En koalahun med sin unge i et træ i Magnetic Island i Queensland, Australien. Foto: NOMADasaurus

Alt det gjorde vi sammen for dyrene i 2020

Nyheder

På trods af alle de udfordringer, 2020 bød på, hjalp vores støtter os med at give 224 mio. dyr et bedre liv.

Topfoto: NOMADasaurus

Sammen gav vi vilde dyr en stemme

Coronapandemien understregede med al tydelighed, at vi er nødt til at ændre den måde, vi behandler vilde dyr på. Ikke blot for dyrenes skyld, men også for at forhindre fremtidige zoonoser i at hærge hele planeten.

Over 1 mio. mennesker verden over bakkede op om vores underskriftsindsamling rettet mod G20, der består af en række af verdens mes indflydelsesrige lande. Med underskrifterne i ryggen krævede vi, at verdens ledere satte en stopper for den globale handel med vilde dyr.

Selvom G20 ikke adresserede et forbud på deres topmøde i november, fortsætter vi kampen i 2021 på vegne af alle, der har skrevet under.

Hund bliver vaccineret mod rabies i Indien

Også her i Danmark satte vi i 2020 ind for at stoppe udnyttelsen af vilde dyr. Vi kæmper for et permanent forbud mod minkavl, så den brutale industri ikke vender tilbage efter coronakrisen. Og i årets sidste måneder samlede vi over 10.000 underskrifter ind fra dyrevenner, der lige som os vil have befriet de unge marsvin Saga og Eskild, der er blevet taget fra naturen og nu holdes i fangenskab hos Fjord&Bælt.

Sammen satte vi ind med akutte hjælpeindsatser

Med hjælp fra vores støtter sørgede vi for livsnødvendigt foder og medicin til mere end 11.000 vilde dyr, hvis overlevelse var truet af den globale pandemi. 

Bl.a. hjalp vi elefantvenlige lejre og reservater med at sørge for deres dyr, da turisterne udeblev, og stedernes indtægter dermed forsvandt. Det samme gjorde vi for bjørne reddet fra fangenskab, da deres trygge liv i et beskyttet reservat var truet. 

Hund bliver vaccineret mod rabies i Indien

Foto: Tree Tops

Desuden fodrede vi hunde og katte, der var blevet efterladt på gaden under coronakrisen og ikke kunne finde mad.

Sammen reddede vi bjørne fra mishandling

I Pakistan reddede vi sammen med vores lokale partnerorganisation 15 bjørne fra et elendigt liv i fangenskab, hvor de blev udnyttet som dansebjørne eller i bjørne-hundekampe. Takket være vores indsats i landet er antallet af bjørne brugt til underholdning de seneste to år faldet med 23 % – fra 110 bjørne i 2019 til 85 i slutningen af 2020.

I Rumænien har vi i mange år støttet Europas største bjørnereservat. Reservatet tager imod bjørne, der bliver befriet fra elendige liv i små bure, eller som er i fare for at blive skudt, fordi de kommer i konflikt med mennesker. I 2020 kom der seks nye beboere til reservatet, heriblandt bjørnen Tanya, der blev reddet efter 34 år bag tremmer i et lille betonindelukke.

Hund bliver vaccineret mod rabies i Indien

I Asien har vi i årevis kæmpet for at få stoppet den grusomme bjørnegaldeindustri. Her lider tusindvis af bjørne på fabrikker, fordi deres galde bruges i traditionel asiatisk medicin. I Sydkorea og Vietnam er antallet af bjørne på galdefabrikker nu faldet med hhv. 70 % og mere end 90 %, og i Vietnam var vi i 2020 med til at redde 28 bjørne fra deres usle liv i fangenskab. 

2020 var også året, hvor vi overbeviste flere førende medicinalfirmaer i Kina om at droppe alle produkter med bjørnegalde og andre ingredienser fra vilde dyr.

Sammen beskyttede vi dyr, der blev ramt af katastrofer

Alt fra skovbrande og oversvømmelser til eksplosioner og orkaner truede dyrs liv i 2020. Takket være vores faste støtter kunne vores partnerorganisationer i felten sætte hurtigt ind for at hjælpe de dyr, der havde mest brug for det.

I alt hjalp vi over 28.000 katastroferamte dyr i løbet af året.

Hund bliver vaccineret mod rabies i Indien

Sammen krævede vi bedre forhold for landbrugsdyr

Den intensive landbrugsproduktion er den største kilde til dyremishandling, der findes. Med vores støtters opbakning arbejder vi på at få fødevaregiganter til at skabe bedre levevilkår for de dyr, de bruger i deres produkter.

I 2020 forpligtede KFC Danmark og Domino’s sig til at stoppe med at bruge turbokyllinger og sørge for, at de slagtekyllinger, der ender på deres menukort, har haft mere plads og mere dagslys.

Hund bliver vaccineret mod rabies i Indien

2020 var også året, hvor vi overrakte EU-Kommissionen 1,4 mio. underskrifter fra EU-borgere, der kræver et forbud mod bure til landbrugsdyr. Kommissionen er nu forpligtet til at behandle spørgsmålet.

Sammen beskyttede vi hunde mod brutale aflivninger

Hvert år bliver over 10 mio. hunde masseaflivet, ofte med smertefulde metoder, i et misforstået forsøg på at bremse rabies. I 2020 vaccinerede vi 148.733 dyr – primært hunde – over hele verden. Vaccinationerne beskytter hundene mod at blive aflivet og hjælper os på vej mod FN’s mål om at udrydde rabies hos mennesker inden 2030.

På verdensplan koster det i gennemsnit kun 4 dollars at vaccinere en hund mod rabies, mens det koster 27 gange så meget – 108 dollars – at behandle et menneske, der er blevet bidt og smittet med sygdommen.

Hund bliver vaccineret mod rabies i Indien

I 2021 vil vi gøre endnu mere sammen

Hver eneste gang du ser en af vores videoer, støtter os økonomisk, deler vores opslag på sociale medier eller skriver under på en af vores kampagner, er du med til at beskytte dyr mod mishandling og udnyttelse. Tak for det.

2020 har været et udfordrende år på mange fronter, men alligevel har vi opnået så meget sammen. Bare forestil dig, hvad vi kan opnå i 2021!

Vil du vide mere