Macaque monkey performs at Phuket Zoo Thailand

TripAdvisor tjener penge på, at dyr lider

Nyheder

Verdens største rejsesite, TripAdvisor, vil ikke stoppe med at promovere turistattraktioner, hvor vilde dyr lider, på trods af gentagne opfordringer fra vores side.

Topfoto: Amy Jones / Moving Animals

TripAdvisor sælger billetter til og promoverer nogle af de turistattraktioner, hvor dyr lider mest. Det fremgår af den rapport, som vi har lavet i samarbejde med Oxford Universitet.

Over en halv million vilde dyr lider i turistindustrien

Mindst 550.000 dyr lider for underholdningens skyld ved turistattraktioner verden over. TripAdvisor sælger billetter til og promoverer mange af de attraktioner, hvor der foregår dyremishandling, til sine 300 millioner månedlige besøgende.

Turister køber billetter til at ride på elefanter, røre havskildpadder, se delfiner optræde og tage ”tiger-selfies” via verdens største rejsesite. Ofte er turisterne helt uvidende om den mishandling, der foregår bag kulisserne. Det er dyrene, der i sidste ende betaler den højeste pris for, at turisterne kan blive underholdt på ferien.

Turister ser ikke dyremishandlingen

På TripAdvisor skriver otte ud af ti turister positive anmeldelser af turistattraktioner, hvor vilde dyr lider, fordi de ikke ser dyremishandlingen. Mange turister er ikke klar over, at dyrene er taget fra deres mødre som unger og er blevet udsat for både fysisk og mental mishandling under træningen. De brutale træningsmetoder knækker dyrene mentalt for at gøre dem føjelige nok til at lade turister ride på sig, lave kunstner eller posere i ”selfies”.

Når dyrene ikke underholder, lider de under at være lænket, holdt i trange bure eller bassiner - ude af stand følge deres naturlige instinkter. De fleste dyr kommer aldrig tilbage til naturen, men er dømt til at leve resten af deres liv under kummerlige forhold med det ene formål at underholde turister.

TripAdvisors indflydelse giver flere besøgende

Vi har i World Animal Protection gentagne gange appelleret til TripAdvisor for at få dem til at stoppe med at promovere turistattraktioner, hvor vilde dyr bruges til underholdning. Men på trods af, at TripAdvisor har lovet at ”hjælpe rejsende med at få en bedre forståelse for dyrs velfærd og naturbeskyttelse”, er virksomheden ikke holdt op med at promovere og sælge billetter til disse steder.

TripAdvisor hævder, at de ikke på nogen måde siger god for disse turistattraktioner, men at de blot leverer en platform, hvor rejsende kan dele deres positive og negative erfaringer. Men selvom TripAdvisor hævder, at de er upartiske, rangerer og belønner de turistattraktioner med dyremishandling med høje placeringer i deres liste over populære seværdigheder og deres ’Udmærkelsescertifikat’. Det øger attraktionernes synlighed og får flere turister til at besøge dem.

Direktør for World Animal Protection Danmark, Gitte Buchhave, siger:

”TripAdvisor er meget indflydelsesrig og kan have en afgørende rolle i at sætte en stopper for mishandlingen af vilde dyr i turistindustrien. Vi ved, at folk gerne vil se vilde dyr, men de er også nødt til at kende til den lidelse, der foregår bag kulisserne, så de kan træffe bedre og mere dyrevenlige valg på ferien. Her har TripAdvisor en vigtig funktion, fordi de både kan uddanne turisterne og samtidigt fremhæve dyrevenlige attraktioner, hvor dyrene kan bevæge sig frit rundt uden direkte kontakt med turisterne.”

Vores opfordring til TripAdvisor

Vi opfordrer derfor til, at TripAdvisor fremover informerer de rejsende om dyrevenlige turistattraktioner – på samme måde som deres ”GrønneForløbere”-program har fokus på miljøvenlige hoteller og attraktioner.

Vi har foreslået følgende ændringer til TripAdvisor:

  • Stop salget af billetter til turistattraktioner, hvor vilde dyr lider for underholdningens skyld, via jeres datterselskab Viator
  • Stop med at give turistattraktioner, hvor vilde dyr lider, et ”Udmærkelsescertifikat”
  • Stop med at rangere turistattraktioner, hvor vilde dyr lider, i listen over populære seværdigheder
  • Introducer et ’VildeDyrForløbere’-program baseret på jeres eksisterende ”GrønneForløbere”-program. VildeDyrForløbere skal hjælpe turisterne med at foretage oplyste valg og opfordre virksomheder til at indføre bedre dyrevelfærdspolitikker.
Vil du vide mere