de fattigste dele af verden, hvor befolkningen ofte er afhængige af deres husdyr for at kunne forsørge sig.

Vil du vide mere