Den 28. september var det International Rabiesdag. Hvert år bliver millioner af hunde verden over aflivet på grund af frygt for rabies. Vi arbejder for at hundene i stedet bliver vaccineret.
Hver dag dør 150 mennesker af rabies. De fleste af dem er børn under 15 år. I udviklingslande dør et menneske hvert 10. minut af denne frygtelige sygdom.
At dræbe hundene i rabiesinficerede områder stopper ikke spredningen af sygdommen – det gør kun massevaccinationer af områdets hundebestand.
Vi samarbejder med regeringer og hjælper dem med at vaccinere hundene i de lokalsamfund, hvor rabies udgør en trussel. Her er nogle eksempler på, hvordan vores samarbejde med regeringer og lokale myndigheder har været med til at stoppe spredningen af rabies mange steder i verden:
Zanzibar, Tanzania
Efter at have været forsvundet i mange år dukkede rabies op igen på Zanzibar i 1991. Igennem de seneste fire år har vi samarbejdet med regeringen om at få etableret et vaccinationsprojekt. Regeringen bygger videre på dette projekt og arbejder for at få udryddet rabies i hele regionen via flere vaccinationsprogrammer.
Indonesien
Vi samarbejder med FN’s landbrugs- og fødevareorganisation (FAO) om at hjælpe lokale myndigheder med at vaccinere hundene på den indonesiske ø Flores. På øen Nias støtter vi et pilotprojekt, der skal stoppe og udrydde rabies. Projektet ledes af Global Alliance for Rabies Control (GARC), og regeringen håber på at få udryddet rabies i 2015.
Bangladesh
Vi støtter Bangladeshs regering i at udbrede en national rabiesplan for vaccination af hunde i hele landet, hvor der hvert år dør over 2.000 mennesker af rabies. Siden 2011 er over 70.000 hunde blevet vaccineret i otte distrikter i Bangladesh.
Kina
Vi har lavet et pilotprojekt i Kina, der med sin succes har demonstreret, at massevaccinationer er den bedste måde at bekæmpe rabies på. Projektet startede i 2012 i tre kinesiske provinser, og indtil nu er 750 dyrlæger blevet undervist i at give rabiesvaccinationer, og over 90.000 hunde er blevet vaccineret. Det svarer til 70 % af hundebestanden i de tre provinser. På baggrund af pilotprojektets succes håber vi at kunne udbrede massevaccinationer til hele Kina.